DK foreslår europæisk vaccinesamarbejde

25.02.2021

Fælles europæisk vaccineproduktion diskuteres på topmøde i EU. 

Pharmadanmark har i flere debatindlæg gjort sig til talsmand for, at der skal fælleseuropæiske løsninger til i fremtidens pandemiberedskab, og netop et vigtigt aspekt af dét diskuterer EU’s statsledere i dag: Hvordan kan produktionskapaciteten i Europa i forhold til vacciner styrkes?
”Vi skal tilpasse både den produktion, der allerede findes, men jeg mener også, at vi har behov for at få etableret nyt, så vi bliver i stand til at producere vacciner nok til vores egne befolkninger. Også så vi kan producere til dem, der ikke kan indkøbe dem," sagde statsminister Mette Frederiksen (S) til Folketingets Europaudvalg forud for mødet ifølge MedWatch.

Pharmadanmark har på linje med flere aktører været kritisk over for statsministerens tanker om at etablere en egentlig national vaccineproduktion, blandt andet fordi det er meget dyrt og næppe vil sikre os i en ny pandemi. Men Mette Frederiksens ønske om at udbygge vaccineproduktionen i tæt dialog med industrien ser Pharmadanmark derimod spændende perspektiver i.

"Det er en rigtig god idé, hvis man i Europa slår sig sammen, fordi kompleksiteten i sådan noget som vaccineproduktion er så stor, så det er ikke noget, et enkelt land kan bære. Men at lave en europæisk løsning, så man alligevel har det inden for et begrænset regionalt område, vil være rigtigt fornuftigt," siger Rikke Løvig Simonsen, formand for Pharmadanmark, i en artikel i Medwatch.

Hun ser gerne, at man i Europa samarbejder for at mindske afhængigheden af andre.

”Det, vi oplevede i begyndelsen af pandemien, var, at for eksempel hele vores API-produktion lå uden for Europa. Derfor sagde vi også på det tidspunkt, at vi sammen i Europa kunne lave noget råvare-produktion, så vi ikke var så afhængige af verdensmarkedet. Det er svært at være det, når man lukker verden ned.”

Både Lægemiddelindustriforeningen og Dansk Industri hilser det i artiklen velkomment at se på det europæiske vaccineberedskab.