Over 100 personer samlet til Forskningens Døgn
Pharmadanmark arbejder for at fremme dansk forskning og sikre gode rammevilkår for den uafhængige forskning. Vi bakker derfor op om videnskabsfestivalen ”Forskningens Døgn” som hvert år arrangeres af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Over 100 engagerede medlemmer deltog i år i Pharmadanmarks tre events.
Detektivmetode til opsporing af forfalskede lægemidler
Forsker og ph.d. Else Holmfred fra Institut for Farmaci på Københavns Universitet skød ugen i gang med et spændende oplæg om, hvordan isotopanalyser kan bruges til at identificere lægemidler og afsløre forfalskede lægemidler. Hun indledte med at fortælle om sin udstationering på Stanford University, hvor hun som postdoc har udført forskningen bag oplægget. Imponerende rammer for banebrydende forskning.
Psykedeliske stoffer og hjerneforskning
Hvilket potentiale er der for brug af psykedeliske stoffer som psilocybin og LSD til behandling af sygdomme som depression og skizofreni? Og har mikrodosering nogen plads i behandlingsalgoritmen? Spørgelysten var stor blandt de medlemmer, der hørte oplægget med Kristian Larsen fra Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet.
Moralsk stress i et accelereret arbejdsliv
Højt arbejdstempo og arbejdspres, der spænder ben for at handle som man finder etisk korrekt, udgør et særligt dilemma for de af vores medlemmer, der arbejder tæt på patienter på eksempelvis apotek og sygehus. Pelle Korsbæk Sørensen fra Center for Sygepleje fra Professionshøjskolen Absalon gav i sit oplæg indsigt i, hvilke strategier du kan bruge, når du oplever tidsnød eller et fald i kvalitet i arbejdet. Ofte står valget mellem mening, tid og økonomi. Afvejningen mellem, hvad der vægtes højest, er en prioritering, der skifter i løbet af livet.
Hold øje med arrangementskalenderen, så du ikke går glip af vores spændende arrangementer.