Gå til indhold
Pharmadanmark logo
Kvinder foran pc kigger ud ad vindue
Overvældet efter ferien?

5 gode råd: Sådan får du en blød landing på jobbet

Det kan være overvældende at vende tilbage efter ferie, men heldigvis behøver du ikke starte i fuld sprint. Vores karrierevejledere deler deres fem bedste råd til en roligere og mere overskuelig opstart.

Mandag morgen. Ferien er slut. Indbakken bugner, kalenderen er fyldt, og to-do-listen er vokset, mens du har nydt solen.

Det kan være fristende at gå direkte fra liggestol til overhalingsbane – men det behøver du ikke.

Med et par enkle greb kan du lande blødt, skabe overblik og komme godt tilbage i rytmen. Her får du vores karrierevejlederes fem bedste råd.

1) Hjælp dit fremtidige jeg

Den bedste hjælp til første arbejdsdag starter faktisk, inden du går på ferie.

Brug fem minutter på at skrive en kort huskeliste til dig selv med de vigtigste opgaver, du skal tage fat på, når du er tilbage.

Send listen til dig selv på mail, eller læg den på skrivebordet. Så ved du, hvor du skal starte, og hvad du skal prioritere, når du er tilbage på pinden igen.

2) Gør ugen kortere, hvis du kan

Ingen siger, at første arbejdsdag efter ferien skal være en mandag. Har du mulighed for det, så start midt på ugen.

En kort arbejdsuge gør overgangen fra ferie til hverdag lidt blidere og mere overskuelig.

3) Sæt tid af til at komme tilbage

Book dig selv i kalenderen, og giv dig selv tid til at komme ind i rytmen igen.

Sæt dig ned med en god kop kaffe og land blødt.

En mødefri formiddag den første dag efter sommerferien giver ro og overblik til at prioritere i dine mails, opgaver og deadlines. Hvad haster, og hvad kan vente?

Giv også plads til en uformel snak med kollegerne. En god start handler ikke kun om opgaver – men også om at lande mentalt.

4) Gem de sværeste opgaver

Selvom kroppen er tilbage på kontoret, kan tankerne stadig være en smule på ferie. Det er helt normalt.

De første dage efter ferien er sjældent dem, hvor produktiviteten topper. Derfor kan det være en idé at starte med de mindre komplekse opgaver. Gem de største og mest krævende opgaver til, når du igen har fået overblik og er tilbage i rytmen.

5) Husk pauserne

Det kan være fristende at ville indhente alt med det samme. Men en lang to-do-liste bliver sjældent kortere af, at du springer pauserne over.

Korte pauser i løbet af dagen hjælper dig med at holde fokus og arbejde mere effektivt. Ironisk nok kan pauser være det, der får dig hurtigst gennem dagens opgaver.

En god opstart handler ikke om at være tilbage i fuldt gear fra første minut, men om at give sig selv lidt luft, skabe overblik og finde tilbage i et tempo, der holder.

Har du brug for hjælp i din karriere?

Du kan altid kontakte vores karrierevejledere, hvis du har spørgsmål eller brug for sparring til din karriere eller jobsituation. 

Tlf.: 39 46 36 30
Mail: karriere@pharmadanmark.dk

Har du brug for hjælp i din karriere?