Et stort hold af ildsjæle er hver dag med til at sikre, at Pharmadanmark står stærkt og kan være den allerbedste fagforening for alle life science-folk.
Ildsjælene er frivillige, der har forskellige roller i Pharmadanmark – f.eks. sidder de i vores hovedbestyrelse, sektionsbestyrelser eller et af vores udvalg.
De er fundamentet under Pharmadanmarks arbejde. Ingen ildsjæle, intet Pharmadanmark.
Hvert år siger vi en stor tak til de mange frivillige ved en nytårskur. Her fejrer vi deres store engagement, runder det forgangne år af og kigger sammen frem mod det nye, friske år.
To af ildsjælene til dette års nytårskur var Frederik Grell Nørgaard og Eleonora Paulsen – og vi har spurgt dem, hvorfor de gerne vil bruge en del af deres tid på arbejdet i Pharmadanmark.
Frederik Grell Nørgaard, medlem af hovedbestyrelsen
Frederik Grell Nørgaard er uddannet farmaceut og startede sin karriere i Lægemiddelstyrelsen direkte efter studiet.
”Det var meningen, at det skulle være et spændende første job med fokus på vurdering af kliniske forsøg, men arbejdet med at skabe de bedste rammer for lægemiddelforskning viste sig at være så meningsfuldt, at jeg er blevet hængende lige siden,” siger Frederik og fortsætter:
”For mig handler det om at give noget tilbage til det faglige fællesskab og bidrage til en mission, jeg tror på.”
”I dag er jeg sektionsleder for en utrolig dygtig afdeling, som hver dag arbejder for, at Danmark og EU skal være verdens bedste sted at bedrive og deltage i klinisk forskning.”
Frederik blev i november 2025 valgt til hovedbestyrelsen i Pharmadanmark. Her er han med til at sætte den strategiske retning for foreningen og sikre, at Pharmadanmark varetager medlemmernes interesser i et arbejdsmarked, der bevæger sig hurtigt.
”Jeg valgte at stille op til denne tillidspost, fordi jeg brænder for at bidrage aktivt til Pharmadanmarks udvikling. Min ambition er, at vi fortsat skal være den absolut stærkeste og mest relevante fagforening inden for life science-området,” siger Frederik.
Hvorfor har du lyst til at arbejde frivilligt for Pharmadanmark?
”For mig handler det om at give noget tilbage til det faglige fællesskab og bidrage til en mission, jeg tror på. Det er enormt meningsfuldt at få lov til at præge rammevilkårene for mine kolleger i branchen. Samtidig lægger jeg ikke skjul på, at det er en personlig motivation for mig at få mere bestyrelseserfaring.”
Hvorfor synes du, at en fagforening som Pharmadanmark er vigtig i dag?
”Det grundlæggende svar er det samme som altid: Vi står stærkest, når vi står sammen. Selvom life science-branchen oplever stor vækst og trivsel, ser vi desværre også bagsiden af medaljen i form af stress og udbrændthed. Her har Pharmadanmark en bunden opgave i at hjælpe med at udvikle et arbejdsliv, der i højere grad former sig efter det hele menneske,” siger Frederik og fortsætter:
”Derudover er det vigtigt at huske, at branchens succes i Danmark ikke er en naturlov. Det kræver et utrætteligt politisk fokus, og her spiller Pharmadanmark en central rolle i at råbe beslutningstagerne op og holde dem ved ilden, så Danmark også i fremtiden er en førende life science-nation.”
Eleonora Paulsen, næstformand i bestyrelsen for privatansatte samt suppleant i hovedbestyrelsen
Eleonora Paulsen, der er uddannet medicinalkemiker fra SDU og har en PhD fra KU, arbejder i dag som Senior Process Manager hos Novo Nordisk.
”Jeg synes personligt, at medicinalkemiker-uddannelsen giver den optimale kombination af viden inden kemi, farmaci, medicin og andre fag. Den klæder kandidater på til at kunne dække brede funktioner og kunne navigere i interdisciplinære stillinger uden at føle sig på dybt vand,” siger Eleonora.
”Man bliver taget som individ og ikke blot et nummer ud af 100.000.”
Hun har i dag ansvar for nogle af de klassiske laboratorieprocesser hos Novo Nordisk: Håndtering af kemikalier og reagenser, kemiske analyser, kromatografi, mikrobiologiske analyser og validering af metoder.
Eleonora har været medlem af Pharmadanmark siden 2007, hvor vi åbnede dørene for medlemmer, der havde andre uddannelser end farmaci.
”Jeg kan rigtig godt lide Pharmadanmarks profil som en fagforening, hvor man bliver taget som individ og ikke blot et nummer ud af 100.000,” siger hun og fortsætter:
”Jeg synes, at Pharmadanmark leverer et fremragende program af arrangementer, hvor der er rig mulighed for at netværke, lære nye folk at kende og på den måde blive klogere på feltet, karrieremuligheder og udviklingsstrategier. Det kan give et boost i den rigtige retning at få talt med en kollega fra et andet firma, som man møder under arrangementer.”
Hvad er din rolle i Pharmadanmark i dag?
”Jeg er næstformand i bestyrelsen for privatansatte. Desuden er jeg suppleant i hovedbestyrelsen. Det er vildt forskellige roller med fokus på forskellige elementer, men begge roller indeholder nogle vigtige funktioner, som samlet sikrer, at Pharmadanmark dækker feltet relevant for sine medlemmer.”
Hvorfor har du lyst til at arbejde frivilligt for Pharmadanmark?
”Fordi jeg kan se det stigende konkurrencepres både fra de store og de gule fagforeninger, som udfordrer Pharmadanmark. Personligt synes jeg, at vores samfund bevæger sig i en retning, hvor kompleksitet af information udfordrer vores mulighed for at vurdere valg, og vi træffer ofte en beslutning på basis af et meget hurtig check – som f.eks. pris: Hvad betaler sig bedst? Men det er svært at overskue et regnestykke for en fagforening, da regningen kan være spredt ud over mange år,” siger Eleonora.
”Man kan være sikret i sit job i en årrække og føle sig veltilpas i en gul fagforening – indtil krisen rammer, og man står pludselig uden job, uden godt netværk (fordi den gule fagforening ikke giver mulighed for at pleje sin netværk ligesom Pharmadanmark) og uden ordentlig sikring, da de rigtige fagforeninger er blevet presset ud til kanten i priskrigen.”
”Det er ligesom med Netto og andre billige butikskæder: De kan være fremragende til at dække de basale hverdagsbehov og tilbyder attraktive priser. Men når du skal lave et særligt måltid, bliver du nødt til at opsøge en specialbutik.”
Hvorfor synes du, at en fagforening som Pharmadanmark er vigtig i dag?
”Fordi Pharmadanmark sikrer ordentlige arbejdsvilkår, karrierepleje og giver os mulighed for at vokse med feltet og ikke synke ned både fagligt og personligt.”
Bliv medlem i dag
Vil du også have adgang til stærke medlemsfordele og et netværk, der styrker din karriere?