”Jeg skal ikke give svaret – men stille de rigtige spørgsmål”
Et mentorforløb kan i høj grad være med til at booste ens professionelle selvtillid, fortæller Marina Pastore Rampazzo og Lenea Nørskov Blanc. Og så kan det også være en vej til at blive klogere på, hvordan det er at arbejde i et fremmed land.
Hvad drømmer du om? Hvordan kan du bedst lide at arbejde? Hvilken værdi vil du gerne bidrage med til dit team?
Når et mentorforløb går i gang, kommer der er en masse svære spørgsmål på bordet.
Og det er hverken nemt at få spørgsmålene eller at stille dem.
Det ved Marina Pastore Rampazzo og Lenea Nørskov Blanc alt om. De har nemlig været med i Pharmadanmarks mentorordning som hhv. mentee og mentor.
Men selvom det kan være udfordrende at tage de svære snakke, er de begge to enige om, at det har givet dem en masse at være med i forløbet.
”Jeg har fået hjælp til at se, hvor jeg står i dag, og hvor jeg kan komme hen. Jeg har altid været bevidst om mine egne drømme, men det gør virkelig meget, når man kan reflektere med en anden,” siger Marina.
”Jeg har fået hjælp til at se, hvor jeg står i dag, og hvor jeg kan komme hen."
Hun tilmeldte sig mentorordningen, fordi hun søgte udvikling i sin karriere og gerne ville identificere, hvilke huller i hendes professionelle værktøjskasse det kunne være en god idét at arbejde med.
”Og så ville jeg også gerne blive klogere på den danske arbejdskultur,” fortæller Marina.
Har lært at være mere proaktiv
Marina kommer fra Brasilien, hvor hun tog en bachelor i tandpleje. Hun har siden boet og arbejdet 10 år i USA, inden hun for fire år siden flyttede til Danmark. De seneste to år har hun arbejdet med kliniske forsøg hos Novo Nordisk.
Samtalerne med mentor-Lenea har givet hende en masse indsigter i det danske arbejdsmarked.
”Det er anderledes at navigere i den danske arbejdskultur – her er f.eks. et meget fladt hierarki og en meget direkte kommunikation,” siger Marina.
Hun har gennem samtalerne med Lenea lært en masse uskrevne regler. Ikke mindst om hvordan networking foregår på dansk jord.
”Jeg har lært at være meget mere proaktiv – både når det gælder networking, men også bare generelt."
”Jeg har lært at være meget mere proaktiv – både når det gælder networking, men også bare generelt. Jeg er f.eks. blevet bedre til at spørge om feedback fra andre, og jeg har taget nogle nye opgaver på mig i min nuværende rolle. Forløbet har helt klart været med til at accelerere min udvikling,” siger Marina.
Handler om at lytte
Hvis man spørger Lenea, er det også tydeligt, at der er sket noget undervejs i forløbet.
”Fra den dag jeg mødte Marina og til nu, er hun helt sikkert blevet meget mere selvsikker,” siger Lenea.
Hun er uddannet farmaceut, har en ph.d. i molekylær farmakologi og har de seneste 11 år arbejdet hos Novo Nordisk.
Lenea har været mentor ad flere omgange, og hun har også selv været mentee for år tilbage.
”Jeg har på egen krop oplevet værdien af at have en mentor. Derfor vil jeg også gerne hjælpe andre og give noget tilbage,” siger hun.
Ifølge Lenea får man som mentor også en masse ud af forløbet. Der er fokus på refleksion og samtale snarere end konkrete resultater – imens man selvfølgelig stadig husker, hvad formålet med mentorprogrammet er.
”Det handler i høj grad også om at lytte. Jeg skal ikke give svaret – men stille de rigtige spørgsmål."
”Det handler i høj grad også om at lytte. Jeg skal ikke give svaret – men stille de rigtige spørgsmål. Og det er med til at udvikle mig at finde netop de spørgsmål og tage samtalerne med Marina,” siger Lenea.
En perfekt matchmaking
Det har været vigtigt for både Lenea og Marina, at deres samtaler har været åbne og ærlige. Og selvom de ikke kendte hinanden til en start, oplevede de begge to, at der var en stor tillid helt fra begyndelsen.
”Hanne (karrierevejleder i Pharmadanmark, red.) har været virkelig god til at matche os. Og det er vigtigt, for det er jo nogle samtaler, hvor man deler meget om sit liv og fortæller om alle sine svagheder,” siger Marina.
Mentorparret mødtes ca. en gang om måneden. Nogle gange fandt de deres egen struktur for samtalerne, og andre gange brugte de nogle af de øvelser, som er i den mentorhåndbog, alle mentorpar får udleveret.
"Der er selvfølgelig en masse mening i at hjælpe andre, men som mentor får du også mulighed for at udvikle dig."
”Jeg kan især huske én øvelse, som var virkelig fed. Der fik vi åbnet op for nogle snakke, som vi nok ellers ikke ville have haft,” siger Lenea.
Hun understreger, at hele forløbet er godt struktureret, og at man får den hjælpe og vejledning, man både som mentee og mentor har brug for.
”Jeg synes virkelig, at mentorordningen giver dig noget. Der er selvfølgelig en masse mening i at hjælpe andre, men som mentor får du også mulighed for at udvikle dig,” siger Lenea.
Vil du være mentor eller mentee?
Pharmadanmark skyder gang i et nyt mentorforløb i september 2026. Hvis du gerne vil være mentor eller mentee, kan du skrive til karrierevejleder Hanne Arentsen på har@pharmadanmark.dk.