Fornuftigt forlig i kommuner

01.03.2021

I løbet af weekenden kom overenskomstaftalen på plads mellem Akademikernes Centralorganisation, som Pharmadanmark er en del af, og de kommunale arbejdsgivere. Ligesom med de andre offentlige forlig er det et fornuftigt resultat – om end ikke prangende. Reallønnen sikres over de næste tre år, til gengæld havde vi gerne set større forbedringer og flere ambitioner vedr. fleksibilitet fra arbejdsgivers side.

Pharmadanmark vil særligt fremhæve, at man over de næste tre år vil se:

- generelle lønforbedringer med i alt 5,02 pct.

- oprettelse af kompetencefond på linje med statens, og nu også regionernes, kompetencefond

- en forbedring af pensionsprocenten

- en lille forøgelse af løntrin 8 samt grundlønnen for special- og chefkonsulenter

”Pharmadanmark kan samlet se sig selv og vores medlemmers ønsker gengivet i de resultater, vi opnåede ved forhandlingsbordet. Kompetencefonden er et af disse ønsker, og vi forventer, at den vil blive ligeså søgt og populær, som kompetencefonden på det statslige område har været. Kompetenceudvikling er vigtig for alle vores medlemmer,” siger Rikke Løvig Simonsen, formand for Pharmadanmark.

Som noget positivt peger hun også på, at forbedringerne i overenskomsten bliver fordelt meget ligeligt mellem medlemmerne. Som akademiker kommer man således hurtigt på sluttrin, og pensionsforbedringen gælder for alle. Forbedringen af sluttrin er ganske vist lille, men det er noget, man kan bygge videre på.

Pharmadanmark havde ligesom på de andre forhandlingsområder håbet på en fritvalgskonto, men da det ikke var lykkedes at blive enige med hverken det statslige eller regionale arbejdsgiverne om dette, var der ikke længere store forventninger til, at det ville lykkes på det kommunale område.

”Men ønsket om fleksibilitet for den enkelte medarbejder i deres forskellige livsfaser, tror jeg er et krav, som vi ser igen” siger Rikke Løvig Simonsen.

Da fællesoverenskomsterne for akademikere for alle tre områder nu er lukket, skal de til afstemning blandt medlemmerne. Nærmere information om dette følger snart.