
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skriver i et opslag på Facebook, at planen om at tvangsvaccinere danskere er opgivet. Det fremgår ellers af forslaget til en ny epidemilov, at sundhedsministeren ville kunne kræve tvangsvaccination for at stoppe farlig eller såkaldt samfundskritisk sygdom.
"Derfor foreslår vi i vores opdaterede forslag til en ny epidemilov, at tvangsvaccine skrives helt ud", skriver han.
Sundhedsministeren skriver videre, at sundhedsmyndighederne i øjeblikket forbereder sig på at modtage flere hundredtusinde vaccinedoser, når de er godkendte. De skal håndteres under særlige forhold og sendes ud til hele Danmark, og det bliver en af de største og vigtigste operationer af den slags, der er prøvet hidtil i Danmark.
"Vaccinen bliver gratis for alle borgere, og den bliver frivillig. Jeg tror på, at oplysning og gennemsigtighed er vejen frem, og derfor lægges alt data frem, ligesom hver enkelt af vaccinerne ikke bliver indført, før de har en godkendelse."
Pharmadanmark er blandt de organisationer, som kritiserede regeringens forlag til ny epidemilov. Foreningen var særligt kritisk over for netop muligheden for tvangsvaccination. I et debatindlæg i Altinget skrev foreningens formand Rikke Løvig Simonsen således, at der absolut ikke er nogen grund til at puste til den eksisterende vaccineskepsis og tvivl om vaccinerne ved at vedtage lovgivning, som tvinger folk til at blive vaccineret. Der må ikke graves grøfter imellem borgerne på den ene side og imellem politikere og sundhedsprofessionelle på den anden side, når det handler om brugen af vacciner.
"Befolkningen skal turde stole på, at både lægmiddelvirksomhederne og de sundhedsmyndigheder, som godkender dem til brug, har været deres store ansvar bevidst," skrev hun.
Pharmadanmark hilser derfor meldingen fra Magnus Heunicke velkommen.
I sit høringssvar var Pharmadanmark i øvrigt også kritisk over for betegnelsen ’samfundskritisk sygdom’, fordi den åbner for en meget bred fortolkning, og at det alene er Sundhedsministeren, der fastsætter nærmere regler om, hvilke sygdomme der omfattes af betegnelsen. Her er det efter Pharmadanmarks mening helt afgørende, at det også defineres ud fra en sundhedsfaglig betragtning. Der kan man med fordel inddrage den foreslåede Epidemikommissionen.
Pharmadanmark bemærker i forbindelse med Epidemikommissionen, at Lægemiddelstyrelsen også bør få en plads i kommissionen.
Regeringen ventes at fremsætte et nyt forslag til epidemilov inden jul.