Malena vinder Specialepris: Pharmadanmark hædrer med check på 10.000 kr.
SDU-kandidat har vundet dette års Specialepris for farmacistuderende. Specialet udfordrer de gængse antagelser om, hvordan lægemidler optages i kroppen. ”Det er fuldt fortjent,” lyder det fra Pharmadanmark-formand.
Champagnepropperne popper i hobetal, flag bliver hejst, og der bliver råbt tillykke igen og igen.
Tusindvis af unge dimitterer i disse dage fra landets universiteter, og flere års hårdt arbejde bliver fejret med manér.
Torsdag løb en af de mange dimissionsfester af stablen på Syddansk Universitet, hvor dette års farmaceutkandidater blev fejret.
En af kandidaterne blev fejret en smule ekstra – nemlig dette års vinder af Specialeprisen, som uddeles af de farmaceutstuderendes fagråd FarmAgonisterne og Pharmadanmark.
Vinderen blev Malena Nguyen, som står bag specialet “Physical organization of cells and its impact on drug uptake”.
Specialet undersøger, hvordan cellers organisering påvirker optagelsen af lægemidler, og ifølge vejlederne Francesca Serra og Maria Bloksgaard kan resultaterne få betydning for udviklingen af mere målrettede lægemiddelbehandlinger.
”Stort tillykke til Malena – og til alle andre, der har afleveret speciale,” siger Stine Hasling Mogensen, formand for Pharmadanmark.
”Jeg synes, det er både spændende og modigt, at Malena har valgt at udfordre den traditionelle opfattelse af, hvad der bestemmer lægemiddeloptagelse i celler, og Malena har vist, at også cellernes organisering i vævet spiller en vigtig rolle.”
Vinder 10.000 kr. fra Pharmadanmark
Specialeprisen for farmaceutkandidater på SDU blev uddelt første gang i 2016. Det er specialevejlederne, der indstiller studerende, som har lavet et ekstraordinært speciale, til prisen.
Prisen hylder et godt stykke arbejde og ikke en god karakter, og derfor bliver specialerne ikke vurderet ud fra den karakter, de studerende har fået.
I år vinder Malena Nguyen på grund af hendes ekstra indsats i specialet. Hun har bl.a. mestret den svære teknik ’confocal microscopy’, og hendes vejledere påpeger, at de ikke tidligere har set nogen mestre den så hurtigt som Malena Nguyen.
Den nyudsprungne farmaceutkandidat vinder – udover anerkendelsen – også en check på 10.000 kr. fra Pharmadanmark.
”Det er fuldt fortjent,” siger Stine Hasling Mogensen og fortsætter:
”Jeg glæder mig til at følge Malena i hendes karriere i life science-branchen – men først har hun og de andre dimittender fortjent en lang og god sommerferie.”
Bliv studiemedlem i dag
Medlemskab hos Pharmadanmark koster 0 kr. i hele din studietid.