Formandens åbningstale ved Northern Pharma Network

31.01.2018

Med en tale åbnede Pharmadanmarks formand Rikke Løvig Simonsen Northern Pharma Network Meeting – et videnskabeligt forskningsnetværk med universiteter fra fem nordiske lande – i går. Northern Pharma Network løber frem til i morgen og finder sted på SDU i Odense.

 

Tak for invitationen til at åbne Northern Pharma Network Meeting. Vi finder det meget positivt, at forskere fra nogle af de førende nordeuropæiske universiteter får mulighed for at præsentere deres viden inden for en række aktuelle emner til andre fagfolk. Derfor har Pharmadanmark bakket op om – og støttet dette netværksmøde.

Mit navn er Rikke Løvig Simonsen, og jeg er formand for Pharmadanmark – fagforeningen for lægemiddelakademikere. Hovedparten af vores medlemmer er ansat i lægemiddelindustrien, og vi har også mange medlemmer ansat på bl.a. universiteter.

Derfor er vi naturligvis meget opmærksomme på vigtigheden af farmaceutisk forskning og uddannelse. Vi er også meget bevidste om, at Danmark – og Norden generelt – står stærkt inden for udvikling - og produktion af lægemidler. Den position ønsker vi selvsagt at bevare, bl.a. fordi det er en garanti for, at vidensjob fortsat skabes og bevares på disse breddegrader. Dansk life science tegner sig for 36.000 arbejdspladser.

Farmaceutisk forskning – både offentlig og privat – har et stort potentiale mht. at skabe nye og bedre behandlinger for patienterne. Men også vækst og job i samfundet.

Lægemiddelindustrien er afhæn­gig af, at universiteterne leverer solid grundforskning, som om 10-20-30 år kan danne grundlag for nye innovative virksomheder og produkter. Det anslås, at mere end 50 pct. af alle nye produkter, som de store virksomheder bringer på markedet, er skabt i små, dynamiske biotekfirmaer. Det er firmaer, som ikke mindst udspringer af forskning på landets universiteter. Forskning kan altså skabe vækst i samfundet og arbejdspladser. Og nok så vigtigt give bedre behandlingsmuligheder til patienterne.

Derfor mener vi, at den offen­tlige forskningsindsats bør øges. Der er behov for investering i såvel langsigtet grundforskning som i mere anvendelsesorienteret forskning på universiteter og sektorforskningsinstitutioner.

Der eksisterer en fødekæde i form af god forskning fra universiteter til lægemiddelindustri. Ligeledes har der altid været en sund udveksling af arbejdskraft imellem academia og industri. Denne fødekæde skal forblive sund.

Men ønsker man forskning i verdensklasse, så kræver det fokus på universiteternes karriereveje og ansættelsesvilkår. Ansættelsesforholdene er blevet markant ringere, og karrierevejene er blevet langt mindre attraktive end tidligere for forskere på universiteterne.

Hvis universiteterne skal kunne tiltrække og fastholde de største talenter, så kommer man ikke uden om, at det bl.a. handler om, at lønnen skal være konkurrencedygtig. Men karrieremulighederne skal også være mere attraktive.

I dag kan man som nyuddannet ph.d. sagtens risikere at skulle leve med flere på hinanden følgende kortidsansættelser som postdoc, hvis man vil blive i universitetsverdenen. Det behøver de ikke finde sig i. De smutter til industrien eller udlandet. Faktum er, at der i Danmark de seneste 5-10 år sket en eksplosion i løstansatte forskere. De skal år efter år søge om midler til deres næste forskningsprojekt. Det kan man ikke kalde vilkår i den europæiske topklasse.

Det er også helt afgørende, at der skabes faglige elitemiljøer til gavn for studerende og forskere på universiteterne. Elitemiljøer kræver en kritisk masse af talent. Det betyder i dansk sammenhæng, at universiteterne skal blive bedre til at samarbejde. Alle universiteter skal ikke forsøge at være førende inden for alle fagområder.

Det er også vigtigt at understrege, at en elitesatsning aldrig må gå ud over bredden i uddannelsen af lægemiddelakademikere. Life science har nemlig stor brug for dygtige medarbejdere til andre dele af værdikæden end netop den elitære, innovative forskning. Fx regulatoriske medarbejdere og pharmacovigilance.

Efterspørger man innovativ forskning må man nødvendigvis også se på det eksisterende ph.d.-system. En ph.d.-uddannelse er i Danmark langt overvejende et tre-årigt forløb. Det er ikke lang tid, hvis man fx skal inddrage tidskrævende laboratoriearbejde eller klinisk forskning. Er projektperioden for kort, er der måske også en risiko for, at man vælger det ”sikre” projekt frem for det risikable og potentielt banebrydende og innovative.

En undersøgelse blandt Pharmadanmarks medlemmer med en ph.d. eller i færd med en har tidligere vist, at en stor del af dem oplever for kort tid til at gennemføre en ph.d. Den korte tid er en direkte barriere for kvaliteten af deres uddannelse, mener de.

Der er faktisk allerede i dag mulighed for længerevarende ph.d.-forløb, men de udnyttes ikke i tilstrækkelig grad.

Ph.d.-studerende udgør en stor investering for samfundet, så det skal sikres, at studerende og universitetet/samfundet får det optimale ud af uddannelsesforløbene.

Der er stadig stor brug for innovativ forskning og udvikling af nye lægemidler. Se fx på det kæmpe potentiale for bedre behandling af patienter ved at bruge personlig medicin. I personlig medicin ligger en ny erkendelse af, at ”one size fits all” sjældent er den bedste løsning, når man skal finde den mest effektive behandling.

Allerede i dag bruger man på især kræftområdet personlig lægemiddelbehandling, men tanken er også ved at brede sig til andre sygdomsområder, fx sygdomme i centralnervesystemet. Udvikling af helt ny Personlig Medicin til en lang række områder kræver stærke offentligt/private samarbejder.

Se også på udfordringerne med antibiotika, bl.a. antibiotikaresistens. Her taler vi om en helbredstrussel på global skala. En del af løsningen er naturligvis overvågning og en indsats imod overforbrug. Men forskning i ny effektiv antibiotika er også afgørende. Her skal der også både offentlig og privat forskning til for at gøre en forskel for verdensbefolkningen.
Pharmadanmark har sammen med de fire nordiske farmaceutforeninger skrevet under på en erklæring om bekæmpelse af antibiotikaresistens. Her har vi altså et konkret eksempel på nordisk samarbejde.

Jeg vil slutte af med et emne, som personligt optager mig meget, nemlig uddannelse. Man kan tale nok så meget om det store potentiale i life science, men skal det ikke tabes på gulvet, skal virksomhederne kunne få opfyldt deres behov for det rigtige menneskelige råstof i form af kloge hoveder. Højtuddannet arbejdskraft er nemlig en af de vigtigste årsager til, at vi står så stærkt inden for netop dette område. Det gælder i dag, og det gælder absolut også i årene fremover.

Der ligger altså en stor samfundsmæssig udfordring i at sikre, at virksomheder kan få dækket deres store behov for højtuddannede medarbejdere. Kan virksomhederne ikke få det, er risikoen, at de lægger arbejdspladser og væksten i udlandet.

Universiteterne skal derfor kunne imødekomme den stigende efterspørgsel på medarbejdere med forstand på lægemidler – fra grundforskning i labora­torierne, til produktion og kvalitetssikring. Opgaven for universiteterne er at skabe komplette og arbejdsmarkedsparate kandidater, som kan gå ud og gøre en forskel i de innovative virksomheder.

Det gør det nødvendigt med en grundlæggende diskussion af uddannelseskvalitet, herunder hvilke kompetencer og egenskaber nye ph.d.er, kandidater og bachelorer skal kunne bidrage med på arbejdsmarkedet. Og set med nordeuropæiske øjne er der ingen tvivl om, at vores unge ligger i en stadigt hårdere global konkurrence om de attraktive job. Derfor er det absolut ikke tiden til at skrue ned for ambitionerne for de uddannelser, som retter sig imod vores område. Barren skal sættes højt. Både for vores unges skyld, men også for en af de sektorer, som samfundsmæssigt får større og større betydning.

Tak for ordet, og ha’ nogle gode netværksdage