Ingen vaccine til personale på apotek

17.02.2021

Myndighederne ændrer udmelding - apotekspersonale må vente på at blive vaccineret.

Sundhedsstyrelsen har tidligere mundtligt bekræftet, at apotekspersonale er omfattet af gruppe 4 (Udvalgt personale i sundheds-, ældre- og visse dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion). Dermed skulle apoteksfarmaceuter og farmakonomer have været vaccineret sammen med denne gruppe.

Nu er den længe ventede udmelding fra Sundhedsstyrelsen om prioritering af sundhedspersonale i vaccinationsgruppe 4 kommet, og desværre holdt myndighedernes mundtlige melding, om at apotekerne er med i gruppen ikke.

Det fremgår af bilag 1 i Sundhedsstyrelsens notat, at ’Personale på et apotek vil som udgangspunkt kunne holde afstand til kunderne og arbejde afskærmet’.

Det betyder alt andet lige, at farmakonomer og farmaceuter på apotekerne ikke vaccineres i gruppe 4, selvom apotekerne er en del af nødberedskabet, som holder åbent, så borgene kan få medicin og rådgivning. Apoteker er kendetegnet ved, at syge mennesker går på apotek, og apotekspersonale er derfor ekstra udsat for smitte.

Farmakonomforeningen og Pharmadanmark finder det overraskende, at myndighederne på den ene side ser apotekerne som en del af sundhedssektoren, som skal holde for under en pandemi. Mens man på den anden side, ikke synes, at arbejdet er så vigtigt og risikofyldt, at personalet skal beskyttes som en del af vaccinationsgruppe 4. Den ubalance er ikke rimelig.

De to foreninger er naturligvis stærkt uenige i styrelsens prioritering og vil sammen med andre relevante organisationer rette henvendelse til myndigheder om dette problem.