Gå til indhold
Pharmadanmark logo
Voksen pudser næse på sygt barn

OK26

Nye barn syg-regler giver bedre rammer for børnefamilier

Nye overenskomster betyder, at du får flere rettigheder, når dit barn er syg. De udvidede barn syg-regler styrker fleksibiliteten i både det offentlige og apotekssektoren, og det er en glædelig udvikling, lyder det fra Pharmadanmark-formand.

Barn syg-reglerne er blevet opdateret for en masse Pharmadanmark-medlemmer, der arbejder på apotek eller i det offentlige.

De nye overenskomster, der er landet her i foråret, har nemlig udvidede barn syg-regler, og de nye regler er med til at skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv.

”Det er nogle fantastiske skridt i den rigtige retning. De nye regler giver børnefamilierne mere ro, når der er sygdom i familien, og det er helt sikkert noget, der vil komme mange af vores medlemmer til gode,” siger Stine Hasling Mogensen, der er formand i Pharmadanmark.

Ordningerne er blevet udvidet både på det offentlige område og i apotekssektoren – men på hver deres måde, så reglerne afspejler de konkrete behov i de to sektorer.

Du kan blive klogere på de nye regler her.

Det offentlige område: Flere sammenhængende dage med løn

På det offentlige område er der sket en væsentlig udvidelse af den eksisterende ordning.

Medarbejdere har nu ikke alene ret til løn på barnets første og anden sygedag, men også til barnets tredje sygedag. Derudover får man også den såkaldte “dag 0”– det vil sige den dag, hvor man bliver kaldt hjem fra arbejde, fordi barnet bliver sygt i løbet af dagen i skole eller daginstitution.

Samlet set betyder det, at man i praksis kan få løn, mens man passer sit syge barn, i op til næsten fire arbejdsdage.

Dagene er lønnede, hvilket giver en vigtig økonomisk tryghed for forældre i en ellers presset situation.

Det gælder dog fortsat, at fraværet ikke må være uforeneligt med arbejdspladsens drift. Det indebærer, at der i konkrete situationer kan foretages en vurdering af, om det er muligt at give fri til at passe ens syge barn – afhængigt af arbejdspladsens bemanding og opgaver. Det er heldigvis et fåtal af situationer, hvor vi i Pharmadanmark oplever det som et problem eller en konflikt på arbejdspladsen.

Apotekssektoren: Fleksibilitet og bedre planlægningsmuligheder

I apotekssektoren er udvidelsen udformet anderledes, men rummer sine egne klare fordele. Her er ordningen blevet udvidet fra én til to dage pr. sygeperiode pr. mindreårigt, hjemmeboende barn.

Umiddelbart kan det fremstå som en mindre omfattende forbedring sammenlignet med det offentlige område, men ordningens styrke ligger i dens fleksibilitet. De to dage er nemlig ikke bundet op på specifikke sygedage som f.eks. barnets første eller tredje sygedag. Dagene skal ikke ligge i forlængelse af hinanden, men de kan i stedet anvendes dér, hvor behovet er størst i det konkrete sygdomsforløb. 

Denne fleksibilitet gør det lettere at få hverdagen til at hænge sammen i en sektor, hvor arbejdstiderne ofte varierer, og hvor vagtplaner spiller en central rolle. Samtidig giver ordningen bedre mulighed for koordinering med den anden forælder eller eventuelle bedsteforældre.

Der er desuden tale om en egentlig ret til at blive hjemme og passe ens syge barn, hvilket understreger ordningens styrke. Det giver medarbejderne en klar og forudsigelig mulighed for at prioritere deres barns behov uden unødig usikkerhed.

To forskellige løsninger – samme mål

Samlet set viser de to udvidelser, hvordan forskellige sektorer kan tilpasse løsninger til deres egne arbejdsvilkår. Hvor det offentlige område har valgt en model med flere sammenhængende dage, har apotekssektoren prioriteret fleksibilitet og planlægningsmuligheder.

Begge tilgange bidrager til at styrke familielivet og skabe bedre rammer for medarbejdere med børn – på hver deres måde.

Har du brug for juridisk hjælp?

Du kan altid kontakte vores juridiske team, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. 

Mail: jura@pharmadanmark.dk
Tlf.: 39 46 36 05

 Har du brug for juridisk hjælp?