Kan du bruge AI til juridiske spørgsmål om dit job?
ChatGPT og andre AI-chatbots kan være en nem måde at få overblik over juridiske begreber og generelle regler. Men står du med en konkret sag om f.eks. en opsigelse, advarsel eller konflikt på jobbet, er der god grund til at være varsom.
Forestil dig denne situation: Du er blevet opsagt og forstår ikke hvorfor. Du vil vide, hvilke regler der gælder ved en opsigelse, og hvilke rettigheder du har.
Du har brug for hjælp, og du spørger ChatGPT, Claude eller en anden AI-chatbot.
Du får en hurtig forklaring på et par juridiske begreber og et bud på, hvilke spørgsmål der kan være relevante at undersøge.
Du spørger, om chatbotten vil hjælpe med at skrive en mail til din chef, hvor du stiller nogle krav til din opsigelse. Det vil den naturligvis gerne.
Men her går det galt.
Chatbotten får skrevet en flot mail, og det hele lyder godt. Problemet er bare, at indholdet i mailen ikke giver mening – og det er nærmest umuligt for dig at gennemskue, da du ikke er ekspert i de juridiske termer, chatbotten bruger.
Så din chef affejer hurtigt mailen og afviser dine krav. Beskeden er, at der ikke er mere at forhandle om, og du er nu endnu dårligere stillet, end før du spurgte AI-chatbotten om hjælp.
AI kan ikke alt
I Pharmadanmarks juridiske afdeling taler vi ofte med medlemmer, der har brugt AI til at undersøge deres rettigheder. Vi oplever også, at svarene ikke altid giver et fyldestgørende grundlag for at vurdere sagen.
AI kan meget, men det kan ikke alt. Vi vil her forsøge at gøre dig klogere på, hvornår du kan bruge AI – og hvornår du skal være varsom.
Og husk: Vi anbefaler altid, at du tager fat i en af vores jurister, hvis du har spørgsmål til din ansættelse, hvis du bliver fyret, eller hvis du har en konflikt med din arbejdsplads.
Få hjælp hos Pharmadanmark
En enkel tommelfingerregel: Lad aldrig et AI-svar stå alene, når du skal træffe beslutninger i en konkret sag.
Husk, at vores jurister altid er klar til at hjælpe med at vurdere din konkrete situation. Tag fat i os, så vi kan hjælpe dig godt videre.
Tlf.: 39 46 36 05
Mail: jura@pharmadanmark.dk
Brug AI til de generelle spørgsmål
Et svar fra en AI-chatbot er ikke det samme som en juridisk vurdering af din konkrete situation.
Du kan dog godt bruge AI til at blive klogere på generelle spørgsmål. Hvis du f.eks. har fået en advarsel, kan du bruge AI til at undersøge spørgsmål som:
Hvad er en skriftlig advarsel?
Hvilken betydning kan en advarsel have?
Hvad bør jeg være opmærksom på?
Hvilke spørgsmål kan være relevante at stille min arbejdsgiver?
Du kan også spørge til begreber i din ansættelseskontrakt eller generelle regler om f.eks. opsigelsesvarsel, ferie eller klausuler.
Men: Vær opmærksom på, at svaret kan være upræcist, mangle vigtig kontekst eller bygge på forældede oplysninger.
Din konkrete sag afhænger af detaljerne
Det bliver mere kompliceret, hvis du spørger: “Er min opsigelse usaglig?” eller “Har jeg krav på en godtgørelse?”
Svaret afhænger af en masse forskellige detaljer:
Hvad står der i din kontrakt?
Er du omfattet af en overenskomst?
Hvad er der sket op til opsigelsen?
Hvilke mails er blevet sendt?
Har du tidligere fået en advarsel?
Du har sandsynligvis ikke beskrevet alle forhold i dit spørgsmål til AI-chatbotten – og derfor kan den ikke give dig et korrekt og præcist svar.
AI kan godt stille opfølgende spørgsmål, men du kan ikke være sikker på, at chatbotten får afdækket alle de forhold, der har betydning for netop din sag.
Og det er vigtigt at huske, at en detalje, der måske virker uvæsentlig, kan ændre hele den juridiske vurdering.
Vores jurister ved, hvilke detaljer der er vigtige, og vi ved, hvordan vi finder hullerne i sagen. Det er derfor vigtigt, at du tager fat i os, hvis du sidder med et konkret problem, som du skal have juridisk hjælp til.
AI kender kun den version, du giver den
AI-chatbotten tager altid udgangspunkt i de oplysninger, du giver den.
Hvis du f.eks. beskriver en konflikt på din arbejdsplads, vil chatbotten sandsynligvis få en beskrivelse, der er farvet af, at du står i en svær situation, da følelserne ofte får frit spil i en konflikt.
Det er helt naturligt, men i en juridisk vurdering er det også vigtigt at undersøge sagen fra andre vinkler:
Hvad vil arbejdsgiveren sige?
Hvilken dokumentation findes der?
Er der mails eller andre oplysninger, som peger i en anden retning?
Der kan også være forskel på at opleve noget som urimeligt og at have et juridisk krav.
Derfor er en vigtig del af vores juridiske rådgivning at stille de spørgsmål, der udfordrer sagen. Ikke for at tage arbejdsgiverens parti, men for at få et så solidt grundlag som muligt.
Pas på, hvad du deler
En ansættelsessag kan indeholde personoplysninger, fortrolige oplysninger om virksomheden eller information om kolleger og ledere.
Overvej derfor nøje, hvilke oplysninger og dokumenter du deler med en AI-chatbot.
Du kan nemlig ikke trække de oplysninger, du deler, tilbage – og det er noget nær umuligt at få oplysningerne slettet af AI-tjenesterne.
Husk, at du ikke behøver at lægge hele din sag ind i en chatbot for at få et generelt overblik. Spørg i stedet så generelt som muligt, hvis du vil bruge AI til at forstå et begreb eller et regelsæt.
Tjek juridiske kilder
Et AI-svar kan indeholde henvisninger til love, domme og andre juridiske kilder. Det betyder ikke nødvendigvis, at oplysningerne er korrekte.
AI kan gengive en kilde forkert eller i nogle tilfælde henvise til en dom eller anden kilde, som ikke findes.
Det kan være svært at gennemskue, om oplysningerne er korrekte eller opdigtede. Du bør derfor altid spørge os til råds, så du er sikker på, at de informationer, du har fundet, stemmer.
Har du brug for juridisk hjælp?
Du kan altid kontakte vores juridiske team, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Tlf.: 39 46 36 05
Mail: jura@pharmadanmark.dk