Vi behøver ikke statsstøtte for at sikre antibiotikaudvikling

Det er godt at SF og Enhedslisten anerkender behovet for, at Danmark aktivt går ind i kampen for at sikre fremtidens antibiotikaforsyning. Men der findes redskaber, som er lettere at sætte i værk end statsstøtte.

Af Anne Bloch Thomsen, medicinsk direktør, Pfizer Danmark og Rikke Løvig Simonsen, Formand for fagforeningen Pharmadanmark 

Antibiotikaresistens er en af de største trusler mod menneskers sundhed, som vi står overfor. Derfor er det meget positivt, at Enhedslisten og SF har meldt sig ind i diskussionen om, hvordan vi fremtidssikrer vores – og verdens – antibiotikaforsyning. 

I MedWatch 16/6 foreslår partierne konkret, at statsstøtte i højere grad skal bruges til at sikre, at vi får nye lægemidler, der kan hjælpe os med at håndtere den voksende trussel fra resistente bakterier.

”Jeg tror, vi kommer til både at se virusser og antibiotika-resistens i en grad, som vi ikke har set det før, og derfor tror jeg, det er den rigtige model, at vi støtter op om danske virksomheder for at sikre, at vi får de rigtige produkter,” siger Kirsten Normann Andersen, og fortsætter:

 ”Det er vigtige forskningsområder, som vi er udfordret på, så det er sundhed i højeste potens at få Danmark i omdrejninger, for hvis vi ikke sørger for at kunne takle virusser og resistente bakterier, står vi foran en meget større sundhedskrise, end vi tør tænke til ende.”

To fluer, ét smæk
Kirsten Normann Andersen har helt ret i sin trusselsvurdering, og hun har ret i, at danske virksomheder kan spille en vigtig rolle i at bringe ny antibiotika på markedet. Danmark har med sin markante biotek- og life science-sektor, dygtige forskere, stærke fonde og gode sundhedsdata alle muligheder for at iklæde sig en global førertrøje.

Vejen til førertrøjen går helt konkret gennem to områder: Vi skal naturligvis skabe rammer for udvikling af ny antibiotika, som SF og Enhedslisten peger på; men hvis vi vil sikre den danske forsyning, så skal vi også sørge for, at det kan betale sig at have lægemidlerne – nye som gamle – på markedet.

Den gode nyhed er, at hvis man sørger for, at det kan hænge sammen økonomisk at markedsføre lægemidlerne, så løser man faktisk også en stor del af udfordringen med forskning og udvikling. En anden god nyhed er, at vi allerede ved, hvad der skal til – og det kan klares helt uden komplicerede statsstøtteordninger.

Det skal kunne betale sig
Det giver sig selv, at et antibiotikum kun gør gavn, hvis lægerne kan få fat i det, når de skal bruge det – ligesom vacciner kun gør gavn, hvis de bliver til vaccinationer. Men på antibiotikaområdet er der en markedsfejl, som betyder, at vi både har problemer med at få de sparsomt forekommende nye antibiotika-præparater på markedet og med at sikre fortsat adgang til de gamle, smalspekterede antibiotika, fx penicillin, som vi ellers er meget glade for at bruge i Danmark.

Problemet skyldes den særlige udfordring, at en vigtig del af det at forebyggelse antibiotikaresistens ligger i at bruge antibiotika så sparsomt som muligt – lægemidlerne ryger bogstavelig talt om bagerst på hylden i medicinrummet, og kommer kun ud i de sjældne tilfælde, hvor andre ting ikke virker. Og sådan skal det være! 

Denne særlige udfordring betyder i praksis, at den sædvanlige model, hvor forbruget af et givent lægemiddel bestemmer afregningen, har spillet fallit. Det koster cirka 10 milliarder at udvikle et nyt antibiotika, men en virksomhed kan kun forvente at tjene cirka 3,5 milliarder på det – det efterlader et gabende hul på cirka 6,5 milliarder, og det kan simpelthen ikke betale sig. En tilsvarende udfordring gør sig for øvrigt gældende for de gamle, smalspektrede antibiotika, som spiller en vigtig rolle i behandlingen i Danmark. 

Vi kender allerede løsningsmodellerne
Flere lande har allerede anerkendt denne problemstilling, og har sat sig for at finde en ny måde at afregne for antibiotika gennem betalingsmodeller, der er baseret på værdien af at have lægemidlet til rådighed frem for alene at være baseret på salg. 

I England har man netop lanceret verdens første pilotprojekt med en såkaldt Netflix-model. Her køber staten populært sagt abonnement på at have bestemte antibiotika til rådighed, og parterne i aftalen er enedes om en pris, der afspejler lægemidlernes værdi for sundhedsvæsen og samfund frem for alene at reflektere deres forventede salg. 

Vi følger spændt med i pilotprojektet, og håber meget, at Danmark – og andre lande – vil lade sig inspirere af briterne. Modellen, hvor man afkobler salg og værdi er netop den tilgang, som internationale eksperter anbefaler, og vi mener, at man i Danmark kan lade sig inspirere af de første erfaringer fra England. De danske ambitioner på området kan med fordel forankres i den opdaterede nationale handlingsplan for antibiotika, som forhåbentlig snart ser dagens lys.

Som tidligere nævnt vil dét at finde en løsning på, at det ikke kan betale sig at markedsføre antibiotika betyde, at vi slår to fluer med et smæk: Det vil også hjælpe med at sikre forskning og udvikling, så vi kan få øget  den globale pipeline af ny antibiotika væsentligt. Støtte til forskning og gode vilkår for fx biotek-startups er andre greb, som regeringen og støttepartierne med fordel kan se på.

Lad os komme i gang
Det tager omkring 10 år at udvikle et nyt lægemiddel, så uanset hvilke incitamenter, man vælger, går der lang tid fra at de er på plads og til at de udmønter sig i ny antibiotika. Derfor vi skal i gang nu – og Danmark kan spille en nøglerolle.

På det netop overståede Folkemøde inviterede sundhedsminister Magnus Heinicke til møde om, hvordan vi sammen kan løse udfordringen - vi glæder os til nærmere drøftelser af, hvad Danmark kan gøre for at tage den globale førertrøje i resistensbekæmpelse.