Arbejdet er ikke noget, vi gør – det er noget, vi er

Engang gik vi på arbejde for at tjene til livets ophold. Men siden 1990’erne – og for alvor i løbet af 00’erne – er arbejdet blevet et sted, hvor den moderne medarbejder finder en vigtig del af sin identitet.

Ifølge organisationspsykolog og forfatter Malene Friis Andersen er sammenkædningen af arbejdet og den personlige identitet i dag blevet så stærk, at vi ikke længere kan skille de to ad.

”For at løse vores arbejdsopgaver bliver vi – på godt og ondt – nødt til at sætte os selv i spil. For i stigende grad laver vi videns- og relationsarbejde, hvor opgaveløsningen ikke kun handler om fysisk formåen, tekniske færdigheder eller rutiner. Vi forventes også at bringe vores kreativitet, dømmekraft, samarbejdsevner, analytiske evner og engagement i spil. Dermed bliver arbejdet tæt knyttet til vores personlige egenskaber.”

Når arbejde og identitet smelter sammen, opstår der mange positive muligheder, mener Malene Friis Andersen.

”Arbejdspladsen er blevet et sted, hvor mennesker udvikler sig som individer. Man oplever mening, anerkendelse, opbygger stærke relationer til andre og føler måske ligefrem, at man bidrager til noget større.

Der er ikke mange, der kunne tænke sig at vende tilbage til den gamle industrielle arbejdskultur, hvor man stod oprejst ved samlebåndet i otte timer og lavede den samme ensidige bevægelse. For det er jo sjovt og spændende at realisere sig selv på et arbejde, der tilbyder mening, retning og fællesskab – så længe man ridder på den positive bølge.”

Det er din skyld

Men sammenkoblingen mellem arbejde og identitet rummer også faldgruber, understreger Malene Friis Andersen.

”Det er vigtigt at forstå både vores arbejdskulturs trivselspotentiale og stresspotentiale.

For når medarbejdere bringer deres identitet ind i arbejdet, opstår der en tæt forbindelse mellem personen, arbejdsprocessen og resultatet. Hvis resultatet ikke er tilfredsstillende, så er det dig, der er noget galt med.

Man kan ikke både gøre personen til en central del af produktionen og så bagefter sige, ’det havde intet med dig at gøre’, hvis noget ikke lykkes. For når det er din kreativitet, innovationskraft og personlighed, der skaber succesen, så må det også være disse egenskaber, som er den direkte årsag, når det ikke går godt. Men så enkelt er det bestemt ikke, selvom det ofte er den enkle konklusion”.

”I stedet for at spørge, om kravene, rammerne eller ressourcerne er blevet urealistiske, forsøger man at kompensere ved at arbejde hårdere."

Malene Friis Andersens forskning peger på, at moderne medarbejdere i vid udstrækning vender blikket indad og tager skylden på sig, når de præsterer utilfredsstillende eller rammes af stress.

”I stedet for at spørge, om kravene, rammerne eller ressourcerne er blevet urealistiske, forsøger man at kompensere ved at arbejde hårdere. Man springer pauser over, arbejder i ferien, arbejder længere og presser sig selv yderligere. Stressramte tænker ofte, at det er fordi, at de ikke er hurtige eller dygtige nok, når de har vanskeligt ved opgaveløsningen fremfor at drøfte rammer og betingelser med deres kollegaer eller leder.”

Fokuser på rammerne

Det er skævt, hvis arbejdsgiverne profiterer på alle de rentable sider af deres engagerede og investerede medarbejdere og samtidig ignorerer konsekvenserne, når de samme medarbejdere brænder sammen, mener Malene Friis Andersen.

”Organisationerne fokuserer for ensidigt på arbejdslivets positive potentialer. De kan kun folde sig ud, hvis de strukturer og rammer, der gør det muligt at udføre arbejdet uden at slide sig selv ned, er på plads.

Hvis rammerne ændrer sig, hvis ressourcerne bliver færre, hvis tiden til opgaverne bliver kortere eller forandringspresset større, går det hårdt ud over den engagerede medarbejder, som ikke er vant til at holde arbejdsvilkår ud i strakt arm og tænke: så må kvaliteten falde, eller så må kunder og samarbejdspartnere blive skuffede. For dem er arbejdet ikke bare noget, de gør, men noget de er. Så de arbejder over i stedet,” siger Malene Friis Andersen.

Ildsjælen med unikke kompetencer

I industrisamfundet var det relativt klart, hvad folk lavede. Man var håndværker, lærer, sygeplejerske eller mekaniker. Rollerne var tydeligt defineret.

I dag er vores jobs både mere flydende og mere knyttede til vores personligheder, mener ph.d., forsker på Københavns Universitet og forfatter Anders Raastrup Kristensen.

”På LinkedIn-profiler kan det nogle gange være svært helt præcist at forstå, hvad folk egentlig laver. Det skyldes ikke nødvendigvis, at man prøver at gøre sig selv mere interessant, end man i virkeligheden er. Det afspejler snarere, at mange arbejder med opgaver, der er sammensat på helt unikke måder, og som kun de selv kender det præcise indhold af.

Samtidig er det tydeligvis vigtigt for mange at understrege, hvor meget man brænder for at gøre en forskel med sin helt unikke faglighed.”

’Jeg brænder for bæredygtig innovation’, eller ’jeg arbejder for at skabe bedre løsninger for mennesker med kroniske sygdomme’.

”Vi kommer aldrig til at genetablere en solid grænse mellem arbejdet og den personlige identitet, for arbejdet sniger sig ind overalt."

En engageret medarbejder med unikke kompetencer kan stå i en meget stærk position, hvis det er lige de kompetencer, en organisation har brug for. Men det kan også stille én et skrøbeligt sted, understreger Anders Raastrup Kristensen.

”Hvad sker der for ildsjælen med de unikke kompetencer, hvis organisationen ændrer retning? Hvis der kommer en ny chef, hvis virksomheden begynder at prioritere andre produkter eller kompetencer, eller hvis ny teknologi pludselig ændrer vilkårene for arbejdet - hvad ny teknologi konstant gør i disse år? Det, der før gjorde én værdifuld, er måske ikke længere det, der efterspørges.”

Det er umuligt at spole filmen tilbage

Når arbejde og identitet er tæt vævet sammen, kan den slags ændringer føles som et voldsomt anslag mod ens person, mener Anders Raastrup Kristensen.

”Det gælder også, hvis man mister sit job. Har man investeret sig selv i en bestemt rolle eller et bestemt fagligt projekt, hvor man har udviklet nogle ganske særlige kompetencer, kan det være svært at forestille sig, hvor man ellers kan passe ind. Dét, der gjorde en helt unik, er blevet et benspænd, der gør, at man bliver nødt til at gentænke sig selv helt forfra.”

Det er umuligt at spole filmen tilbage, mener Anders Raastrup Kristensen.

”Vi kommer aldrig til at genetablere en solid grænse mellem arbejdet og den personlige identitet, for arbejdet sniger sig ind overalt.

Det, man læser i avisen søndag morgen, kan sagtens vise sig at være relevant for ens faglighed. Og når man tager sig en løbetur, kan det være dér, man tænker klarest over en arbejdsopgave. På den måde flyder aktiviteter, der tidligere var klart adskilte, sammen.

Men det forhindrer os ikke i at have nogle tydelige grænser inde i os selv. Hvor meget engagement kan jeg lægge i arbejdet uden, at det begynder at gå ud over min trivsel? Det er det spørgsmål, vi må stille os selv hele tiden.”

”Når vi ikke længere kan sætte grænsen mellem vores identitet og vores arbejde, så må vi i stedet blive gode til at få de to størrelser til at gå op i en højere enhed."

Er det virkelig nødvendigt at have computeren med på ferien? Hvor langt kan vi nå på arbejdspladsen med aftaler om, hvornår man kan være helt utilgængelig?

”Når vi ikke længere kan sætte grænsen mellem vores identitet og vores arbejde, så må vi i stedet blive gode til at få de to størrelser til at gå op i en højere enhed. Så vi både individuelt og kollektivt får etableret nogle pauser, hvor arbejdet ikke er til stede i identiteten,” siger Anders Raastrup Kristensen.