
Folketinget vedtog i går et lovforslag, som giver arbejdsgivere ret til at pålægge ansatte at blive testet for COVID-19 og at blive oplyst om testens resultat. Kravet om testning skal kunne tages i brug, hvis det er sagligt begrundet i hensynet til at begrænse spredningen af smitte, herunder arbejdsmiljøhensyn eller i væsentlige driftsmæssige hensyn.
”Jeg tror mere på gulerod frem for pisk, hvor arbejdsgiver og lønmodtager har en god dialog om behovet for test. Pharmadanmarks medlemmer spiller en vigtig rolle på hospitaler og apotek, hvor de er i frontlinjen, i lægemiddelindustrien hvor de holder produktionen af lægemidler i gang, og i styrelser og på universiteter. På den måde tager de ansvar, og jeg er sikker på, at de allerede nu frivilligt lader sig teste, når der er brug for det. Umiddelbart ser jeg ikke det store behov for at indføre tvungen test, men jeg tvivler på, at loven vil få den store betydning for vores medlemmer,” siger Rikke Løvig Simonsen, formand for Pharmadanmark.
Loven gælder både for offentligt og privatansatte, og det kan i sidste ende medføre ansættelsesretlige sanktioner – i yderste konsekvens bortvisning eller opsigelse – hvis ikke man efterkommer et sagligt pålæg.
”Jeg håber bare ikke, at loven vil skabe usikkerhed blandt medarbejderne, for det er der selvsagt ikke brug for i denne alvorlige situation,” siger Rikke Løvig Simonsen.
Hun tilføjer, at det er vigtigt at holde øje med, at arbejdsgiverne lever op til lovens paragraf 3. Her fremgår det, at testen ’så vidt muligt gennemføres i den ansattes sædvanlige arbejdstid’. Og kan det ikke lade sig gøre, skal den ansatte kompenseres økonomisk for den tid, der bruges på testen. Ligeledes skal eventuelle rimelige udgifter i forbindelse med gennemførslen af en pålagt test.
Endelig er spørgsmålet, om der skal stilles kvalitetsmæssige krav til testningen – det er velkendt, at nogle af de test, som an kan betale sig fra at få hurtige svar på, giver usikre prøvesvar, påpeger hun.
Dansk Arbejdsgiverforening bakker i øvrigt op om lovforslaget, idet foreningen mener, at det er vigtigt at sikre ’corona-fri produktion’. Loven vil gælde i en afgrænset periode.