Medlemmer stemmer ja til OK21

21.04.2021

Medlemmer i akademiker-fagforeningerne, herunder Pharmadanmark, har godkendt forliget om overenskomsterne på det offentlige område i de næste tre år. Cirka 49 procent af de offentligt ansatte medlemmer i Pharmadanmark stemte, og cirka 96 procent af disse stemte ja. For alle 26 organisationer, der er tilsluttet hovedorganisationen Akademikernes forhandlingsaftale, stemte 95,5 procent ja til resultatet, og den samlede stemmeprocent var 34 procent.

”Det er meget positivt, at så mange af Pharmadanmarks medlemmer har deltaget i urafstemningen og givet deres mening til kende. Jeg er også rigtig glad for, at de deler vores vurdering af, at vi sammen med de øvrige fagforeninger har forhandlet os frem til et fornuftigt overenskomstresultat – specielt i lyset af at vi er midt i en pandemi,” siger Pharmadanmarks formand Rikke Løvig Simonsen.

Coronakrisen har betydet en opbremsning på det samlede private arbejdsmarked, og det mærkes desværre også på det offentlige arbejdsmarked.

”Men med de nye overenskomster har vores medlemmer i stat, regioner og kommuner alle fået en rimelig lønudvikling, som følger det private arbejdsmarked – og en reallønsfremgang. Overenskomsten indeholder også en række andre vilkår, som har været vigtige for Pharmadanmarks medlemmer,” fortsætter Pharmadanmarks formand.

Overordnet set har overenskomstforhandlingerne resulteret i en række forbedringer ud over løn, fx styrket indsats for seniorer, fokus på kompetenceudvikling samt bedre vilkår for forskere herunder mere tryghed for Ph.d studerende.

”Samlet set kan vi se flere af medlemmernes ønsker gengivet i de resultater, der er opnået ved forhandlingsbordet, og det er jeg tilfreds med, at medlemmerne har kvitteret for,” slutter Rikke Løvig Simonsen.