U2F-fonden
Er du apoteksfarmaceut? Så har du mulighed for at søge støtte fra U2F-fonden til FIP, apotekskongresser eller generel faglig udvikling.
U2F-fonden yder støtte til faglig uddannelse og udvikling af apoteksfarmaceuter ansat på privat apotek.
Du kan både søge fondsstøtte til fysiske kurser og e-learning.
Du kan søge fondsstøtte til:
Videreuddannelse af apoteksfarmaceuter
Kurser og aktiviteter, der udvikler alle eller dele af gruppen af apoteksfarmaceuter
Analyser og undersøgelser om apoteksfarmaceuternes uddannelse og arbejde på apotekerne
Tilskud til studierejser med fagligt indhold
Tilskud efter konkret vurdering
Projekter, der vedrører kommunikation og samspil på apoteket
Fonden giver ikke støtte til organisatorisk arbejde, herunder sekretariats- og bestyrelsesaktiviteter, eller støtte til foreningsrepræsentation på kongresser og konferencer.
Vigtigt at vide om U2F-fonden
Ansøgningsfrister
Fristerne for at søge U2F-fonden er: 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober.
Eksempler på tidligere støtte
Apoteksfarmaceutkongres deltagergebyr (early bird-pris med overnatning i delt dobbeltværelse)
FIP-deltagergebyr
HD-uddannelse
Farmaceutfaglige kurser (f.eks. diabetes, hypertension mv.)
LEAN-kursus
Vær opmærksom på
Ved bevillinger udover 20.000 kr., skal der ske afrapportering eller evaluering af aktiviteten
Der kan til personer maksimalt ydes støtte med 40.000 kr. pr. kalenderår
Der kan kun søges støtte til et semester/halvt år ad gangen
Der kan maksimalt søges et år frem i tiden, dog kun med dokumentation for afholdte udgifter
Der kan maksimalt søges i indeværende og forrige kvartal tilbage
Der kan ydes støtte til transport i Danmark i form af billigst mulige offentlige transport
Der ydes ikke støtte til transport i udlandet (på nær til FIP og DAT)
Der ydes ikke støtte til lønudgifter/frikøb ifm. projekter
Hvis farmaceuten fratræder apoteket, inden kurset påbegyndes, skal tilskuddet tilbagebetales
Særligt for FIP og DAT
Fonden kan yde tilskud til kongresgebyr (early bird-pris) til FIP og DAT.
Hvis der deltages med poster eller mundtlig præsentation, er der også mulighed for at få tilskud til transportudgifter og hotel, dog maksimalt 17.500 kr.
Hvis der er flere om samme poster (eller oplæg), deles restbeløbet fra kongresgebyr op til de 17.500 kr. mellem deltagerne. U2F-fonden dækker ikke tryk af poster.
Det med småt
Uddannelses- og udviklingsfonden er finansieret via overenskomsten for apoteksansatte farmaceuter. Retningslinjerne for anvendelse af fondens midler er aftalt mellem Apotekerforeningen og Pharmadanmark.
Kursusretten jf. overenskomsten § 16 er beskrevet her:
Stk. 1. Enhver farmaceut har pligt til at holde sin faglige viden ajour gennem efteruddannelse. Apotekeren og farmaceuten skal i fællesskab udforme en plan for udvikling af farmaceutens faglige og personlige kompetencer, herunder indholdet og omfanget af efteruddannelsen. Planen ajourføres i forbindelse med en årlig udviklingssamtale.
Stk. 2. Enhver farmaceut har som led i efteruddannelsen ret til for apotekets regning at deltage i mindst ét farmaceutfagligt kursus årligt. Kursusdeltagelsen aftales med apotekeren. Kursusretten kan efter aftale mellem apotekeren og farmaceuten ændres til anden form for efteruddannelse, dog kun til faglig efteruddannelse. Hvis en farmaceut på grund af aflysning af et tilmeldt kursus ikke får mulighed for at deltage i mindst et farmaceutfagligt kursus det pågældende år, har farmaceuten ret til 2 kurser det følgende år. Hvis der er tale om en gruppeansøgning skal navne og CPR-numre på gruppens medlemmer oplyses i ansøgningsskemaet.
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til fonden eller ansøgningsprocessen, så er du altid velkommen til at kontakte os på pd@pharmadanmark.dk eller tlf. 39 46 36 00. Vi står klar til at hjælpe dig.
Sådan søger du:
Udfyld din mailadresse og afslut
Du får et personligt link til ansøgningen. Gem mailen med dit personlige ansøgningslink – du kan gå tilbage og redigere i ansøgningen frem til fristen
Når du har modtaget dit personlige link til ansøgningsskemaet, skal du udfylde budget (husk moms)
Hvis du krydser af, at der er tale om en kursusansøgning, skal du og din apoteker underskrive en tro- og loveerklæring på, at kursusretten er opfyldt. Det er en forudsætning, at kursusretten jf. overenskomsten §16, stk. 2 er blevet eller vil blive udnyttet i det kalenderår, hvori kurset, der søges støtte til, ligger. Den underskrevne erklæring skal uploades i ansøgningen.
Bemærk:
Hvis der modtages støtte til den ansøgte aktivitet fra en anden fond, skal det meddeles Pharmadanmarks sekretariat, da det modregnes i et evt. bevilget beløb.
Ansøgning om støtte til kongresrejser og -deltagelse samt kurser (herunder MDM) kan ikke indsendes som gruppeansøgning. Her skal hver enkelt deltager ansøge.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp, kan du altid kontakte medlemsservice.
Tlf.: 39 46 36 00
Mail: pd@pharmadanmark.dk