Lønstatistik 2025

Forventet lønudvikling for statsansatte

Årets lønstatistik viser en gennemsnitlig lønstigning på 2,7 % for medlemmer i staten, universiteterne og andre offentlige arbejdspladser. Fremgangen er mindre end i 2024 – men skal ses i lyset af både økonomien og de aftaler, der regulerer lønnen på området.

Den nye lønstatistik fra Pharmadanmark viser, at medlemmer, der arbejder i statslige styrelser, på universiteter m.v., samlet har haft en gennemsnitlig lønstigning på 2,7 % det seneste år. Umiddelbart kan det lyde som en beskeden fremgang, især når man holder det op mod de usædvanligt store løft i 2024. Tallene giver dog bedst mening, når de læses i sammenhæng med både økonomien og de aftaler, der regulerer lønnen på området.

2024 trak niveauet op, og det kan ses i årets tal

Lønstigningerne i 2024 var markant højere end normalt for ansatte i staten. En vigtig forklaring er, at der skulle rettes op efter en periode med høj inflation, hvor reallønnen var presset. Derfor blev en stor del af overenskomstens økonomiske ramme udmøntet tidligt i perioden, særligt i foråret 2024.

Når en stor del af løftet allerede er givet, bliver årets udvikling naturligt mere rolig. Det ændrer ikke ved, at kurven fortsat peger opad, men udsvingene bliver mindre, end de gjorde i et år med helt særlige forudsætninger.

Tillæg betyder stadig meget

Akademikere i staten er omfattet af overenskomst, og det giver klare og ensartede spilleregler for løn og ansættelsesvilkår. Årets lønudvikling afspejler de mekanismer, der ligger i aftalesystemet, og statistikken viser, at modellen fortsat giver en stabil og tryg ramme for farmaceuter. Samtidig udgør individuelle tillæg fortsat en væsentlig del af lønnen, og derfor er det fortsat vigtigt, at alle arbejder aktivt for at opnå dem.

Individuelle tillæg er en udfordring

Selvom statistikken viser, at der også gives lønstigninger ud over de overenskomstmæssige stigninger, oplever mange medlemmer fortsat, at lønforhandlinger på offentlige arbejdspladser kan være svære. Begrundelsen er ofte, at der kun er meget få midler at forhandle om. Alligevel viser statistikken, at der på statslige arbejdspladser faktisk findes midler til individuelle tillæg.

Inkludér din tillidsrepræsentant

På mange offentlige arbejdspladser har vi tillidsrepræsentanter, som arbejder hårdt for at sikre vores medlemmer de bedst mulige vilkår. Er du ansat et sted med en tillidsrepræsentant, så husk at blive en del af forberedelsen til de årlige lønforhandlinger. Hvis du ikke har en tillidsrepræsentant på din arbejdsplads, kan du kontakte den juridiske afdeling i Pharmadanmark. Vi står klar til at hjælpe dig med dine lønforhandlinger.

Du kan regne med at få juridisk rådgivning

Har du brug for juridisk hjælp?

Du kan altid kontakte juridisk rådgivning, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. Kontakt vores juridiske team på:

Tlf. +45 3946 3605
Mail: jura@pharmadanmark.dk.