Triste nedskæringer på Københavns Universitet

15.10.2021

Københavns Universitet skærer nu 10 pct. af det årlige optag af studerende frem mod 2030 – i alt 1.590 pladser. Heraf bliver 30 pct. taget inden for natur- og biovidenskab og 10 pct. inden for sundhedsvidenskab. Det sker som følge af den politiske aftale om at udflytte studiepladser fra de større byer.

Fakulteterne skal nu forberede den store omlægning af uddannelserne, hvor medarbejdere og studerende bliver taget med på råd.
Pharmadanmarks formand Rikke Løvig Simonsen ser med stor bekymring på de forestående nedskæringer.

”Det er forskning og uddannelse, som Danmark skal bygge sin fremtid på. Derfor er det naturligvis rigtig dårlig nyt, at udflytningsplanerne betyder så betydelige nedskæringer på Københavns Universitet – endda også inden for natur- og biovidenskab og sundhedsvidenskab, hvor Danmark har høje ambitioner, og hvor der er stor efterspørgsel på højtuddannet arbejdskraft,” siger hun. 

Pharmadanmark har set med bekymring på den politiske aftale om udflytninger, der risikerer at svække de stærke forskningsmiljøer inden for dansk life science. 
Et samlet og fokuseret forskningsmiljø er en vigtig forudsætning for fagligheden. Udflytningen kan desuden mindske virksomhedernes mulighed for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, mener Pharmadanmark.