Gå til indhold
Pharmadanmark logo
Trivsel

Forskelsbehandling på jobbet

Du har ret til at blive behandlet lige på din arbejdsplads. Få overblik over reglerne om forskelsbehandling, og hvad du kan gøre, hvis du oplever diskrimination.

Oplever du forskelsbehandling på jobbet, er det vigtigt at vide, at du er beskyttet af loven.

Forskelsbehandling betyder, at du bliver behandlet dårligere end andre uden en saglig grund. Det er ulovligt efter forskelsbehandlingsloven og gælder både før, under og ved afslutning af din ansættelse.

Det gælder uanset, hvem du er, og hvordan du lever dit liv. Har du spørgsmål til din situation, kan vi hjælpe dig med at afklare dine rettigheder.

Du er beskyttet af lovgivning

Din arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle dig direkte eller indirekte.

Det gælder bl.a. på baggrund af alder, handicap, religion, seksuel orientering, køn eller etnisk oprindelse.

Reglerne gælder i alle dele af dit arbejdsliv – f.eks. når det drejer sig om ansættelse, løn, forfremmelse og opsigelse.

Hvad er forskelsbehandling?

Der er to former for forskelsbehandling. Direkte og indirekte forskelsbehandling.

Direkte forskelsbehandling betyder, at du bliver behandlet dårligere end andre i samme situation, hvilket er ulovligt og giver dig ret til beskyttelse.

Det kan f.eks. være, hvis du ikke bliver ansat p.g.a. din tro, eller hvis du bliver opsagt p.g.a. din seksuelle orientering.

Indirekte forskelsbehandling opstår, når et krav, der virker neutralt, i praksis rammer bestemte grupper hårdere end andre.

Det kan f.eks. være krav om sprog, som ikke er nødvendige for at udføre jobbet.

Den type krav er kun lovlige, hvis de er nødvendige og saglige ift. jobbet.

Forskelsbehandling pga. handicap

Har du en langvarig lidelse, der påvirker din arbejdsevne, kan du være omfattet af reglerne om forskelsbehandling pga. handicap.

Din arbejdsgiver er forpligtet til at tage rimelige hensyn og tilpasse arbejdspladsen, så du kan udføre dit job.

Det kan f.eks. være særligt udstyr eller ændringer i dine arbejdsopgaver.

Det vurderes altid konkret, om du er omfattet af loven.

Hvad kan du gøre?

Hvis du oplever forskelsbehandling på jobbet, er det vigtigt at reagere.

Du kan dokumentere din situation og søge rådgivning hos vores erfarne jurister, så du får klarhed over dine muligheder og rettigheder.

Har du brug for juridisk hjælp?

Du kan altid kontakte vores juridiske team, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. 

Tlf.: 39 46 36 05
Mail: jura@pharmadanmark.dk

 Har du brug for juridisk hjælp?