Gå til indhold
Pharmadanmark logo
Ferie og fridage

Regler for ferie

Hvor meget ferie har du ret til? Hvad er hovedferie? Og hvornår skal du afholde dine feriedage? Bliv klogere på alle feriereglerne.

FAQ: Reglerne for ferie

Hvor meget ferie har jeg ret til?

Du har ifølge ferieloven ret til 5 ugers ferie – altså 25 feriedage. 

Mange arbejdspladser tilbyder 5 ekstra dage, men det er ikke et lovkrav. De ekstra dage bliver betegnet som feriefridage, særlige feriedage eller den 6. ferieuge, og der gælder særlige regler for de ekstra dage.

Læs mere om feriefridage, særlige feriedage og 6. ferieuge.

Hvornår optjener jeg ferie?

Du optjener ferie løbende. Ifølge ferieloven optjener du 2,08 feriedage om måneden.

Hvis du ifølge din overenskomst eller kontrakt har ret til ekstra ferie, optjener du naturligvis mere ferie hver måned. 

Hvornår skal jeg afholde min optjente ferie?

Ferieåret løber fra 1. september til 31. august året efter. Den ferie, du optjener i denne periode, skal du have afholdt inden 31. december.

Et eksempel: Al den ferie, du har optjent fra 1. september 2026 til 31. august 2027, skal du have afholdt inden 31. december 2027.

De feriedage, du ikke afholder inden nytår, går du som udgangspunkt glip af.

Du kan muligvis få lov til at overføre enkelte feriedage til det nye ferieår – men det skal du lave en konkret aftale med din arbejdsgiver om.

Hvad er hovedferien?

Du har som udgangspunkt ret til tre ugers sammenhængende sommerferie – denne kaldes hovedferien.

Hovedferien skal holdes i perioden fra 1. maj til 30. september.

Vil du dele hovedferien op, skal du aftale det med din arbejdsgiver.

Hvornår skal ferie varsles?

Det er en god idé at ønske ferie i så god tid som muligt. Hvis du og din arbejdsgiver er uenige om, hvornår du skal holde ferie, kan du risikere, at din arbejdsgiver bestemmer tidspunktet for ferien.

Din arbejdsgiver skal dog senest varsle dig tre måneder før hovedferien (sommerferien) og mindst 1 måned før øvrig ferie, hvis de fastlægger, hvornår du skal holde ferie.

Kan jeg holde ferie på forskud, hvis jeg ikke har optjent nok ferie?

Du kan holde ferie, før du har optjent den, hvis du laver en aftale med din arbejdsgiver. Det kaldes ferie på forskud.

Aftalen bør være skriftlig, så I begge ved, hvad der gælder.

Har du brug for juridisk hjælp?

Du kan altid kontakte vores juridiske team, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. 

Tlf.: 39 46 36 05
Mail: jura@pharmadanmark.dk

 Har du brug for juridisk hjælp?