
Regeringen har sendt et forslag til en ny epidemilov i høring hos en lang række eksperter, myndigheder og organisationer.
I høringssvaret fastslår Pharmadanmark, at der er behov for en revideret epidemilov, som dels gør det muligt at håndtere den ekstraordinære situation med COVID-19, som Danmark befinder sig i lige nu, og dels gør det muligt at kunne håndtere smitsomme sygdomme i fremtiden. Men det er også bekymrende, at loven er så vidtgående, som den er.
Samlet set finder Pharmadanmark derfor, at lovforslaget bør trækkes tilbage og revideres.
"Loven er meget vidtgående, og det er stærkt bekymrende, fordi magten primært placeres hos ministeren, ministeriet og i styrelserne," påpeger Pharmadanmarks formand, Rikke Løvig Simonsen.
I lovforslaget fra regeringen lægges der op til, at sundhedsministeren uden et flertal i Folketinget og udenom sundhedsmyndighederne beslutter, hvornår der er tale om en 'samfundskritisk sygdom'. Defineres en sygdom som en sådan, kan sundhedsministeren uden videre iværksætte en række tvangsbeføjelser, bl.a. indføre forebyggende tvangsvaccinationer til 'nærmere bestemte risikogrupper'.
Tvangsvaccination bør være sidste udvej
"Vi lægger som forening stor vægt på høj lægemiddelfaglighed og bakker fuldt ud op om vacciner. Men kravet om tvangsvaccination kan underminere tiltroen og forståelse for vacciner i befolkningen, og det kan få store konsekvenser for folkesundheden på sigt," fastslår Rikke Løvig Simonsen.
Pharmadanmark mener, at tvangsvaccination være sidste udvej, og det bør derfor specificeres i lovforslaget, hvornår situationen kræver en sådan løsning.
"Mange af vores medlemmer er ansat på hospitaler og apoteker, og vi finder det helt afgørende, at det bør være muligt at afvise at tvangsvaccinere eller tvangsundersøge borgere - ligesom det bør være muligt at afvise egen vaccination," siger Rikke Løvig Simonsen.
Samtlige partier i Folketinget – undtagen Socialdemokratiet – mener, at der i forslaget bliver placeret for meget magt hos sundhedsministeren.
Baggrunden for høringen er, at den nuværende epidemilov fra marts måned gav sundhedsministeren en række midlertidige magtbeføjelser. Disse stramninger i loven udløber til marts næste år, og derfor skal der inden marts 2021 vedtages en helt ny lov.
Læs høringssvaret fra Pharmadanmark til forslag til lov om epidemier mv. (epidemiloven)