Klart flertal for nye vedtægtsændringer

18.06.2021

Den nye afstemning om en række vigtige vedtægtsændringer sluttede i nat og gav et meget klart flertal for forslagene. I alt stemte 1.867 medlemmer, og der var mindst 74 pct. for alle forslag. Dermed er der det krævede 2/3 flertal.

”Det er forslag, som både vil gøre os mere smidige og solide som organisation, og dermed også hjælpe til at opfylde vores vision om Pharmadanmark som den samlende fagforening for life science-specialister i Danmark. Det er jeg glad for, at et så stort flertal af medlemmerne bakker op om. Med vedtægtsændringerne, den nye politiske strategi og medlemsstrategien har vi trukket nogle klare linjer op for, hvad Pharmadanmark skal være for medlemmerne, og hvordan vi vil nå målene,” siger Rikke Løvig Simonsen, formand for Pharmadanmark.

Blandt de vedtagne ændringer er, at Repræsentantskabsmøder (RP) afholdes hvert andet år – til gengæld vil der blive afholdt en faglig konference for alle medlemmer.

"Jeg håber, at alle har lyst til at byde ind med ideer til, hvordan denne konference skal arrangeres," siger Rikke Løvig Simonsen.

Formandsperioden udvides nu også, så formanden kan fungere i alt i otte år. Og vi kan sige velkommen til de to nye sektioner Stat og Regioner/Kommuner. Derudover bliver 1. suppleanter fremadrettet en fast del af Hovedbestyrelsen (HB).

”Der er så at sige kommet orden i penalhuset, og vi har skabt nogle bedre rammer for at trække på hinandens forskellige kompetencer og erfaringer. Sammen er vi klogere,” slutter Pharmadanmarks formand.

Pharmadanmarks vedtægter rettes nu til med de nye ændringer og vil snart kunne læses på hjemmesiden.