Positivt med offentlig-privat samarbejde i national vaccineproduktion

27.04.2021

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil allerede fra næste år kunne producere COVID-19-vacciner herhjemme.

”Der er ingen, som endnu ved, i hvor lang tid og hvor ofte vi har brug for at vaccinere. Det, vi til gengæld ved er, at vaccinen er vores supervåben mod COVID-19, og derfor har vi brug for at sikre, at der bliver produceret flere vacciner globalt, men i vores øjne også her i Danmark,” siger statsministeren.

Hun fortsætter:

”Vores tanke er at sikre en produktion i Danmark, der giver sikkerhed for forsyninger herhjemme, men som også bliver en aktiv spille på den europæiske og globale scene.”

Konkret vil regeringen nu igangsætte og invitere til en såkaldt markedshøring, der er en indledende mulighed for, at vaccineproducenter fra ind- og udland kan kommentere og diskutere produktionsidéen, forud for et udbud.

Det er uvist, hvilke vacciner Danmark skal producere – om det skal være allerede eksisterende vacciner via en licens, eller om Danmark skal producere egne vacciner.

Offentligt-privat samarbejde
Pharmadanmark har tidligere udtrykt skepsis over etablering af en egentlig national vaccineproduktion, fordi det er særdeles kompliceret og dyrt at få en sådan vaccinefabrik på benene.

”Derfor er det umiddelbart meget fornuftigt, at regeringen nu satser på at løse udfordringen med at sikre forsyningssikkerheden gennem offentligt-privat samarbejde, gerne danske virksomheder. Vi har virksomheder herhjemme med både kompetencer og kapacitet, som man godt kunne forestille sig kunne blive en del af løsningen. Det giver mere mening med en sådan model fremfor at forsøge at bygge det op fra bunden selv. Det giver også – alt andet lige – en kortere tidshorisont for, hvornår en produktion af COVID-19 vacciner kan være klar,” siger Rikke Løvig Simonsen, formand for Pharmadanmark.

Hun understreger, at hun godt forstår det politiske ønske om et stærkere pandemiberedskab.

”COVID-19 pandemien har afsløret tydelige mangler i pandemiberedskabet, både herhjemme og i udlandet – ikke mindst i forhold til de vacciner, som skal sørge for en normalisering af samfundet. Det er klart, at vi alle oplever enhver forsinkelse i vaccineudrulningen meget frustrerende.”

De rette kompetencer
Rikke Løvig Simonsen mener, at det ikke er urealistisk, at man kan lykkes med at etablere en produktion. Men det bliver givetvist ikke en billig løsning.

”Produktion af disse højteknologiske produkter er meget omkostningstung – og de virksomheder, som kunne være interesserede i opgaven – skal måske også investere betydeligt i deres produktionsapparat. Det er også en produktion, som kræver, at de helt rigtige kompetencer er til stede. Netop kompetencer er en af hovedårsagerne til, at vi har været forbeholdne mht. etablering af en statslig vaccinefabrik. Det ville være en stor udfordring at tiltrække og fastholde medarbejdere, som har kompetencer fra den øverste hylde, og det kræver internationalt samarbejde.”

Hun kan ikke vurdere, om det pt. er realistisk for den danske stat at indgå licensaftaler med virksomheder som Pfizer/BioNTech eller Moderna. Der skal ske en teknologioverførsel fra virksomhederne til en eventuel dansk producent, hvilket er meget krævende. Så spørgsmålet er, om virksomhederne her og nu kan og vil prioritere det.

Fælleseuropæisk
Regeringens udmelding ændrer i øvrigt ikke ved, at Pharmadanmark stadig ønsker stærke fælles europæiske løsninger i fremtidens beredskab.

”Det omfatter også investering i forskning i infektionssygdomme og forebyggelse og behandling af dem på europæisk plan. Tænk blot på, at mRNA-teknologien i flere af coronavaccinerne udspringer af forskning på universiteter for flere årtier siden. Investering i offentlig forskning er absolut nødvendig,” siger Rikke Løvig Simonsen.

Endelig vil Rikke Løvig Simonsen gerne flage det Life Science Råd, som regeringen har foreslået oprettelsen af i sin nye life science-strategi, og som med fordel også vil kunne diskutere fremtidens beredskab – og konkrete løsninger.

”De tiltag, der sættes i værk, bør ske i dialog med aktørerne på markedet – det vil give de bedste løsninger. Det vil vi Pharmadanmark også meget gerne bidrage til ud fra vores perspektiver omkring blandt andet kompetencer,” slutter hun.