Jane er farmaceut – og laver strikkevideoer på YouTube til følgere i hele verden
Nogle tager deres hobby til næste niveau – farmaceut Jane Balle er en af dem. Hun står bag Mindful Making, der er et strikkeunivers på YouTube med flere tusinde følgere. Strik er Janes zen space, og i sine videoer deler hun sin kærlighed til garn og strikkeopskrifter – ikke med tjuhej og konfetti, men med ro og langsommelighed.
Stille guitarmusik spiller i baggrunden, imens et par rolige videoklip af sommerblomster og træer i solskinsvejr kører.
”Episode 83” står der nederst i venstre hjørne, og videoen klipper videre.
Nu ser vi en kvinde, der sidder i en sofa med sit strikketøj i hænderne. Hun smiler, strikker videre og kigger op.
”Hello my friends! And welcome back to Mindful Making,” siger hun.
Kvinden hedder Jane Balle. En dansk farmaceut med en ekstraordinær hobby – nemlig at lave YouTube-videoer om strik.
”This YouTube-channel is all about making and knitting in particular because that is what I love. And if you are here, I think you love that too,” fortsætter Jane i videoen.
En langsom youtuber
Episode 83 er en af mange YouTube-videoer, som Jane har lavet i årenes løb.
Hun har knap 6.000 følgere, og seerne kommer fra hele verden – Indien, USA, Danmark, Australien, Sydafrika og alverdens andre steder.
Jane har strikket lige så længe, hun kan huske. Hun lærte det af sin mormor, der altid havde hækle- eller strikkepinde i hænderne – og den glædelige last har barnebarnet arvet.
I dag har hun altid strikketøjet med i tasken, og der går ikke en eneste dag, hvor hun ikke når mindst et par pinde på det projekt, hun er i gang med.
Strik er Janes zen space, og Mindful Making-universet er stedet, hvor hun deler sin glæde og fascination for garn, hulmønstre og retmasker.
”Nogle gange tænker jeg, at jeg taler alt for langsomt, men jeg tror, at det er meget beroligende at se og lytte til."
Det hele foregår i et roligt, afslappet tempo, og Jane gør en dyd ud af at snakke langsomt på videoerne, imens hun viser sine strikkeprojekter frem eller fortæller om en ny opskrift, hun er ved at udvikle.
”Nogle gange tænker jeg, at jeg taler alt for langsomt, men jeg tror, at det er meget beroligende at se og lytte til,” siger Jane.
”Det er også lidt et modtræk til hurtigheden, der er overalt. Hos mig skal man bare sætte sig ned, tage sit strikketøj i hænderne og lytte. Det må godt gå lidt langsomt.”
Strikkepinde giver ro
Det langsomme og rolige er hele grundlaget for Janes strikkeunivers. Kanalen hedder Mindful Making, fordi det netop handler om at finde ro og være i nuet.
”Dét at have noget i hænderne kan hjælpe rigtig meget, hvis man er lidt stresset, eller hvis man har lidt for mange tanker i hovedet,” siger Jane.
Hun slapper af, når hun får et par strikkepinde i hænderne, og hun oplever også, at hun lytter bedre, når hun strikker.
Når hun er til et møde eller en middag, kan hun godt finde på at hive strikketøjet frem, for det gør, at hun har lettere ved at være til stede.
”At have strikketøjet mellem hænderne er lidt ligesom at sidde og doodle (tegne, red.) på et papir. Min krop falder til ro, og jeg kan bedre fokusere på det, der sker. Jeg kan godt blive rastløs, hvis jeg ikke har mine strikkepinde.”
Strikketøj med down under
Selvom strik fylder meget for Jane, er Mindful Making-universet ikke hendes ”rigtige” arbejde.
Hun er uddannet farmaceut, og i dag arbejder hun som afdelingsleder på Region Hovedstadens Apotek på Bispebjerg Hospital.
”Farmaci og strik er to helt forskellige verdener, men der er en grundtone af ordentlighed, som er ens. Man går systematisk til værks – og selvom strik selvfølgelig også er kreativt, handler det også meget om matematik, og at strikkefastheden f.eks. skal være på plads.”
”Farmaci og strik er to helt forskellige verdener, men der er en grundtone af ordentlighed, som er ens."
Jane har haft sit strikkeunivers ved siden af sit arbejde i en del år. Hun startede med at blogge i slutningen af 00’erne, og på et tidspunkt begyndte hun også på Youtube-videoerne.
Det begyndte at fylde mere og mere, da Jane flyttede til Australien sammen med sin familie i 2012.
Hendes daværende mand havde fået job på universitetet i Sydney, og parret og deres tre børn rykkede down under og stablede et nyt liv på benene.
Jane arbejdede som projektleder i to forskellige offentlige organisationer, men ved siden af jobbet havde hun stadig gang i sin strik.
30 år tilbage i tiden
Og strikkepindene blev en form for kickstarter til nye venner og bekendtskaber i Australien.
”Jeg kom i snak med andre, der strikkede. Det var lidt en social connector – når man har en fælles interesse, er det altid meget nemmere at starte en samtale,” siger Jane.
Selvom Jane mødte andre strikkere, var strik ikke nær så udbredt i Australien, som det var – og er – i Danmark.
Jane husker, at hun på et tidspunkt ville forkæle sig selv og besøge en garnbutik i en naboby. Hun havde glædet sig til få nye garnnøgler mellem hænderne, men det var desværre ikke drømmegarnet, der mødte hende.
”Det var simpelthen den største skuffelse. Der var ingenting. Garnet lå i poser på hylderne, som det også gjorde i gamle dage i Danmark. Det var som at gå 30 år tilbage i tiden.”
Jane blev nødt til at finde en ny måde at få noget ordentligt at strikke med.
Så når hun fik besøg af venner og familie fra Danmark, sørgede hun for, at de fyldte kufferterne med garn hjemmefra.
”På et tidspunkt tænkte jeg, at australierne også skulle have glæde af dansk garn, så jeg begyndte at importere det og sælge det i en webshop og tage ud på markeder. Det var super hyggeligt at være ude at snakke med en masse skønne mennesker om strik, garn og rigtig uld,” fortæller Jane.
”Vi vil gerne være ens”
I dag er Jane flyttet hjem til Danmark igen. Hun boede i Australien i 12 år, men rykkede retur i slutningen af 2024 efter sin skilsmisse.
Gensynet med sit hjemland har været skønt på mange måder – ikke mindst på strikkefronten, hvor det har været en glæde for strikkeentusiasten at opleve, hvor stort strik er blevet.
”Det er jo alle vegne,” siger Jane og fortsætter:
”Når jeg sidder i toget eller på en café, er der altid nogen, der strikker, og der er en myriade af garnbutikker. Det er helt fantastisk.”
”Jeg har ikke lyst til, at min privatøkonomi skal afhænge af min hobby. Det vil være et for stort pres."
Ifølge Jane har vi en meget solid designkultur og et uhyre stærkt strikkefællesskab herhjemme.
Den eneste ting, hun ærgrer sig en smule over, er, at alle strikker det samme.
”Vi vil gerne være ens, og vi strikker de samme designs. Det ville være fedt, hvis folk turde lidt mere,” siger hun.
Jane udfordrer ofte sig selv med nye teknikker, og hun laver også løbende selv opskrifter, som hun sælger på sin hjemmeside.
Men selvom hun gerne vil gøre mere ud af salget af opskrifter og de mange Youtube-videoer, er det ikke planen, at det skal blive hendes primære beskæftigelse.
”Jeg har ikke lyst til, at min privatøkonomi skal afhænge af min hobby. Det vil være et for stort pres – og det vil gå ud over min fornøjelse ved at strikke.”
Mindful Making på YouTube
Vil du gerne følge med, når Jane deler strikkevideoer?
Følg Jane på YouTube og dyk ned i hendes rolige strikkeunivers.