Gå til indhold
Pharmadanmark logo
Repræsentantskabsmøde Pharmadanmark
Repræsentantskabsmøde

Ny strategi og store ambitioner på årets repræsentantskabsmøde

Internationale udfordringer, kunstig intelligens, politiske alliancer og en ambitiøs medlemsstrategi var blandt de centrale emner, da Pharmadanmark i lørdags afholdt sit årlige repræsentantskabsmøde. Dagen bød også på spændende oplæg om beredskab og krisehåndtering med særligt fokus på lægemiddelområdet.

En masse engagerede Pharmadanmark medlemmer var i lørdags samlet til dette års Repræsentantskabsmøde.

Dagen blev indledt af Pharmadanmarks formand, Stine Hasling Mogensen, som i sin formandsberetning gjorde status over året, der er gået, og satte ord på nogle af de store forandringer, der præger den danske life science-branche. Stine lagde vægt på, at de internationale politiske bølgeskvulp også mærkes i Danmark.

Samtidig har store afskedigelsesrunder, bl.a. hos Novo, berørt mange af Pharmadanmarks medlemmer. Hertil kommer den hastige udvikling inden for kunstig intelligens, som er i gang med at rykke ved nogle af de grundlæggende strukturer i life science-branchen og forandre fremtidens arbejdsmarked.

I sin beretning fremhævede Stine også Pharmadanmarks øgede fokus på medlemsarrangementer og faglige netværk og fremhævede i den sammenhæng arrangementet Life Science Talks, som har udviklet sig til et fyrtårn i branchen.

Samtidig fortsætter Pharmadanmark med at udvikle nye tilbud til medlemmerne. De succesfulde ledernetværk suppleres nu af et nyt arrangementskoncept, "Ledelsesstemmer i life science", hvor fremtrædende ledere deler deres erfaringer, karriereveje og perspektiver på ledelse. Første arrangement finder sted den 26. november, hvor Ulla Krogsgaard Thomsen, CEO i Novo Nordisk Pharmatech, fortæller om sin rejse fra forsker til topchef.

Nye alliancer og fortsat politisk fokus

Det politiske arbejde fyldte også på repræsentantskabsmødet og i formandsberetningen. Pharmadanmark har fortsat et stærkt fokus på at skabe resultater gennem samarbejder og alliancer.

Arbejdet i AMR-alliancen fortsætter, og Pharmadanmark er sammen med Novo Nordisk Fonden og Pfizer blevet udpeget til at varetage sekretariatsfunktionen for følgegruppen til implementeringen af den nationale handlingsplan mod antibiotikaresistens. Pharmadanmark har desuden fået en selvstændig plads i følgegruppen, hvor Stine Hasling Mogensen vil repræsentere foreningen.

I 2026 har Pharmadanmark også sammen med Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Danmarks Apotekerforening etableret netværket "Sammen om Sikker Medicinering", i daglig tale SOS Medicinering. Samtidig arbejdes der på at etablere en ny alliance med fokus på sjældne sygdomme.

Et andet vigtigt politisk fokusområde er fortsat autorisation af farmaceuter samt de mange reformer, der påvirker universiteterne og de studerende.

Pharmadanmark vil blandt andet arbejde for, at vores uddannelser får del i de 2.000 nye studiepladser på STEM-området. Samtidig vil foreningen kæmpe imod regeringens forslag om at indføre et beskæftigelseskrav på gennemsnitligt fire timer om ugen for at opnå ret til dimittenddagpenge samt forslaget om at fjerne eller reducere SU'en for hjemmeboende studerende afhængigt af forældrenes indkomst.

Repræsentantskabsmøde Pharmadanmark
Repræsentantskabsmøde Pharmadanmark

Ny medlemsstrategi skal styrke Pharmadanmark

Et af dagens helt centrale punkter var vedtagelsen af Pharmadanmarks nye medlemsstrategi.

Udviklingen af strategien har været et af årets største interne projekter, og ambitionen er klar: Pharmadanmark skal også i fremtiden være den foretrukne faglige organisation for ledere, ansatte og studerende i life science samt være en stærk og relevant partner gennem hele studie- og arbejdslivet.

Strategien sætter bl.a. fokus på at styrke og digitalisere medlemsrejsen. Det gælder både på sociale medier, på hjemmesiden og i medlemssystemet, hvor nye digitale løsninger og automatiserede mailflows skal sikre en endnu mere relevant og målrettet kommunikation med medlemmerne.

Samtidig skal nye medlemstilbud, bl.a. i samarbejde med eksterne kursusudbydere, understøtte medlemmernes faglige udvikling og karriere gennem hele arbejdslivet.

Medlemsstrategien har også et stærkt fokus på trivsel og fællesskaber. Pharmadanmark vil arbejde for at styrke medlemmernes trivsel gennem både studie- og arbejdslivet og skabe endnu flere muligheder for at mødes, udveksle erfaringer og opbygge faglige netværk.

Hvordan ruster vi os til fremtidens kriser?

Efter repræsentantskabets drøftelser blev dagen rundet af med en række spændende oplæg om beredskab og krisehåndtering med særligt fokus på lægemidler og sundhedsvæsenets robusthed.

Her bidrog fire oplægsholdere med forskellige perspektiver på, hvordan vi som samfund bedst forbereder os på og håndterer fremtidige kriser:

  • Rikke Løvig Simonsen, direktør for Region Hovedstadens Apotek: Gav et indblik i arbejdet med lægemiddelberedskab, forsyningssikkerhed og produktion af kritiske lægemidler samt betydningen af den nye Region Østdanmark for fremtidens beredskab.

  • Lise Holten, chefkonsulent for sundhed og ældre i Kommunernes Landsforening: Satte fokus på kommunernes sundhedsberedskab, herunder hvordan man sikrer medicin, pleje og omsorg til sårbare borgere under kriser.

  • Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed: Præsenterede projektet BOOST, der skal styrke borgernes viden og handlekraft, så de i højere grad kan tage ansvar for egen sundhed og bidrage til det civile sundhedsberedskab.

  • Birgitte Dam Jensen, forfatter til bogen Modstandskraft og underviser: Satte fokus på de menneskelige aspekter af beredskab, herunder hvordan mennesker reagerer under ekstremt pres, og hvordan sundhedspersonale kan mindske frygt og bekymringer hos patienter.

Oplæggene satte fokus på et emne, der i en tid med øget international usikkerhed er mere aktuelt end nogensinde: Hvordan sikrer vi et robust sundhedsvæsen og et stærkt lægemiddelberedskab, når kriserne rammer?

Dagen sluttede med en hyggelig fælles middag, hvor repræsentantskabets medlemmer fik mulighed for at fortsætte samtalerne og styrke fællesskabet på tværs af Pharmadanmark.

Vil du læse flere historier?

Gå på opdagelse i aktuelle nyheder, inspirerende portrætter og historier fra hele life science-branchen.

Vil du læse flere historier?