Vil du opsige dit job? Det skal du vide
Hvis du selv siger dit job op, er det vigtigt, at du kender dine rettigheder, dine forpligtelser og dit opsigelsesvarsel. Vi guider dig gennem reglerne og hjælper dig med at sikre dine vilkår.
Hos Pharmadanmark hjælper vi dig, når du selv vælger at sige op og tage næste skridt i din karriere. Vi kender life science-branchen og guider dig gennem processen, så du er godt klædt på – både juridisk og karrieremæssigt.
Her får du overblik over, hvad du skal være opmærksom på, når du selv siger op.
Kontakt os, før du siger op
Overvejer du at sige op? Tal med vores jurister først. En opsigelse kan have konsekvenser for både dine vilkår og din økonomi.
Vi hjælper dig med processen, så du opsiger dit job på den bedst mulige måde og undgår at brænde nogen broer.
Kontakt vores jurister på jura@pharmadanmark.dk eller tlf.: 39 46 36 05.
Kend dit opsigelsesvarsel
Når du selv vil sige dit job op, skal du kende dit opsigelsesvarsel. Dit opsigelsesvarsel fremgår af din ansættelseskontrakt eller overenskomst.
Er du funktionær, følger dit opsigelsesvarsel faste regler i funktionærloven. Det gælder typisk et varsel på løbende måned + én måned efter endt prøvetid. Eksempel: Hvis du opsiger din stilling i februar, fratræder du ved udgangen af marts.
I de første tre måneder kan din kontrakt indeholde prøvetid med et kortere opsigelsesvarsel – typisk 14 dage eller kortere. Varslet skal kunne nå at løbe inden for prøvetiden for at være gyldigt.
Nogle kontrakter indeholder aftaler om gensidigt forlængede opsigelsesvarsler. Det kan have betydning for, hvornår du kan starte i et nyt job.
Dit opsigelsesvarsel kan altså kan variere, så tjek altid dine vilkår eller kontakt os, hvis du er i tvivl om, hvad der gælder for dig.
Sådan opsiger du korrekt
Din opsigelse bør altid være skriftlig, så du har dokumentation. Send den f.eks. via mail og få gerne en kvittering for modtagelsen. Du kan også aflevere den fysisk, men sørg for at have bevis for at have afleveret den rettidigt.
Vi anbefaler også, at du fortæller det til din leder personligt, inden du sender opsigelsen.
Din opsigelse behøver ikke være lang, men den skal være tydelig og bør indeholde:
Dig som tydelig afsender
Dato for opsigelsen
At du rent faktisk siger din stilling op
Din opsigelse behøver ikke at indeholde en begrundelse, og hvis du vil give en begrundelse, anbefaler vi, at du tager en snak mundtligt, så der ikke sker nogen misforståelser.
Klausuler eller aktieoptioner?
Hvis din ansættelse er omfattet af f.eks. en kunde- og/eller konkurrenceklausul anbefaler vi, at du taler med en rådgiver i Pharmadanmark. Det kan have store konsekvenser for din videre jobsøgning, og der kan også være en kompensation for en klausul. Det er derfor vigtigt, at du kender dine rettigheder og forpligtelser.
Hvis du har aktieoptioner af nogen art, er det også en klar anbefaling, at du taler med en juridisk rådgiver, da næste alle aftaler om aktier i virksomheden ændres ved en opsigelse. Det kan have store økonomiske konsekvenser alt efter din konkrete aftale.
Skift til nyt job?
Opsig først dit nuværende job, når du har en endelig kontrakt med din kommende arbejdsgiver. Et løst tilsagn er ikke altid nok.
Inden du underskriver en ny kontrakt, anbefaler vi, at du kontakter vores juridiske rådgivere for et kontrakttjek. De har stor erfaring med ansættelseskontrakter i life science-branchen.
Vi tilbyder:
Gennemgang af din ansættelseskontrakt
Vurdering af løn og vilkår
Sparring om opstart og trivsel i det nye job
Har du brug for juridisk hjælp?
Du kan altid kontakte vores juridiske team, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Tlf.: 39 46 36 05
Mail: jura@pharmadanmark.dk