Vigtig afstemning i Pharmadanmark – også for studerende

22.11.2021

Skal foreningen åbnes for professionsbachelorer ansat i life science-industrien? Deltag i afstemningen – det tager kun et øjeblik at afgive din stemme. 

Alle Pharmadanmarks medlemmer kan nu deltage i en afstemning, der handler om, hvorvidt professionsbachelorer i life science-industrien skal kunne blive medlem af foreningen. Det spørgsmål har selvfølgelig også betydning for dig som studerende.

Kristoffer B. Fisker, formand for Pharmadanmarks sektion for studerende, støtter forslaget om at udvide foreningen med nye medlemmer.
”Når vi er færdiguddannede, kommer vi til at arbejde tæt sammen med mange forskellige fagligheder, også professionsbachelorer. Derfor har jeg heller ikke noget problem med at dele fagforening med dem – vi har meget til fælles, og jeg er i alt fald ikke bekymret for, om det vil påvirke Pharmadanmarks høje faglighed negativt. Tværtimod tror jeg, at de kun vil være med til at give os flere perspektiver på at arbejde inden for life science,” siger han.

Kristoffer B. Fisker læser selv Medicin med Industriel Specialisering (MedIs) på Aalborg Universitet, og han minder om, at han med den uddannelse oprindeligt ikke selv kunne blive medlem af Pharmadanmark. Det skete først, da foreningen tillod andre end farmaceuter at blive medlem.
”Jeg er glad for, at medlemmerne dengang traf den beslutning, for medlemskabet af Pharmadanmark har givet mig rigtig god rygdækning som studerende. Derfor vil jeg også gerne selv bakke op om, at professionsbachelorer får samme mulighed for at komme ind i den fagforening, som er specialiseret inden for life science.”

Urafstemningen slutter 9. december ved midnat, og resultatet meldes ud i Fredag Formiddag dagen efter.