Black Friday

Black Friday hos Pharmadanmark: Andres ’ekstra’ er vores standard

Vi springer rabatkoder og nedtællinger over. Til gengæld får du tre stærke medlemsfordele, der gælder 365 dage om året – helt uden stress.
Black Friday hos Pharmadanmark

Så er det Black Friday igen. Dagen hvor internettet blinker som et vanvittigt juletræ, og hvor alle pludselig føler en akut trang til at købe en robotstøvsuger, der kan gå tur med hunden, et udendørs isbad, der kun er lækkert i teorien, eller en blender, der kan knuse is, nødder og muligvis også dine fremtidsdrømme.

Vi gør det anderledes. Hos os er der ingen kuponkoder, ingen timer, der tæller ned, og ingen “kun i dag”-panik.
MEN vi har dog en masse at tilbyde dig – uden udløb, uden hast og uden fragtomkostninger.

Her har vi valgt at fokusere på tre af vores mange gode deals – tilbuddet gælder 365 dage om året:

Tilbud 1: Fri levering på juridisk rådgivning

Black Friday elsker ’fri levering’. Alle ved, at der er ikke noget bedre end at spare kr. 29, når man netop har trykket ’godkend’ på en PlayStation 5 til kr. 6000 (!) Men hos os er ’fri levering’ ikke et tilbud. Det er standard. Har du brug for kontraktgennemgang, lønforhandling eller rådgivning om barsel og orlov, så er hjælpen kun et opkald eller klik væk. Ingen tillægspriser, ingen overraskelser – bare hurtig og kvalificeret sparring leveret direkte til dig af vores specialiserede jurister.

Tilbud 2: Ingen to for én til din karrieresparring

Butikkerne kræver to-for-én-tilbud, og at du dermed skal gennemtrawle hele din Facebook venneliste for at overtale nogen til at dele det gode tilbud med. Hos os får du hele pakken selv. Der er kun fokus på dig. Karrierevejledning, mentorprogram og jobunivers. Alt sammen skræddersyet til dine personlige ambitioner, og du behøver ikke lokke en kollega med for at få ’varen’. Din karriere får al opmærksomheden – og det er faktisk meningen. Vores specialiserede karrierevejledere sidder altid klar til at hjælpe dig.

Tilbud 3: VIP-adgang til netværk og events

VIP er et stort ord på Black Friday, men hos os er det ganske ægte. Som medlem får du adgang til specialiserede events og netværk i hele life science-feltet. Ingen ventelister, ingen plastikarmbånd, der skærer i håndleddet, ingen dørmænd, der laver kropssprogsvurderinger. Bare ren, gratis VIP-adgang, fordi du er medlem.

Mens verden jager tilbud, der udløber om syv minutter og 43 sekunder, giver vi dig fordele, der gælder hele året. Ingen shoppingstress. Ingen digital mudderkamp. Bare mere værdi for pengene.

Robotstøvsugeren? Den må du selv tage stilling til. Men hvis du vil have et medlemskab, der giver dig mere 365 dage om året, så behøver du hverken Black Friday eller blinkende bannere.

God Black Friday – og god fornøjelse med alle de fordele, der aldrig udløber.

Life science grafik

Hvad får du som medlem?

Som medlem af Pharmadanmark får du en lang række fordele.

Se medlemsfordele