Pharmadanmarks nye lønstatistik viser, at medlemmer, der er ansat på de regionale arbejdspladser, samlet set har haft en gennemsnitlig lønudvikling på 4,8% det seneste år.
Dette tal kan virke meget højt, hvis man er ansat på statens område – hvor lønstigningen i snit var 2,7% – men der er en helt naturlig forklaring.
En ekstraordinær inflation førte til en ekstraordinær løsning
2024 var præget af meget høje lønstigninger for mange overenskomstansatte. Dette skyldtes især behovet for at kompensere for den høje inflation i den foregående overenskomstperiode, hvor reallønnen var under pres. Derfor blev en betydelig del af de økonomiske midler for offentlig ansatte udmøntet i begyndelsen af perioden i foråret 2024.
På det regionale område blev lønstigningen dog fordelt mellem april 2024 og oktober 2024. De regionalt ansatte havde dermed en lønstigning i oktober sidste år, som ikke var med i lønstatistikken i 2024. Derfor lå de regionalt ansatte også noget lavere end de statsansatte.
Det er derfor som forventet, at de regionalt ansattes lønstigning i årets statistik ville slå de statsansatte.
Find hele lønstatistikken her.
Overenskomst giver sikkerhed og forudsigelighed
Alle medlemsgrupper i regionerne er ansat på overenskomst, hvilket sikrer gennemsigtighed og ensartede rammer for løn og ansættelsesvilkår.
Årets lønudvikling er et resultat af disse aftalte mekanismer, og statistikken bekræfter, at overenskomstmodellen fortsat leverer en stabil og tryg lønramme for farmaceuterne.
Individuelt tillæg danner dog stadig en væsentlig del af lønnen, og det er derfor vigtigt, at alle stadig forfølger dette.
Inkludér din tillidsrepræsentant
På mange offentlige arbejdspladser har vi tillidsrepræsentanter, som arbejder hårdt for at sikre vores medlemmer de bedst mulige vilkår. Er du ansat et sted med en tillidsrepræsentant, så husk at blive en del af forberedelsen til de årlige lønforhandlinger.
Hvis du ikke har en tillidsrepræsentant på din arbejdsplads, kan du kontakte den juridiske afdeling i Pharmadanmark. Vi står klar til at hjælpe dig med dine lønforhandlinger.
Overenskomstforhandlinger i 2026
Vi ser nu frem til forårets overenskomstforhandlinger og hvad de giver af ramme for lønudviklingen over de næste par år.
Tak for at følge serien om årets lønstatistik og rigtig god jul og godt nytår.

Har du brug for juridisk hjælp?
Du kan altid kontakte vores juridiske team, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Mail: jura@pharmadanmark.dk
Tlf.: 3946 3605
