Malene er ny chef for udvikling og innovation hos Fertin Pharma
Malene Kjær Müller er startet som Vice President for Innovation and Product Development i Fertin Pharma. Virksomheden har hovedkvarter i Vejle og udvikler og producerer blandt andet nikotintyggegummi og kosttilskud.
Af Charlotte Kiil Poulsen / Foto: Jette Schrum
Pharma 04/2024 – Folk flytter sig
Hvad er din opgave som Vice President for Innovation and Product Development?
Det er en nyoprettet stilling, fordi Fertin skal til at have meget mere fokus på innovation og udvikling.
Fertin har altid fungeret som en Business-to-Business (B2B) CDMO-virksomhed (kontraktproduktionsvirksomhed) for en række af verdenens førende healthcare selskaber.
Det er Fertin fortsat, men nu skal vi også – i tæt samarbejde med selskabets nye ejere – bringe produkter hele vejen ud på markederne.
Her kan jeg virkelig få min baggrund inden for pharma drug development og R&D i spil.
For mig har det været meget vigtigt, at jeg finder et job-match, hvor jeg kan hjælpe med at drive nogle af de forandringer, der skal til for at sikre samarbejdet og finde nye måder at arbejde på.
Jeg har ansvar for vores innovationsteam samt produktudvikling inden for pharma og nutraceuticals i både i Danmark, Indien og Canada, og en af mine opgaver er netop at få samlet de her tre områder på tværs af landegrænser.
En anden stor opgave er at lave en innovationsstrategi og finde ud af, hvor vi skal hen. Hvad har vi allerede, som vi kan komme videre med forholdsvist hurtigt, og hvad skal vi lave på den lange bane?
Fertin Pharma har i mange år været meget innovativ særligt inden for tyggegummi og andre former for orale produkter, der bliver optaget via mundhulen, så der er allerede en masse platforme at arbejde ud fra.
Hvor mange folk skal du lede?
Der er cirka 60 dygtige produktudviklere, innovationsfolk, teknikere og forskere fordelt i Danmark, Canada og Indien inden for mit område. Jeg har nogle ledere under mig, som så har teams omkring sig.
Lederne fra Canada og Indien samles i Vejle et par gange om året, ligesom jeg netop har været på besøg i Indien.
Det er altid godt at møde folk ansigt til ansigt og danne nogle relationer, der letter det daglige arbejde, som primært vil foregå online.
Et andet mål i min rolle er også, at jeg skal være med til at gøre Fertin mere globalt orienteret.
Jeg har jo været mange år i LEO Pharma tidligere, og der er mange ligheder med, hvor LEO Pharma var for nogle år siden, da de startede på deres globaliseringsrejse, og så hvor Fertin er i dag.
Det her med at have medarbejdere i andre lande og lede på distancen og på tværs af landegrænser, har jeg stor erfaring med.
Du tog en karrierepause mellem LEO Pharma og Fertin Pharma, hvorfor?
Efter mange år i LEO Pharma, hvor jeg de seneste år var ansvarlig for hele R&D-projektorganisationen derude, tog jeg en fratrædelsesaftale sidste år, da man valgte at splitte R&D organisationen op i to enheder, og mit ansvarsområde derfor blev mindre.
Jeg fik en del henvendelser fra andre virksomheder i starten af min pause, men jeg havde brug for lige at holde fri og være sammen med familien.
Jeg havde en ’to do’-liste af ting, jeg ville have klaret. Det var også vigtigt for mig at lande i den rette stilling, så jeg havde ikke travlt.
Efter nogle måneders pause begyndte jeg så at takke ja til kaffeaftaler og starte op med et forløb med en super dygtig executive leadership coach, der hjalp mig med at finde det rigtige job.
Selvom jeg selvfølgelig har netværk, er det ikke noget, jeg har dyrket aktivt tidligere, så det skulle jeg lige i gang med. Jeg havde mange kaffeaftaler og snakke med headhunterfirmaer.
I sidste ende var det igennem mit netværk, at jeg hørte om stillingen hos Fertin Pharma og blev opfordret til at søge.
Hvorfor takkede du ja til denne stilling?
For det første var jeg på udkig efter et job, hvor jeg til stadighed kan udvikle mig selv og mine kompetencer.
Jeg har været leder i mange år og også med titlen VP, men i Fertin Pharma, som er en mindre virksomhed, sidder jeg nu med i det øverste ledelsesteam med direkte reference til vores administrerende direktør.
Det giver mig nogle nye ledelseskompetencer.
Derudover arbejder Fertin Pharma med nogle andre produktkategorier så som håndkøbspræparater og kosttilskud, som jeg ikke har haft direkte erfaring med tidligere.
Desuden er CDMO business modellen også delvis ny for mig.
Til gengæld har jeg jo rigtig megen erfaring inden for lægemiddeludvikling fra innovation hele vejen igennem til kommercialisering, forandringsledelse og globale aspekter, som jeg i den grad kommer til at byde ind med i min nye stilling.
Yderligere har jeg for nyligt afsluttet en bestyrelsesuddannelse og har en ambition om at komme i gang med noget bestyrelsesarbejde, gerne inden for life science med innovation og drug development, når jeg er faldet godt på plads i min nye stilling.
BLÅ BOG: Malene Kjær Müller, 51 år
|
Fertin Pharma har hovedkvarter i Vejle og udvikler og producerer orale doseringsformer, herunder nikotintyggegummi og kosttilskud. Virksomheden blev grundlagt i 1893 og har specialiseret sig i medicinsk tyggegummi, der hjælper med rygestop og fremmer oral sundhed. |