Gå til indhold
Pharmadanmark logo
Tommy Johansen og Morten Lindow fra Center for Pharmaceutical Data Science Education (CPDSE)
FARMACI OG DATA SCIENCE

Fremtidens farmaceuter skal have en ny data-schweizerkniv

Det er ikke nok at forstå lægemidler, hvis man fremover skal arbejde i life science-industrien. Man skal også kunne navigere i data og AI. For to år siden oprettede KU og SDU et center, der skal bygge bro mellem faglighederne. Vi har besøgt centret og spurgt, hvordan det går med at løse opgaven.

Af: Maria Trustrup, journalist, Pharmadanmark
FOTO: Katrine D. Jepsen

Hængeplanter dækker glasvæggen ind til mødelokalet.

Store billeder af en frodig skov hænger på den ene væg, mens den anden er malet i en rolig, grøn farve.

Dørene er omkranset af dørkarme i træ, som ikke er malet, men hvor det lyse træ står tydeligt frem.

Naturen banker på. Den vil gerne indenfor i lokalerne på Københavns Universitet, hvor Center for Pharmaceutical Data Science Education – eller kort og godt CPDSE – holder til.

De naturlige elementer fungerer som en modvægt til den dataverden, du er trådt ind i.

Data er kernen, men det betyder ikke, at kreativiteten er pakket ind under gulvtæppet. Tværtimod.

Centret skal være levende, og derfor er væggene til de gamle, klassiske universitetskontorer revet ned, så der er blevet plads til et stort, åbent fællesområde. Her støder man på hinanden til en kort snak i sofaen, man mødes til fredagsmorgenmad, eller man brainstormer i små grupper og fylder et af de mange whiteboards med nye idéer.

Alle døre på etagen er også skiftet ud med glasdøre. Åbenhed er vigtigt.

"Jeg vil gerne udvikle uddannelserne, og det her center er jo netop sat i verden for at udvikle uddannelserne."

Der er tænkt over de små detaljer, og stemningen emmer mere om en tech-startup end et universitetscenter.

”Jeg har været i universitetsverdenen i mange år. Det her er noget andet. Der er ikke så mange kasser, og man er ikke bange for at prøve nogle nye ting af,” siger Tommy Johansen.

Han er studieleder på farmaceutuddannelsen på Københavns Universitet og er egentlig ikke fast tilknyttet datascience-centret.

Alligevel er han fast inventar i diverse arbejdsgrupper, med på centrets seminarer og et kendt ansigt, når holdet mødes til morgenmad hver fredag.

”Jeg stillede mig op i skolegården og sagde: Tag mig! For jeg kunne se en masse muligheder. Jeg vil gerne udvikle uddannelserne, og det her center er jo netop sat i verden for at udvikle uddannelserne,” siger Tommy.

Tommy Johansen og Morten Lindow fra Center for Pharmaceutical Data Science Education (CPDSE)
Center for Pharmaceutical Data Science Education (CPDSE)

Stort drive og fredagsmorgenmad

Det er ikke kun de faglige snakke, der trækker Tommy på besøg i CPDSE. Det er i høj grad også det drive og den energi, der summer i centret, fortæller han.

”Jeg kunne jo egentlig bare sidde ovre på min pind og være med til møder på Teams eller Zoom, men det fællesskab og den stemning, der er skabt her, er enormt inspirerende.”

CPDSE er noget, man gerne vil være en del af. Man vil gerne være med i klubben.

Og det er centerleder Morten Lindow utrolig stolt af.

”Det store drive i centeret er måske noget af det, der er allervigtigst. For når der er det, så sker ting lidt af sig selv. Så er det ikke topstyret, hvor jeg sidder med en eller anden masterplan,” siger Morten.

CPDSE åbnede for to år siden, og Morten tiltrådte som centerleder for halvandet år siden. Han har tidligere arbejdet i industrien i mange år – bl.a. hos Santaris Pharma, Lundbeck og Roche.

Hans erfaring fra industrien er, at det er vigtigt, at folk er sammen fysisk, hvis der skal opstå geniale idéer. Derfor har det fra dag ét været vigtigt for ham at slå de gamle vægge ned og skabe rum til at mødes.

Datascience er en schweizerkniv

CDPSE er ikke kun til stede i hovedstaden. Centret er et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Københavns Universitet, og målet er at få datascience og farmaci til at smelte endnu tættere sammen.

Datascience handler kort fortalt om at forstå og undersøge data, og den evne er i høj grad efterspurgt både i forskningsverdenen og ude i industrien.

”Det har historisk været svært at bygge bro mellem farmacinørderne og datanørderne. De har ikke talt samme sprog, og derfor har man haft brug for mellemmænd til at oversætte, hvad de to grupper egentlig sagde,” fortæller Morten.

”Jeg håber, at vi kan være med til at sikre, at fremtidens farmaceuter også taler data-sproget. At de taler begge sprog, så der ikke er brug for en oversætter.”

”Jeg håber, at vi kan være med til at sikre, at fremtidens farmaceuter også taler data-sproget."

Fremover vil industrien i højere og højere grad efterspørge data-kompetencer, når de hyrer folk, og det giver ifølge Jacob Fredegaard Hansen rigtig god mening.

Jacob er datascience specialist på CPDSE, og han understreger, at data og dataforståelse kan være en smutvej til helt nye løsninger og produkter.

”Vi har allerede en masse data, og hvis vi er bedre til at bruge og forstå dataen, kan vi måske få endnu mere biologisk viden ud af den,” siger Jacob og fortsætter:

”Hvis man kigger på store datasæt og finder nogle mønstre, kan man måske finde nålen i høstakken, som kan føre til et nyt drug.”

Hvis man forstår data, åbner det op for, at man kan stille nogle nye spørgsmål, som man ellers aldrig ville have haft mulighed for, lyder det.

”Data er lidt som en schweizerkniv. Man kan gøre alt muligt med det, hvis man forstår, hvordan man skal bruge det,” siger Jacob.

Han ved om nogen, hvor spændende koblingen mellem data og biologi kan være. Han har en bachelor i biokemi og molekylærbiologi og en kandidat i bioinformatik.

”Jeg tror, at man kan rigtig meget med pharma alene, og at man også kan rigtig meget med datascience alene. Men jo mere man forstår både pharma og datascience, jo mere kan du også bidrage med i den anden ende,” siger Jacob.

Tommy Johansen og Morten Lindow fra Center for Pharmaceutical Data Science Education (CPDSE)
Jacob Fredegaard Hansen

Deadline er 2030

En af centrets primære opgaver er at få smurt datascience ind i farmaceutuddannelserne på Københavns Universitet og Syddansk Universitet.

På papiret lyder det måske ikke som en svær opgave, men det har vist sig at være lidt af en udfordring.

Når et kursus skal ændres, bliver der sat en masse processer i gang på universiteterne, så forandringerne sker ikke over natten – nærmere over et par år.

Samtidig skal underviserne med ombord, og i øjeblikket er de presset fra stort set alle kanter pga. besparelser og øgede krav til stort og småt.

Så centerleder Morten må tage sin tålmodighed med på arbejde – og så håber han, at der fremover kommer mere skub i sagerne.

”Jeg er glad for, at vi er lykkedes med at ansætte en masse folk, der nu kender hinanden og driver noget frem sammen. Vi er lykkedes med at lave et økosystem, så fundamentet er ved at være der. Jeg er overbevist om, at det gør, at tingene nu begynder at gå hurtigere,” siger han.

”Jeg er glad for, at vi er lykkedes med at ansætte en masse folk, der nu kender hinanden og driver noget frem sammen."

CPDSE har indtil videre ansat seks ph.d.-studerende og har uddelt seks scholarshipstipendier. Centret har sat gang i videreuddannelse af kursusledere, og selvom det går langsomt med at få mere datascience ind i universitetskurserne, er det lykkedes at få det implementeret i en række fag.

Men centret går også alternative veje, for uret tikker.

CPDSE har samlet fået bevilliget 123 mio. kr. fra Lundbeck Fonden, LEO Fondet og Novo Nordisk Fonden frem mod 2030. Herefter skal centeret kunne stå på egne ben og forhåbentlig køres videre af universiteterne selv.

”Vi skal levere så meget, vi kan inden for den periode, og så er det universiteternes rolle at køre det videre bagefter,” siger Morten.

”VI føler derfor, at vi har lidt travlt med at få nogle ting til at ske. Så vi kan ikke kun satse på den lidt langsomme udvikling af studieordningen. Vi er nødt til at komme ud over rampen på nogle andre punkter, som ikke er helt så regulerede.”

Et af de initiativer, centret har sat i gang, er en kodeklub for de studerende. Et frivilligt tilbud udenfor undervisningen, hvor de studerende over en pizza kan lære at kode og forhåbentlig få smag for, hvad data kan.

”Vi kalder det ’Code Club’, og det handler om at skabe en nysgerrighed blandt de studerende. Det kan godt været lidt svært at trække de studerende til, men vi prøver at få det spredt så meget som muligt,” siger Tommy.

Bindeled mellem KU og SDU

Det unge datascience-center har både en masse udfordringer og muligheder at arbejde med i øjeblikket. Kunstig intelligens fylder mere og mere, og siden oprettelsen for to år siden har centret også været nødt til at ændre retning for at tilpasse sig virkeligheden.

AI-toget kører afsted med fuld kraft, og det tog skal centret selvfølgelig være med på, lyder det.

Udviklingen går hurtigt uden for universitetets mure, så opgaven for centeret er også at skubbe på og være med til at ryste den nogle gange lidt langsommelige kultur, der hersker rundt på universitetsgangene.

”Vi har et kæmpe ansvar ift. at uddanne vores studerende, så de både forstår drugs, data og nu også AI. Vi bliver nødt til at følge med udviklingen ude i virkeligheden,” siger Jacob.

”Vi har et kæmpe ansvar ift. at uddanne vores studerende, så de både forstår drugs, data og nu også AI."

Selvom der stadig er en masse udfordringer at tage fat på, er Jacob, Morten og Tommy enige om, at der er noget virkelig vigtigt, som centret allerede er lykkedes med.

Og det handler egentlig ikke så meget om data. Det er en form for sidegevinst, kan man sige.

”Vi har bygget et fællesskab på tværs af de to pharmaskoler på KU og SDU. Min oplevelse er, at man ikke tidligere har talt så meget sammen, men centret har været og er et bindeled, så man nu kender hinanden på kryds og tværs,” siger Jacob.

De nye relationer betyder, at man er begyndt at erfaringsudveksle – naturligvis om datascience, men også om alle mulige andre temaer, fortæller Tommy.

”Vi er begyndt at koordinere meget mere, og for mig at se er de to uddannelser virkelig begyndt at få meget stor glæde af hinanden på grund af centret.”

Vil du læse flere historier?

Gå på opdagelse i aktuelle nyheder, inspirerende portrætter og historier fra hele life science-branchen.

Vil du læse flere historier?