Gå til indhold
Pharmadanmark logo
Opsigelse og fratrædelse

Guide: Kom godt videre efter en opsigelse

Er du blevet opsagt? Få en konkret guide til, hvordan du håndterer reaktionen, finder retning og kommer godt videre i dit arbejdsliv.

En opsigelse kan føles som et nederlag, men for mange bliver det også starten på noget nyt. Her får du en guide til, hvordan du håndterer situationen, finder retning og tager næste skridt i dit arbejdsliv.

Reaktioner på en opsigelse

Når man bliver opsagt, sætter det ofte gang i mange følelser. Det er normalt. For mange er arbejdet tæt knyttet til identitet og selvværd. En opsigelse kan derfor føles som et tab – både personligt og professionelt.

Mennesker reagerer forskelligt, men der er typisk fire faser, vi bevæger os igennem:

1. Chokfasen

Du kan føle dig forvirret, ked af det og have fysiske reaktioner som uro, søvnløshed eller ondt i maven.

2. Reaktionsfasen

Du begynder at forstå, hvad der er sket. Måske føler du vrede, sorg eller uretfærdighed. Tankerne kører, og det er svært at finde ro.

3. Bearbejdningsfasen

Du begynder at acceptere forandringen. Du ser mere fremad og overvejer dine muligheder.

4. Forsonings- og udviklingsfasen

Du har accepteret situationen og begynder at se opsigelsen som et nyt udgangspunkt. Du tager styringen tilbage. Du skal ikke skynde dig videre, før du er klar. Men når du mærker, at du begynder at tænke fremad – så er det tid til handling.

Brug opsigelsesperioden aktivt

En opsigelse kan føles som et tilbageslag. Men det er også en mulighed for at gentænke din karriere. Måske er det nu, du skal skifte spor, finde et job med bedre balance eller forfølge noget, du brænder for.

Vi anbefaler:

  • Giv dig selv ro til at tænke

  • Sæt ord på dine styrker og kompetencer

  • Find ud af, hvad der motiverer dig

  • Læg en konkret plan med realistiske mål

  • Vær aktiv, men pres ikke dig selv unødigt

Når du har styr på dine kompetencer og motivation, bliver det lettere at skrive målrettet og overbevisende.

Vi ved, at medlemmer, som er afklaret om deres motivation, kompetencer og jobmål, kommer hurtigere i job – og i det rigtige job.

Start din jobsøgning

Når du er klar, så sæt struktur på din hverdag. Det hjælper både mentalt og praktisk.

Vi anbefaler:

  • Start dagen med jobsøgning, når du er mest fokuseret

  • Sæt delmål, f.eks. antal ansøgninger pr. uge

  • Indlæg pauser – også hele fridage

  • Brug dit netværk aktivt

  • Hold løbende kontakt med os for sparring

Vi tilbyder gratis karrierevejledning

Du kan som medlem booke en karrieresamtale med en af vores erfarne vejledere, der har indgående kendskab til life science-branchen. Vi hjælper dig hele vejen – fra den første refleksion til jobsamtalen.

Vi tilbyder:

  • Afklaring af retning, motivation og faglige mål

  • Sparring om din strategi for jobsøgning

  • Gennemgang af CV og ansøgning

  • Forberedelse til samtale og netværksarbejde

Hvis du får tilbudt et outplacementforløb fra din tidligere arbejdsgiver, anbefaler vi, at du også tager imod det for at få så meget inspiration som muligt. Hvis ikke, står vi klar til at hjælpe dig i gang med et individuelt forløb.

Book en karrieresamtale

Har du brug for hjælp i din karriere?

Du kan altid kontakte karrierevejledningen, hvis du har spørgsmål eller brug for sparring til din karriere eller jobsituation. 

Tlf.: 39 46 36 30
Mail: karriere@pharmadanmark.dk

Har du brug for hjælp i din karriere?