Model for mindre medicin og mere livskvalitet for borgere på socialpsykiatriske botilbud
Pharma 09/2022
Tina Birkeskov Axelsen er i forbindelse med sit ph.d.-projekt ved at udvikle og teste en ny medicinsamarbejdsmodel, som skal reducere antipsykotika uden at reducere livskvalitet for borgere på socialpsykiatriske botilbud. Hendes resultater vil kunne udbredes og bruges – ikke alene i hele Danmark, men også i udlandet.
Af Christian K. Thorsted
Koordinering af medicin til borgere med svær psykisk sygdom er kompleks, og på socialpsykiatriske botilbud kan det resultere i uhensigtsmæssig brug. Det kan blandt andet føre til utilsigtede medicinbivirkninger.
Farmaceut Tina Birkeskov Axelsen har i sit ph.d.-projekt afdækket barrierer og fremmere for effektiv medicinkoordinering på botilbuddene og beskrevet en model, der virker.
”Middellevetiden for mennesker med svær psykisk sygdom er 10-20 år kortere end gennemsnittet – ofte fordi de også lider af somatisk sygdom. Det er en sårbar gruppe mennesker, som repræsenterer den tredje højeste andel af medicinudskrivelser i Danmark. Det er specielt interaktioner mellem lægemidler i krydsfeltet mellem de somatiske og de psykiatriske sygdomme, som er bekymrende. Antipsykotika kan medvirke til udvikling af somatisk sydom, og somatisk sygdom kan påvirke psykisk sygdom. Derfor er det yderst vigtigt med et tæt medicinsamarbejde mellem den praktiserende læge og psykiater, men realiteten er, at der er en række udfordringer i medicineringsprocessen. Det gælder også i høj grad for borgere på socialpsykiatriske botilbud,” fortæller Tina Birkeskov Axelsen, som i sit ph.d.-projekt netop fokuserer på at udvikle og teste en ny medicinsamarbejdsmodel på disse botilbud.
Tina Birkeskov Axelsen har siden 2010 arbejdet med klinisk farmaci på Hospitalsapoteket Region Midtjylland. Her har hun også lavet medicingennemgange på et socialpsykiatrisk botilbud og har sammen med den enkelte beboers psykiater, egen praktiserende læge og beboeren selv siddet med omkring bordet, når der skulle træffes beslutninger om behandlingen.
”Det er, en indsats, som vi kunne se, reducerede medicinforbruget, antallet af trusler mod personalet og kontakten til sundhedsvæsenet – og som har øget borgernes livskvalitet, ikke mindst fordi de føler sig mere set og hørt. Derfor har man i regionen gerne villet have det udrullet til alle andre botilbud, men vi har måttet konstatere, at det ikke har kunnet lade sig gøre. Derfor opstod ideen om i en ph.d. at dykke dybt ned i det her komplicerede område. Hvorfor er det, at vi med succes i over 10 år har kunnet lave medicinkoordinering på ét psykiatrisk botilbud og har kunnet holde energien oppe – men ikke har kunnet brede det ud i regionen?”
Tina Birkeskov Axelsen undrer sig, for strengt taget burde det ikke være ’raketvidenskab’: Basalt set handler det om, at en farmaceut skal lave en grundig medicingennemgang med blik for både den somatiske og psykiatriske behandling – og så inviteres fagpersonerne omkring borgeren og gerne borgeren selv til et møde, hvor man træffer nogle beslutninger.
Barrierer og fremmere
Første del af ph.d.-projekt handlede af den grund om at afdække barrierer og fremmere i alle lag, både hos borgere, borgerstøtter, behandlere og beslutningstagere. Det gjorde Tina Birkeskov Axelsen gennem 43 kvalitative interview.
”Med de interview har jeg kunnet se nogle mekanismer, som man er nødt til at have respekt for, hvis man skal få medicinsamarbejdet til at virke. For eksempel synes det jo at være oplagt positivt at få et bedre overblik over beboerens medicin og på den måde at kunne reducere den. Men hvis nu personalet ved, at den pågældende beboer har været meget udadreagerende, så er de måske ikke interesseret i en reduktion. Og for den praktiserende læge er det måske heller ikke interessant med reduktion på grund af bekymring for, at det kan føre til en indlæggelse – det måles lægerne på. Derfor er tillid og samarbejde mellem faggrupperne omkring den enkelte borger afgørende for at få medicinkoordinering til at fungere.”
Det er også et spørgsmål om, at de skal have et fælles sprog for at kunne samarbejde. Her kommer der så også et begreb som empowerment ind i billedet – pædagogen skal turde tro så meget på sig selv, at han eller hun tør være patientens stemme på et fysisk møde med både læge og psykiater.
”På baggrund af de kvalitative interview har jeg udarbejdet ShaPhaC-modellen (Shared Pharmaceutical Care), som skal reducere medicin, reducere kontakten til sundhedsvæsenet og give bedre livskvalitet. Modellen beskriver, hvilke grundelementer, hvilke aktiviteter og hvilke mekanismer der fører til dette,” forklarer Tina Birkeskov Axelsen.
Foreløbig tyder det på, at tre grundelementer er:
- Fælles beslutningstagning
- Borgerinddragelse
- Medicinkoordinering for borgere i både somatisk og psykiatrisk behandling
Aktiviteter, der kan fremme målet, har vist sig blandt andet at være etablering af en fast koordinator til at stå for alt det praktiske for alle de andre, og at fællesmøderne foregår på bostedet.
De mekanismer, der ser ud til at kunne fremme målet, omfatter tryghed, selvtillid og relationer.
”Samtlige arbejdsredskaber, dokumenter og andet, som bostedet har brug for i processen, samler vi i en værktøjskasse, som vi kvalificerer og stiller til rådighed for andre bosteder,” fortæller Tina Birkeskov Axelsen videre.
Værktøjskassen indeholder blandt andet powerpoint-præsentationer, opslag til opslagstavlen, acceptspørgeskema, materiale til blodprøver og materialer som hjælper personalet til at give borgeren en stemme i lægesamarbejdet.
Ikke nødvendigvis den fulde pakke
Hun understreger, at hensigten ikke er at komme med en model, som skal presses ned over samtlige socialpsykiatriske botilbud. Der er stor forskel på botilbuddene, og hvem der bor der. Det har hun også ved selvsyn kunnet konstatere ved i forbindelse med projektet at have været i praktik på flere botilbudsafdelinger for at få inspiration og viden om forholdene. Hendes model giver derimod løsningsmuligheder.
”Samarbejdsmodellen virker for alle, men det er kontekstbestemt, om man nødvendigvis skal bruge den fulde pakke. Kommer jeg med en Top-down løsning, er det før uden succes afprøvet og dømt til at mislykkes – og Bottom- up hvor det hele skal bæres af en lokal ildsjæl, er også uden succes forsøgt før. Derfor skal det tænkes anderledes, og derfor har jeg også inddraget aktørerne i selve forskningsprocessen – såkaldt samskabelse. Aktørerne sikrer, at det er de rigtige spørgsmål, jeg stiller, for ellers får jeg heller ikke de rigtige svar. Vi skal ikke putte en model for medicinkoordinering ned over bostederne – de skal selv ville det, og det giver jeg dem så en nærpraktisk værktøjskasse til at kunne gøre. Hvilke ting fra værktøjskassen, der giver mening at anvende på det enkelte bosted, er helt op til dem selv.”
Afprøvet modellen
Modellen er fortsat under udarbejdelse, men er blevet implementeret og afprøvet på et botilbud i regionen. De første 10 fællesmøder har fungeret som test- og optimeringsmøder i forbindelse med ph.d-projektet. Modellen blev præsenteret på et personalemøde, hvor hun også målte på personalets accept af modellen.
”Hvis personalet accepterer den her måde at gøre det på, så er det naturligvis lettere at komme igennem med. Vi kunne se, at nogle tvivlede på, at det ville virke, og den viden kunne så bruges som et aktivt ledelses- og implementeringsredskab i forhold til, hvad vi skulle være opmærksomme på,” forklarer hun.
På bostedet blev der udpeget et panel på seks personer – administrativt og pædagogisk personale, sundhedsfagligt personale og ledere på bostedet, samt (som konsulenter) praktiserende læge og psykiater – og regionsleder.
En af de vigtige pinde er ifølge Tina Birkeskov Axelsen som nævnt, at man på bostedet udpeger en koordinator/facilitator, som skal stå for de praktiske ting, herunder at booke mødet med læge, psykiater og farmaceut.
”For beboerens praktiserende læge og psykiater er gevinsten her, at de med blot et enkelt årligt møde har styr på behandlingen og lever op til deres forpligtigelser. De kan se en idé i at få kontakten til – og behandlingen af – borgeren systematiseret, og øge kvaliteten.”
For Tina Birkeskov Axelsen er borgerinddragelse et vigtigt element i modellen. Beboernes stemme skal høres.
”Det kan være en udfordring, for nogle beboere er måske så dårlige, at de ikke har et verbalt sprog eller rent kognitivt eller fysisk ikke kan være personligt med. Dér bliver det så personalets rolle at aflæse beboeren og så godt som muligt at sørge for at være klædt på til at fungere som borgerens stemme, og at vi som minimum får denne stemme med, når vi træffer beslutninger om beboerens behandling. Der kan være behov for at udfordre personalet lidt på det punkt, for der kan så ligge en barriere i, at personalet er bekymret for, om det vil kræve ekstra ressourcer at løse den opgave.”
En stærk farmaceutopgave
Tina Birkeskov Axelsen mener, at det er helt på sin plads, at farmaceuter spiller en rolle i at være med til at sikre sikker og optimal behandling med lægemidler på socialpsykiatriske botilbud.
”Medicin ligger som en underliggende ting på bostederne, som faktisk ikke skal gøre noget væsen af sig, hvis det fungerer. Men hvis det ikke fungerer, så giver det virkelig problemer. Og vi ved fra undersøgelser, at jo mere medicin man tager fra beboerne, jo mindre vold og trusler er der på bostedet,” siger hun og fortsætter:
”Fagligt er det en fantastisk opgave at sidde med som farmaceut – jeg har jo selv gjort det flere år, hvor det har fungeret med et tæt samarbejde mellem bostedets personale, praktiserende læger og psykiatere. Fordelen er, at man kan ’komme af med’ hele sin medicingennemgang – både sine forslag til somatikken og til de psykiatriske aspekter af behandlingen og ikke mindst aspekterne/interaktionerne i krydsfeltet mellem dem. Normalt ville man sidde i et krydsfelt og ikke kunne adressere begge dele samtidig. Det kan man på det her møde, hvor man sidder sammen og også inddrager beboeren med det samme. Når den fælles beslutningstagning kører, er det så elegant.”
En anden fordel er, at man kommer til at kende hinanden omkring bordet.
”Det er også vigtigt, hvad der sker mellem møderne, og hvis der skal træffes hurtige beslutninger om borgeren. Her er kendskabet til hinanden en stor hjælp og sparer meget tid. En af de læger, der har rutine med fællesmøder på botilbud, siger blandt andet til sine nye kolleger: ’Hvis du vil have tid til dine andre patienter – så tager du dig tid til disse møder’.”
Perspektiver
Ph.d.-projektet afsluttes om cirka et år, og til den tid mener Tina Birkeskov Axelsen, at projektet giver en viden, som kan bruges såvel i Danmark som i udlandet. Allerede nu er hun i gang med en forskningsartikel til BMJ, British Medical Journal.
”I udlandet er man nok ligeglade med, hvad vi gør ude på et lille bosted i Region Midtjylland, men de er ikke ligeglade med, om man kan lave fælles beslutningstagning mellem praktiserende læger og psykiatere og samtidig inddrage borgere med svære psykiatriske sygdomme. De metoder og mekanismer kan alle bruge, og det håber jeg da, at de vil gøre.”
Herhjemme håber hun at være med til at bidrage til øget opmærksomhed på den delte lægemiddelbehandling af borgere med svær psykisk sygdom, som bor på socialpsykiatriske botilbud. Desuden håber hun, at projektet kan bidrage til øget lighed i sundhed, forebyggelse af somatiske sygdomme, ressourceoptimering og over tid endda til reduktion i forskellen i forventet middellevetid.
”De gør det godt ude på bostederne, og lægerne tilknyttet bostederne gør det også godt. Jeg oplever hele vejen rundt, at alle ønsker at gøre det så godt for beboerne om muligt – så det er ikke derfor, jeg arbejder med den her model. Men hvis vi samarbejder, kan vi gøre det endnu bedre,” slutter hun.
