Debat: Nej, medicinresterne skal ikke i skraldespanden

31.05.2022

Af Rikke Løvig Simonsen, formand, Pharmadanmark, Jesper Gulev Larsen, formand, Danmarks Apotekerforening, Camilla Noelle Rathcke, formand, Lægeforeningen, Bjarne Hastrup, administrerende direktør, Ældre Sagen, Mette Bryde Lind, direktør, Gigtforeningen

I mange hjem er der kommet flere skraldespande de senere år. Vi sorterer madaffald, pap, plast, haveaffald og meget andet. Det er rigtig godt. Men hvordan skal medicinresterne egentlig smides ud? Det er der fortsat rigtig mange, som ikke ved – og derfor ender medicinrester alt for ofte i en skraldespand i hjemmet i stedet for at blive korrekt afleveret på apoteket.

Det har alvorlige konsekvenser, da medicin, der enten ikke opbevares sikkert eller smides i skraldespanden, kan resultere i forgiftninger, forurening af miljøet og i værste fald dødsulykker.

Hvert år køber 4,1 mio. danskere medicin på recept, men 40 procent ved ikke, at medicinrester skal indleveres på apoteket. Det er et kæmpe problem, og det er en af årsagerne til, at vi har dannet ’Alliancen Stop Medicinspild’. Målet med alliancen er at hindre medicinspild og miljøbelastning fra medicin ved at fokusere på bedre brug, og ved at gøre borgerne opmærksomme på, at medicinrester skal afleveres på apoteket og destrueres korrekt. Netop nu afvikler vi en landsdækkende oplysningskampagne, som skal guide danskerne til, hvordan de håndterer og skiller sig af med ubrugt og udløbet medicin.

Ifølge en opgørelse fra Apotekerforeningen er medicinforbruget i Danmark steget med 17 pct. alene siden 2015, så det er på høje tid, at flere bliver opmærksomme på, at medicin ikke må smides ud derhjemme.

Hvis du i løbet af forårets mange helligdage skal besøge pårørende, som kunne være i tvivl om, hvordan de skal skille sig af med medicinresterne, så tag gerne en snak med dem, så medicinen ikke ender i skraldespanden – eller havner i de forkerte hænder.


Ovenstående indlæg blev bragt i diverse lokale medier i slutningen af maj 2022