Fokus på uddannelse og kompetencer i ny life science-strategi

15.04.2021

Regeringen præsenterede i formiddags sin nye life science-strategi med 38 initiativer, som skal fremtidssikre branchen. Lanceringen fandt sted i Industriens Hus, og regeringen var repræsenteret ved erhvervsminister Simon Kollerup, sundhedsminister Magnus Heunicke, udenrigsminister Jeppe Kofod og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. Også Pharmadanmark var tilstede.

”Strategien retter spotlight på kompetenceudvikling og uddannelsesområdet. Men konkrete initiativer skal ske i dialog med fagforeninger, hvor Pharmadanmark er en central aktør, og andre aktører på life science-området. Jeg har set, at Pharmadanmark har foreslået en efteruddannelsesfond, som kan være en vej frem blandt andre løsninger. Det er vigtigt for mig at sige i dag, at medarbejdere er en central ressource i en stærk life science-industri i Danmark. Deres kompetencer er det, som gør, at vækstmulighederne er store. Derfor skal vi have kompetence-fokus i strategien,” sagde Simon Kollerup i et efterfølgende interview og tilføjede:

”Medarbejderne er den bærende kraft til, at life science er så stort et erhvervspolitisk eventyr. Så gode muligheder for at kunne uddanne og efteruddanne sig er meget vigtige for mig og regeringen. Derfor har den nye strategi klare elementer om kompetenceudvikling og uddannelse, herunder efteruddannelse. Og derfor glæder det mig, at Pharmadanmark og andre aktører spiller ind med gode konstruktive forslag til, hvordan vi konkret kan gøre det.”

Afgørende medarbejdere
Pharmadanmark har bl.a. bidraget til strategien gennem deltagelse i regeringens Genstartsteam for life science og biotek, og fagforeningen er også blandt de aktører, som Simon Kollerup har diskuteret branchens muligheder og vilkår med. Pharmadanmarks formand Rikke Løvig Simonsen er da også meget tilfreds med, at flere af fagforeningens input er at finde i strategien.

”Pharmadanmarks væsentligste input til arbejdet med strategien har været, at Danmark skal prioritere den gode grunduddannelse af højtuddannede medarbejdere til branchen – og uddanne flere. Derfor er det selvfølgelig glædeligt, at regeringen i strategien direkte skriver, at den vil sikre gode rammer for uddannelse af højt kvalificeret arbejdskraft og på den måde skabe endnu bedre betingelser for nye erhvervssucceser inden for life science-industrien,” siger hun.

Strategien anerkender i høj grad, at kompetencer er afgørende for branchens fortsatte trivsel, og der er således et helt afsnit om højt kvalificeret arbejdskraft.

Pharmadanmark har også understreget behovet for at satse på efteruddannelse og kompetenceudvikling, så medarbejderne er klar til at håndtere nye behandlingsformer, teknologier og flere digitale løsninger. Også det er tydeligt afspejlet i strategien, idet det fremover bliver et strategisk fokus at understøtte både patienter, medarbejdere og ledelse i sundhedsvæsenet i at anvende nye teknologier. Der ned­sættes også en arbejdsgruppe, der skal analysere behovet for kompetenceudvikling inden for life science-industrien, og der afsættes midler til at igangsætte og gennemføre tiltag inden for eksempelvis uddannelsesudvikling og kapacitetsopbyg­ning på uddannelserne målrettet life science.

Strategien taler også om, at der skal fokus på karrierevejene på universiteterne, herunder ph.d.ernes vilkår – Pharmadanmark har ved flere lejligheder netop påpeget, at vilkårene for universitetsforskere over en årrække er blevet langt mindre attraktive, hvilket harmonerer dårligt med Danmarks høje forskningsambitioner.

Den grønne om stilling
Rikke Løvig Simonsen finder det positivt, at strategien så tydeligt italesætter behovet for grøn omstilling, og de gevinster, som kan hentes, hvis industrien formår at udnytte potentialet. Dansk life science er nemlig også fortællingen om en industri, som allerede er nået langt i den grønne omstilling.

”Jeg er overbevist om, at Pharmadanmarks medlemmer er godt rustet til at tage aktiv del i den grønne omstilling, og at de er klar til at bringe deres kernekompetencer i spil, når virksomhederne skal arbejde med klimamål i alle dele af værdikæden,” siger hun.

Der er i strategien også initiativer, som skal styrke branchens omdømme og skabe en stærk fortælling – både herhjemme og internationalt. Andre brancher har være dygtige til at skabe en fortælling, som skaber stolthed om deres erhverv, fx fødevareerhvervet og søfarten. Dét har været et af Pharmadanmarks væsentlige input til strategiarbejdet, og der er helt sikkert en åben dør for en sådan fortælling nu, fordi life science-industrien har spillet så stor en rolle under pandemien.

Pharmadanmark lægger vægt på, at patienterne spiller så stor en rolle i strategien, for life science handler om andet og mere end vækst og arbejdspladser – det handler nok så meget om konstant at udvikle bedre og mere sikre behandlinger og på den måde redde liv og øger livskvaliteten hos alvorligt syge mennesker. Det er også en af de væsentlige grunde til, at branchen er så attraktiv at arbejde i. Derfor er det rigtig godt, at der sættes høje ambitioner for den behandling, patienterne kan forvente i fremtiden, mener Pharmadanmark.

Et Life Science Råd
Blandt initiativerne er også nedsættelse af et nationalt Life Science Råd med deltagelse på højt niveau af bl.a. virksomheder, fonde, brancheorganisationer, lønmodtagerorganisatio­ner og patientforeninger. Rådet skal styrke dialogen mellem det offentlige og private yderligere og drøfte branchens nati­onale prioriteter og generelle rammevilkår.

”Pharmadanmark er glad for at have været så tæt inddraget i arbejdet med den nye strategi, og som fagforening for en stor del af branchens nøglemedarbejdere, ser vi frem til at bidrage fremadrettet med at styrke dansk life science i samarbejde med andre interessenter,” slutter Rikke Løvig Simonsen.

Den nye life science strategi er finansieret som en del af eksportpakken fra december 2020, hvor der blev afsat 70 mio. kr. årligt i 2021-23 til udvikling af strategien. Derudover blev der på finansloven for 2021 afsat en reserve på 30,4 mio. kr. i perioden 2022-24 til en national life science-strategi.

Læs pressemeddelelse om strategien: