Udflytningsaftalen må ikke koste life science-kandidater

22.03.2022

I dag landede planen for udflytning af uddannelsespladser. Pharmadanmark har kæmpet for at farmaci ikke skulle reducere uddannelsespladser, og at forskningsmiljøerne dermed ikke blev svækket. Dansk life science er en styrkeposition og en branche i vækst. Her har man hårdt brug for lægemiddeleksperter, ligesom man også i sundhedsvæsenet har hårdt for brug for farmaceuternes kompetencer.  

”Dansk life science er internationalt anerkendt og en branche i vækst. Her har vi i den grad brug for flere dygtige folk, og vi har brug for at fastholde og videreudvikle vores styrkeposition, så vi forbliver attraktive også for internationale kollegaer og studerende,” fortæller formand for Pharmadanmark Rikke Løvig Simonsen.

Hun hæfter sig særligt ved, at det nu i uddannelsesaftalen fremgår, at man vil tage hensyn til uddannelser med særlig høj efterspørgsel, samt at klinisk farmaci i et andet afsnit nævnes.

Om klinisk farmaci står der, at aftalepartierne noterer sig, at der arbejdes med at udvikle regionale elementer på klinisk farmaci for en lang række studerende, og at partierne opfordrer Københavns Universitet (KU) til at arbejde videre med disse planer.

”Det er godt at se, at lige netop klinisk farmaci nævnes særskilt i aftalen. Det er et vigtigt felt, som kan være med til at sikre bedre patientsikkerhed fx i det nære sundhedsvæsen. Det essentielle er dog, at der ikke reduceres i antallet af kandidater i farmaci, og at det ikke går ud over forskningsmiljøerne på universiteterne,” fortæller Rikke Løvig Simonsen og fortsætter:

”Vi vil nu fra Pharmadanmarks side holde nøje øje med, at planen ikke ender med en reduktion indenfor life science. Vi har fx brug for flere, ikke færre, kandidater i farmaci, ligesom vi skal videreudvikle vores eksisterende forskningsmiljøer til gavn for hele Danmark.”