Af: Maria Trustrup, journalist, Pharmadanmark. Fotograf: Peter Dalby
Man kan ikke kalde Rasmus Gjesings job en klassisk 8-16-stilling. Langt fra.
Den ene dag er han i Athen til officielle møder, og den næste er han på sikkerhedskursus på en dansk kaserne, hvor han bliver udsat for simulerede kidnapningsforsøg og får genopfrisket sine førstehjælpsskills, så han er klar til at rejse til Ukraine ugen efter.
Rasmus Gjesing står i spidsen for WHO’s afdeling for adgang til lægemidler i Europa og Centralasien. Kort sagt har han ansvaret for at rådgive 53 medlemslande i regionen, når det kommer til regulering af lægemidler, kvalitetssikring, priser, evakuering, tilskud, indkøb og tilgængelighed af medicin.
Nogle dage møder han ind på sit kontor i FN-Byen i København, men ofte rejser han rundt i verden, hvor han holder møder med sundhedsmyndigheder, beslutningstagere og de lokale WHO-kontorer.
Vigtigt at være farmaceut
Når Rasmus Gjesing træder ind i et mødelokale, præsenterer han sig først og fremmest som Regional Advisor for Access to Medicines and Health Products, der er hans officielle WHO-titel.
Men han husker også at nævne, at han er farmaceut. Hans baggrund giver nemlig en vigtig blåstempling.
”Når vi taler om kvalitetssikring og produktion af lægemidler, er min baggrund som farmaceut utrolig vigtig. Jeg kan for eksempel snakke med om temperaturstabilitet, GMP eller krav til distribution og opbevaring af medicin. Det er en kæmpe fordel at have med i bagagen,” siger Rasmus Gjesing.
”Når vi taler om kvalitetssikring og produktion af lægemidler, er min baggrund som farmaceut utrolig vigtig.”
Han blev farmaceut tilbage i 2000. Han havde egentlig tænkt, at han ville læse medicin, men han var ikke vild med blod, og til gengæld elskede han kemi, så farmaci virkede som det oplagte valg.
I dag er Rasmus glad for den beslutning. Også selvom en lægetitel muligvis kunne havde åbnet endnu flere karrieredøre i både industrien samt WHO.
”Jeg ville være væsentligt dårligere kvalificeret til de stillinger, jeg har haft, hvis jeg havde læst medicin – men jeg ville nok have haft lettere ved at komme ind i mange af stillingerne. Men det er helt klart en kvalifikation i mit arbejde i dag, at jeg er farmaceut.”
De spæde skridt ind i FN
Tidligt på studiet fandt Rasmus Gjesing ud af, at det ikke var laboratoriet eller patientkontakten, der trak mest – men mere de politiske, regulatoriske og sundhedsøkonomiske sider af faget.
Hans speciale handlede om lægemiddelpolitik i udviklingslande, og efter at han blev færdig som farmaceut, rejste han senere til England, hvor han tog en master i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik.
Rasmus’ første voksenjob var en stilling i Eli Lilly, men det blev en relativt kort fornøjelse, for efter et år åbnede der sig en helt særlig mulighed: En stilling i FN via JPO-programmet.
JPO står for Junior Professional Officer, og programmet er en mulighed for unge akademikere til at få deres første job i FN-systemet. Programmet er til folk under 34 år, og typisk får man en tidsbegrænset stilling på tre år.
”Når du kommer som WHO-ansat og med et lyseblåt FN-pas, får du automatisk foræret en autoritet.”
Rasmus var 29 år, da han fik sin JPO-stilling, og jobbet var i Nepal, hvor han blev en del af WHO’s lægemiddelprogram. Her skulle han rådgive den nepalesiske lægemiddelstyrelse om, hvordan de kunne udvikle og styrke deres organisation på den bedst mulige måde.
En ret enestående chance for en 29-årig dansker, der stadig havde et ret sparsomt CV.
Men trods hans unge alder oplevede Rasmus, at han i Nepal kunne gøre en forskel – og når han talte, blev der lyttet.
”Når du kommer som WHO-ansat og med et lyseblåt FN-pas, får du automatisk foræret en autoritet. Så selvom det bare var 29-årige Rasmus, der sagde et eller andet, sad modtageren jo og tænkte, at det var WHO, der sagde det. Så jeg blev blåstemplet på den måde, og folk lyttede faktisk til mig – eller i hvert fald til den rolle, som jeg repræsenterede.”
En drøm om at se verden
Da JPO-kontrakten udløb, vendte Rasmus Gjesing tilbage til Danmark og fortsatte i Eli Lilly. Senere skiftede han til Novo Nordisk og arbejdede med market access på globalt niveau – først på hovedkontoret i København og senere på regionalkontoret i Dubai, hvor han boede med familien i seks år.
Herefter skiftede han til Johnson & Johnson og arbejdede med medical devices i fire år, inden han rykkede tilbage til Novo Nordisk, hvor han først havde en kort periode i Saudi-Arabien og senere igen arbejdede på hovedkontoret i Danmark.
”Man kan sige, at jeg på en måde er en expat i mit eget land lige nu.”
”Jeg er heldig, at jeg er godt gift med en hustru, som altid har været interesseret i at komme ud og se verden. Så det har været fantastisk, at vi begge har kunne kombinere vores arbejde med at rejse,” siger Rasmus.
Samlet har han sammen med sin kone og tre børn boet omkring ti år i udlandet – og i dag er det egentlig lidt tilfældigt, at hans internationale stilling ligger i Danmark.
”Man kan sige, at jeg på en måde er en expat i mit eget land lige nu.”
Den ”rigtige” side af bordet
I dag er jobbet i WHO en drømmestilling for Rasmus Gjesing. Han taler med ministre, embedsfolk og direktører for sundheds- og lægemiddelstyrelser – personer han kæmpede for at få sat et møde op med, da han arbejdede i industrien.
Selvom han altid har oplevet en høj integritet og en lyst til at ”ville gøre det rigtige” i de virksomheder, han har arbejdet i, har han i dag også en følelse af, at han nu bestemt sidder på den rigtige side af bordet.
”Industrien er jo drevet af nogle kommercielle mål, så selvom det godt kan handle om, at flere patienter skal have adgang til lægemidler, så handler det jo naturligvis også om at styrke forretningen,” siger Rasmus og fortsætter:
”Det er derfor på mange måder mere altruistisk at sidde i den her stol.”
En svær balancegang
Selvom Rasmus Gjesing i dag føler, at han er på ”det rigtige hold”, fortryder han ikke sine år i industrien – tværtimod.
Hans industrierfaring har givet ham en masse værdifuld indsigt, som er yderst relevant i hans job i WHO.
”Man kan lave nok så mange fine politikker og reguleringer, men hvis det ikke giver mening i den virkelighed, industrien og andre aktører opererer i, så får man ikke virksomhederne med – og det er helt afgørende, hvis vi skal have lægemidlerne ud til patienterne i alle vores medlemslande.”
Da Rasmus søgte jobbet i WHO, var det usikkert, om hans baggrund i industrien kunne blive en hæmsko. Da han var igennem de fleste skridt i ansættelsesprocessen – som i øvrigt er lidt af et nåleøje – blev han indkaldt til et kaffemøde med Hans Kluge, der er øverste direktør for WHO’s europæiske region.
”Vores møde handlede meget om, at jeg kom fra industrien. Hvordan skal det håndteres? Vi skal jo nødig ud i en situation, hvor jeg bliver beskyldt for at være industriens mand – eller at der kan stilles spørgsmålstegn til WHO’s integritet.”
”Man skal være whiter than white i den rolle. Vi har ikke råd til, at WHO’s ry og rygte bliver ødelagt.”
Det viste sig, at WHO rent faktisk gerne ville have en profil, der havde indsigt i virksomhedernes mindset og de kommercielle incitamenter, og Rasmus’ baggrund blev derfor en fordel for ham.
Bevidstheden om at være ekstra påpasselig er dog hele tiden til stede.
”Det første år sagde jeg for eksempel nej til at holde oplæg om værdien af kardiovaskulære lægemidler til et møde i OECD, for det havde jeg jo netop arbejdet med i Novo Nordisk kort tid forinden. Så selvom jeg vidste en masse om emnet, ville jeg ikke blande mig i den snak. Der skulle ikke være nogen, der kunne beskylde mig eller WHO for en interessekonflikt,” siger Rasmus og fortsætter:
”Man skal være whiter than white i den rolle. Vi har ikke råd til, at WHO’s ry og rygte bliver ødelagt.”
Leave no one behind
Som rådgiver i WHO spænder arbejdsopgaverne bredt: Fra at støtte Ukraine i opbygningen af en ny lægemiddelstyrelse midt under krigen til at facilitere europæiske samarbejder om bedre adgang til nye og dyre lægemidler.
Hverdagen er aldrig ren rutine, og Rasmus skal oveni det almindelige faglige arbejde også håndtere svære ledelsesbeslutninger, fordi WHO står midt i en sparerunde. Stillinger bliver nedlagt, medarbejdere skal fyres, og opgaverne skal prioriteres i den nye virkelighed.
”Et af WHO's mottoer er: Leave no one behind. Så det er lige meget, om du er en russisk kulminearbejder eller en vestjysk butiksansat. Alle har ret til sundhed.”
”Vi har ikke lige så mange penge som tidligere. Det har betydet en del, at USA har trukket sig ud, så det er en svær tid for organisationen.”
Det første år på posten har været udfordrende på mange fronter – også på grund af den geopolitiske situation.
”Når man kigger på kortet over, hvilke medlemslande vi har, kan det selvfølgelig godt være lidt svært. I vores region har vi både Rusland, Israel, Tyrkiet og alle mulige andre lande, hvor der er konflikter eller politisk uro eller modvilje mod det multilaterale arbejde,” siger Rasmus.
Men i FN er alle medlemslande lige, påpeger han. Og alle lande har krav på at få support.
”I sidste ende er WHO's mission jo, at vi skal være der for patienterne. Og det er sådan set lige meget, hvilket land de bor i. Et af mottoerne er: Leave no one behind. Så det er lige meget, om du er en russisk kulminearbejder eller en vestjysk butiksansat. Alle har ret til sundhed.”
Du kan se Rasmus Gjesings CV på hans LinkedIn.