Finanslov: Rekruttering og fastholdelse af talenter

03.12.2019

Regeringen har indgået en aftale om finanslov for 2020 sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. Finansloven indeholder flere gode elementer for dansk life science-industri, som langt hovedparten af Pharmadanmarks medlemmer arbejder i. Først og fremmest forbedrer den industriens muligheder for at rekruttere og fastholde talenter.

Der er således sat penge af til en kampagne målrettet europæisk arbejdskraft, der rammes af Brexit – Pharmadanmark foreslog netop for nyligt på forsiden af Berlingske Business en dansk charmeoffensiv over for life science-ansatte i Storbritannien.

Når det handler om rekruttering er det også positivt, at deltagerbetalingen på 2.000 kroner på danskundervisning til udenlandske arbejdstagere afskaffes. Gratis sprogundervisning er et godt signal om, at Danmark byder udlændinge velkommen og har brug for dem, bl.a. i life science-industrien.

Det styrker ligeledes rekrutteringen af talent, at finanslovsaftalen afskaffer opholdskravet, som begrænser retten til dagpenge, hvis man i en årrække har arbejdet i udlandet. Det har også Pharmadanmark-medlemmer kunnet blive ramt af.

Pharmadanmark er også tilfreds med, at uddannelsesloftet bliver afskaffet fra 1. juli 2020, og med at regeringen allerede i september meldte ud, at omprioriteringsbidraget på uddannelse droppes.

Højtuddannet arbejdskraft er nemlig et af de absolut mest afgørende parametre for at fastholde de mange arbejdspladser inden for dansk life science, understreger Pharmadanmark.