Hurtige og præcise diagnoser til kræftpatienter
Line Nymann Thomsen er afdelingsleder for Incoming quality control (IQC) i produktionen i Agilent Technologies i Glostrup – en af verdens førende leverandører af reagenser, instrumenter og software til kræftdiagnostik. Hun har gået ledervejen, men hendes faglige viden om veterinærmedicin kommer stadig i spil.
”Jeg savnede tid til at kunne fordybe mig, og det var nok den primære grund til, at jeg i sin tid søgte væk fra klinikken. I en dyrlægepraksis har man patienter hele tiden og går fra den ene konsultation til den næste. For én som mig, der allerede på studiet var meget optaget af den mere videnskabelige del af veterinærmedicinen, var den manglende mulighed for fordybelse medvirkende til, at jeg valgte at tage en ph.d. og senere en post.doc. – den forskning blev så senere indgangen til mit job i Agilent,” fortæller Line Nymann Thomsen, som blev kandidat i veterinærmedicin i 2005 fra det, der dengang hed Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole.
”Jeg savnede tid til at kunne fordybe mig, og det var nok den primære grund til, at jeg i sin tid søgte væk fra klinikken."
Hun lægger vægt på, at dyrlægestudiet indeholder meget andet end sygdomslære, f.eks. både patologi, mikrobiologi og histologi – læren om vævenes opbygning.
”De dele af uddannelsen, syntes jeg, virkelig var spændende, og undervejs i studiet var jeg godt klar over, at fremtiden for mig nok ikke lå i at være praktiserende dyrlæge,” fortæller Line Nymann Thomsen.
Der var på det tidspunkt endnu ikke etableret en differentiering i biomedicin som i dag, men hun skrev sit speciale i veterinær biokemi, og hendes ph.d. og post.doc omhandlede begge emner inden for celledyrkning og histologi.
"Jeg kunne arbejde i dybden med de metoder, jeg allerede på studiet var fascineret af."
”Der fik jeg den fordybelse, som jeg manglede i det år, jeg arbejdede i en dyrlægeklinik, og jeg kunne arbejde i dybden med de metoder, jeg allerede på studiet var fascineret af og kunne se mulighederne i.”
Fra specialist til leder
Line Nymann Thomsen kom til Agilent som akademisk medarbejder i 2016. Agilent opkøbte det tidligere Dako i 2012 og er en af verdens førende leverandører af reagenser, instrumenter og software til kræftdiagnostik.
Firmaet er en populær samarbejdspartner for store lægemiddelfirmaer i udviklingen af farmakodiagnostiske tests, som kan individualisere kræftbehandlingen.
Agilent producerer bl.a. løsninger til patologilaboratorier, herunder immunohistokemi (IHC), der er farvning af vævssnit vha. antistoffer, konjugater og kemiske farvestoffer.
Patologer på hospitalerne bruger dette til diagnosticering af kræfttyper, herunder at fastslå hvor aggressiv canceren er, og hvilket stadie den er i.
”Jeg startede i en anden stilling, end jeg sidder i nu. Det handlede meget om at arbejde med vores IHC-produkter, som kan bruges til at detektere antigener i vævsprøver. Immunhistokemi og andre metoder, der benyttes hos Agilent, havde jeg erfaring med fra min egen forskning.”
De sidste fire år har hun været leder. Den nuværende afdeling er Incoming Quality Control (IQC), og fokus er flyttet over til ledelse af afdelingens akademikere og laboranter og mere strategiske opgaver. Men det faglige har hun ikke sluppet.
”Man kan kalde mig faglig leder, for jeg ved faktisk en hel del om, hvad det er, vi arbejder med i afdelingen, både fordi jeg selv har arbejdet konkret med det her i Agilent og pga. mine andre tidligere erfaringer.”
Hun fortsætter:
”Jeg synes stadig, jeg har min veterinære faglighed i spil på mange måder. Selvfølgelig er det ikke sådan, at jeg står med dyr mellem hænderne, men jeg bruger bl.a. mit metodekendskab, mit vævskendskab, min viden om patologi samt viden omkring det lovgivningsmæssige, og hvordan man skal søge den relevante information.”
Gør en forskel for patienter
For Line Nymann Thomsen er det vigtigt, at hun i jobbet er med til at forbedre standarden for hurtige og præcise diagnoser til kræftpatienter. Hurtig og sikker diagnosticering af kræft er afgørende for, at en behandling bliver effektiv.
"Der er en sense of urgency – der er faktisk en patient i den anden ende, som venter på, at vi får et produkt ud til dem af den højeste kvalitet.”
”Én af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved at være i Agilent, er følelsen af, at vi løfter i flok for at gøre en forskel for cancer-patienter. Man er en del af noget større på en anden måde, end hvis man står ude i en lille praksis eller med sin egen forskning på universitetet. Vi er her for at hjælpe folk med at få diagnosticeret cancer, og det er vi stolte af.”
Hun slutter: ”Der er en sense of urgency – der er faktisk en patient i den anden ende, som venter på, at vi får et produkt ud til dem af den højeste kvalitet.”
Bliv medlem i dag
Vil du også have adgang til stærke medlemsfordele og et netværk, der styrker din karriere?