Resultat af urafstemning

10.12.2021

Urafstemningen vedrørende optag af professionsbachelorer samt ændring af PDAs vedtægter afsluttede torsdag den 9. december ved midnat. Det var tæt på, men forslaget om at åbne Pharmadanmark for professionsbachelorer i life science-industrien manglede 42 stemmer for at gå igennem. 2.900 medlemmer stemte, og af dem sagde 65 pct. ja til forslaget om vedtægtsændringen. Pharmadanmarks vedtægter kræver imidlertid et flertal på 2/3 – svarende til 66,6 pct.

Pharmadanmarks formand Rikke Løvig Simonsen er ærgerlig over, at det ikke helt lykkedes at overbevise medlemmer nok om at åbne Pharmadanmark for life science-industriens professionsbachelorer: ”Resultatet er selvfølgelig lidt ærgerligt, når det drejer sig om så få stemmer for at gå igennem, men jeg er selvsagt glad for, at så mange medlemmer har deltaget i Pharmadanmarks medlemsdemokrati. Jeg er ikke i tvivl om, at den nye faggruppe kunne have styrket Pharmadanmark som organisation, men nu har vi haft en rigtig god debat om forslaget, bl.a. på repræsentantskabsmødet, og fået alle argumenter for og imod på bordet,” siger Rikke Løvig Simonsen og fortsætter Vi vil fortsat arbejde stenhårdt for at Pharmadanmark fortsat er den foretrukne fagforening for specialister i life science og en væsentlig stemme i samfundsdebatten – det ændrer afstemningen naturligvis ikke på.

Urafstemningen omhandlede også ændringer vedrørende den kollektive arbejdsløshedsordning PDA's vedtægter – de blev vedtaget med 90 pct. af de afgivne stemmer.