Fælles MedCo-model sikrer bedre koordinering af medicin til borgere på socialpsykiatriske botilbud

Tina Birkeskov Axelsen har været farmaceut i 33 år, og når hun kigger tilbage på de mange år i faget – både hendes 17 år på privatapoteker og de seneste 16 år på hospitalsapotek – er den samme udfordring dukket op igen og igen.

Nemlig manglende koordinering af somatisk og antipsykotisk medicin.

På den ene side står de praktiserende læger og ordinerer medicin til forskellige sygdomme i kroppen, og på den anden side står lægerne i psykiatrien og ordinerer medicin til psykiske sygdomme.

Ingen af delene er forkert – men i et siloopdelt sundhedsvæsen kan det hurtigt skabe udfordringer, når medicinen gives til samme patient. I Danmark er der nemlig ikke et formelt samarbejde eller koordination af medicinlisten på tværs. Det lægger ansvaret for at overlevere sundhedsinformationer mellem lægerne og på tværs af sektorerne over på patienten.

”Som farmaceut kigger jeg på den samlede pakke af medicin – og som jeg plejer at sige, så er leveren, nyren og resten af kroppen fuldstændig ligeglad med, om medicinen er ordineret i primær- eller sekundærsektoren,” siger Tina og fortsætter:

"Leveren, nyren og resten af kroppen er fuldstændig ligeglad med, om medicinen er ordineret i primær- eller sekundærsektoren."

”Det hele kommer ind i samme krop, og hvis vi ikke er opmærksomme, så kan medicinen interagere og have kontraindikationer, bivirkninger og lave alt mulig larm inde i kroppen.”

Udfordringer på socialpsykiatriske botilbud

Den manglende koordinering kan skabe problemer for en lang række af patienter – men en af de grupper, der er særligt udsat, er de mennesker, der bor og lever på socialpsykiatriske botilbud.

De har – udover deres psykiske diagnose – ofte mange indlæggelser, bivirkninger og kontakter til sundhedsvæsenet. Og så kan de typisk have svært ved selv at overlevere information fra deres praktiserende læge til psykiateren og omvendt.

På botilbuddene er det som regel personalet, der står for kontakten til beboerens læger – men de agerer også i det siloopdelte sundhedsvæsen. Udfordringen er, at personalet samarbejder med psykiatrien om medicinen til beboernes psykiske sygdomme på ét tidspunkt, og på et andet tidspunkt samarbejder de med den praktiserende læge om medicinen til beboernes somatiske sygdomme.

Igen: Ingen systematisk koordinering af medicinen.

Model virker – men ingen bruger den

Tina blev opmærksom på problemet, da hun i 2010 startede på Hospitalsapoteket Region Midtjylland. Hun kom ud på et botilbud, hvor hun skulle lave medicingennemgange, og her var det tydeligt, at koordinering af medicinen var komplekst og udfordrende.

Der var netop blevet lavet en undersøgelse på botilbuddet, som viste, at konsekvenserne af bl.a. den manglende koordinering både var rigtig, rigtig dyre – og samtidig påvirkede den enkelte beboer negativt.

Botilbuddet fik derfor stablet en ny model på benene, som skulle tage hånd om problemet.

Fremover skulle alle faggrupperne sætte sig sammen én gang om året og gennemgå den enkelte borgers medicin og generelle tilstand. Den praktiserende læge skulle sørge for helbredsundersøgelser, psykiateren skulle sørge for den psykiatriske afdækning, og personalet på botilbuddet skulle stå for logistikken og for at inddrage beboeren så meget som overhovedet muligt.

Det hele skulle munde ud i en fælles konsultation, hvor den enkelte borger og borgernes personale, praksislæge og psykiater mødtes fysisk ude på botilbuddet og her tog beslutninger i fællesskab.

Derudover skulle der være en farmaceut med til fælles konsultationen. Farmaceutens rolle skulle være at lave en medicingennemgang, som kiggede på hele paletten af medicin.

Botilbuddet satte modellen i søen, og typisk tog den årlige fælles konsultation 15-20 minutter pr. beboer.

Resultaterne talte for sig selv.

Mængden af medicin blev reduceret, kontakten til sundhedsvæsenet blev mindre, hyppigheden af vold og trusler blev skåret ned, og beboerne gav udtryk for, at de fik bedre livskvalitet og følte sig mere inddraget.

Derudover rapporterede botilbuddets personale og de tilknyttede læger, at systematikken gav tryghed og sparede tid, ligesom personalet sagde, at tiltaget forbedrede deres relation til beboeren og øgede deres jobtilfredshed.

Tina var som farmaceut med til at lave medicingennemgangene på botilbuddet i ca. 10 år, og hun var – ligesom flere ildsjæle på andre botilbud og socialområdet i Region Midtjylland generelt – overbevist om, at det ville give mening og være relativt simpelt at udrulle den gode model til andre botilbud.

”Men til dags dato – og det er nu på 15. år – er der ikke et eneste andet botilbud, som har lykkedes med at overføre mere end enkelte dele af den her model,” siger hun.

Ph.d.-projekt skydes i gang

Som årerne gik, og Tina observerede, hvor svært det – trods flere forsøg – var at overføre modellen til andre botilbud, undrede hun sig mere og mere. Det var jo ikke raketvidenskab, som hun siger.

Det gav simpelthen ikke mening, at modellen ikke blev rullet ud. For der var fortsat mange udfordringer og utilsigtede hændelser på botilbuddene – og samtidig var der mange ildsjæle ude på botilbuddene, som gerne ville udrulle modellen, og regionen var også positiv.

Men der var åbenbart noget, der stod i vejen. Og det satte Tina sig for at undersøge.

Efter et par års forberedelse gik hun i slutningen af 2020 i gang med sin ph.d. Formålet var tredelt, og projektet skulle afdække tre ting:

1. HVORFOR ét botilbud kunne holde energien, og hvorfor det var så svært at udrulle modellen

2. HVORDAN en fælles medicinkoordineringsmodel (Fælles MedCo) kunne se ud og teste og tilpasse den i et pilotstudie

3. HVAD der teoretisk sker i maskinrummet ude på bostederne, når Fælles MedCo-modellen bliver rullet ud, så erfaringerne kan bruges andre steder

Målet var at skabe mere evidens for Fælles MedCo-modellen, så der kunne komme endnu flere gode argumenter for at rulle den ud flere steder.

En af de første ting, Tina kastede sig over, var at tale med en masse af de fagfolk, der var involveret i behandlingen af beboerne på de socialpsykiatriske botilbud.

Tina fandt hurtigt ud af, at der er rigtig mange mennesker involveret – og det gør det i sig selv komplekst at få en koordineret indsats op at stå.

Derudover mødte hun også den samme bekymring igen og igen: Lad være med at ændre medicinen.

”De praktiserende læger, psykiaterne, personalet på botilbuddene og borgerne var alle sammen bekymret for at ændre medicinen. De kunne ikke overskue det alene,” siger Tina.

”Alle var bekymret for at ændre medicinen. De kunne ikke overskue det alene.”

Man ved, hvad man har, men man ved som bekendt ikke, hvad man får.

Men et af målene var jo at optimere – og allerhelst reducere – mængden af medicin, så man kunne undgå nogle af de bivirkninger og interaktioner, der bidrager til, at denne borgergruppe lever 10-20 år kortere end gennemsnitsbefolkningen, så Tina holdt fast.

Hun var i praktik på et botilbud, så hun kunne blive klogere på hverdagen og de daglige udfordringer på botilbuddene, og så fik hun i samarbejde med et botilbud sat et pilotprojekt i gang, som skulle implementere og teste Fælles MedCo-modellen med en årlig, koordineret fælles konsultation for ti beboere.

Farmaceuten er dialogfacilitator

Og ja, i starten var det svært. Mange folk skulle introduceres og mødes på samme tid, alle skulle lære deres rolle at kende, og der blev lavet mange tilpasninger undervejs.

Der blev bl.a. etableret et koordinatorkorps, som gjorde alle de praktiske udfordringer lettere, og tingene blev løbende sat i system.

Inden fælles konsultationen havde beboeren i samarbejde med personalet på botilbuddet udfyldt et langt spørgeskema, som skulle sikre, at beboerens status og ønsker blev hørt og set.

Beboerne skulle så vidt som overhovedet muligt være fysisk med til fælleskonsultationen. Og selvom nogle af beboerne måske endda ikke havde noget verbalt sprog, var det en vigtig og stor forandring for botilbuddet, fordi den enkelte borger systematisk blev hørt og følte sig inddraget. Dermed fik de – med støtte fra deres personale – mulighed for at få en stemme i egen sundhed og behandling.

Da pilotprojektet var overstået, fortsatte botilbuddet på egen hånd med resten af deres beboere – dog uden farmaceuten. Her ytrede personalepanelet, at de ønskede farmaceuten tilbage hurtigst muligt, fordi lægerne nu havde svært ved at tage fælles beslutninger, selvom de stadig sad ved samme bord.

En ting var, at farmaceuten skulle lave medicingennemgangen, men det var også blevet tydeligt, at farmaceuten havde en dialogfaciliterende rolle. Farmaceuten blev bindeleddet mellem den praktiserende læge og psykiateren.

”Lægerne er meget respektfulde overfor hinandens fagområder, så de blander sig helst ikke. Det betyder, at det godt kan være svært at få træffet nye beslutninger, der har konsekvenser i krydsfeltet mellem somatik og psykiatri” siger Tina og fortsætter:

”Men når der sidder en tredje person (farmaceuten, red.) med samme faglige niveau og samme akademiske tilgang til tingene som lægerne – og som italesætter, hvad man kunne gøre anderledes – så lytter både den praktiserende læge og psykiateren, og vi kan i fællesskab og sammen med både beboer og personale finde frem til nogle nye, gode løsninger.”

”Jeg fik gåsehud over hele kroppen”

Pilotprojektet havde virkelig gode resultater. Modellen og implementeringsmetoden virkede, og dem, der havde været skeptiske i begyndelsen, var blevet overbeviste.

Tina husker tydeligt en erfaren pædagog fra pilotbotilbuddet, der i starten havde været meget skeptisk omkring involvering og fysisk deltagelse af beboerne. I løbet af pilotprojektet italesatte pædagogen dog, at de rent faktisk godt kunne involvere alle beboerne i Fælles MedCo-modellen – og at de både kunne optimere hele medicinlisten og reducere selv stærk antipsykotisk medicin.

”Jeg fik gåsehud over hele kroppen, da hun sagde det, for det var jo lige præcis dét, der var målet. Det viser, hvor vigtige alle deltagerne er,” siger Tina.

Alt i alt var projektet lykkedes med at vise, at man godt kan ændre i den ofte lange medicinliste og samtidig sikre, at den enkelte beboer er velmedicineret – og at det ser lovende ud i forhold til at skrue ned for de bivirkninger, der kan føre til somatiske sygdomme og indlæggelserne, samt at det kan øge livskvaliteten og sikre, at både den enkelte borger bliver hørt, og at personale og lægerne sparer tid og er tilfredse.

Hvem vil betale for farmaceuten?

Tina blev færdig med sin ph.d. i slutningen af 2025, og spørgsmålet er, hvor projektet står nu. Evidensen for Fælles MedCo-modellen og de koordinerede fælles konsultationer er på plads, men betyder det, at modellen er blevet udrullet flere steder?

Nej, desværre ikke.

"Hvis vi kan undgå bare én indlæggelse pr. beboer pr. år, så er Fælles MedCo finansieret.”

Den helt store stopklods er noget så banalt som, at ingen kan betale for hospitalsapoteksfarmaceuten.

Vi ved fra projektet og fra forskningsevidensen, at farmaceuten spiller en vigtig rolle i hele koordineringen af medicinen på tværs af læger og sektorer for denne specielt sårbare borgergruppe. Vi ved også, at farmaceuten har en vigtig rolle med ikke kun at lave medicingennemgang, men også at facilitere dialogen mellem lægerne. Så farmaceuten er ikke en person, vi kan pille ud af ligningen.

Men problemet er, at farmaceuten fra hospitalsapoteket er en ny brik i puslespillet.

Den praktiserende læge laver i forvejen helbredsundersøgelsen, så lægen fortsætter med at gøre, som han eller hun plejer. Det samme gælder psykiateren og botilbuddet, som også blot fortsætter med de opgaver, som der har været hidtil. Med Fælles MedCo er det blot koordineret, så det hele sker på samme tid.

Det nye er, at hospitalsapoteksfarmaceuten er med ombord – farmaceuten må dog ifølge lovgivningen ikke finansieres af hospitalsapoteket, og hvem skal så betale regningen?

”En hospitalsapoteksfarmaceut, der deltager i vores model, koster under 4.000 kr. om året pr. borger. Det virker som et meget lille beløb, når man ved, at der f.eks. bruges ca. 290 millioner kroner om året på socialområdet i Region Midtjylland, og at en beboer på sådan et botilbud koster ca. 1,67 million kr. om året,” siger Tina og fortsætter:

”En sengeindlæggelse koster i sig selv omkring 4.000 kr. pr. døgn. Det vil sige, at hvis vi med Fælles MedCo kan undgå bare én indlæggelse pr. beboer pr. år, så er Fælles MedCo finansieret.”

Vil råbe politikerne op

Tinas håb er, at der kan komme politisk fokus på området, så der lander en løsning på den økonomiske barriere.

I øjeblikket er der en del bud efter at høre om projektet, og Tina gør en masse for at råbe højt om det – både på faglige konferencer, på sociale medier og til møder med forskellige aktører på området både nationalt og internationalt.

”Planen er nu at banke på døren hos forskellige politikere og gå i dialog om det finansielle,” siger Tina.

Lige nu strander alle de gode intentioner med betalingen af farmaceuten, og hvis man spørger Tina, er det både ærgerligt og helt tosset.

Med ph.d.-projektet er der nu skabt evidens for Fælles MedCo-modellen, der er en masse positive konsekvenser, når modellen bliver brugt, og der er blevet lavet en nærpraktisk værktøjskasse, så det er nemmere end nogensinde at udrulle modellen på andre botilbud.

"Vi står et sted, hvor man med en lille beslutning og en meget lille pose penge kan skabe stor værdi for rigtig mange.”

”Regionen vil gerne arbejde evidensbaseret. De vil gerne arbejde inddragende. De vil gerne give borgerne en stemme. De vil gerne samle psykiatri og somatik. De vil gerne, at der bliver reduceret på ressourcer – både på tid, penge, indlæggelser og medicinudgifter. De ønsker at øge borgernes livskvalitet, personalets jobtilfredshed og lægernes tidsoptimeringer. Alle de ting, Fælles MedCo kommer med, vil de rigtig gerne,” siger Tina og fortsætter:

”Så lige nu står vi et sted, hvor man med en lille beslutning og en meget lille pose penge kan skabe stor værdi for rigtig mange.”