Hvad er en overenskomst overhovedet?
En overenskomst er en aftale, som indgås mellem repræsentanter for lønmodtagerne - typisk en eller flere faglige organisationer - og arbejdsgiverne eller en arbejdsgiverorganisation, som repræsenterer dem.
Hvis du ikke er ansat på overenskomst, kan din leder som udgangspunkt ændre dine vilkår.
Er du derimod ansat på overenskomst, kan dine ansættelsesvilkår kun ændres gennem forhandlinger med den faglige organisation.
Hvis du er ansat på apotek, er dit ansættelsesforhold f.eks. styret af en overenskomst, som er indgået mellem Pharmadanmark og Danmarks Apotekerforening.
Er du offentligt ansat, er du automatisk omfattet af en overenskomst.
Er du derimod privatansat i life science-industrien, er du sjældent dækket af en overenskomst. Derfor kan det være afgørende at få hjælp af vores jurister, når dine individuelle ansættelsesvilkår skal på plads ved ansættelse.
Der er dog undtagelser, da enkelte private virksomheder har overenskomst med Pharmadanmark, det gælder f.eks. Takeda Pharma.
Hvad er processen omkring en overenskomst?
Inden selve overenskomstforhandlingerne går i gang, ligger der et stort forarbejde. Det forarbejde starter hos medlemmerne af de faglige organisationer.
Det sker ved, at Pharmadanmark skriver ud til alle deres offentligt ansatte og apoteksansatte medlemmer og beder om input til, hvilke krav der skal stilles til overenskomstforhandlingerne. Det gjorde vi allerede sidste forår.
Ligesom ved OK25 (overenskomstforhandlingerne for året 2025) har Pharmadanmarks medlemmer ifm, OK26 været meget aktive og stillet flere hundrede forskellige forslag.
Hvor opnår man enighed om krav?
Ligesom Pharmadanmark modtager krav fra vores medlemmer, modtager de øvrige medlemsorganisationer i Akademikerne (AC) også krav fra deres medlemmer.
Disse mange krav bliver i den enkelte medlemsorganisation kogt ned til nogle mere overordnede krav, som tilsammen dækker de input, der er modtaget.
Derefter sendes kravene til Akademikerne, som er hoved- og forhandlingsorganisation for 26 akademiske medlemsorganisationer, herunder Pharmadanmark.
De 26 medlemsorganisationer bliver herefter enige om én samlet pakke med krav, som skal indgå i de kommende overenskomstforhandlinger med arbejdsgiverorganisationerne.
Udvekslingen af krav til OK26 skete 12. december 2025 i staten og 16. december 2025 i kommuner og regioner.
Hvad sker der nu?
Lige nu er forhandlingerne om en overenskomst på alle tre offentlige områder i gang.
Det er oftest sådan, at der kommer et resultat senest ved udgangen af februar måned.
Når parterne har nået frem til et resultat, sendes det til godkendelse i alle de 26 medlemsorganisationer i Akademikerne.
Indtil resultatet er klart, arbejder de forskellige organisationer videre ved forhandlingsbordet.
Det arbejde er underlagt streng fortrolighed, så parterne kan arbejde mod løsninger, og så en offentlig debat ikke forhaler arbejdet eller misforstår parternes forslag.
Overenskomstforhandlinger foregår så vidt muligt i en løsningsorienteret ånd, og partnere opnår oftest enighed om resultatet – men ellers vil der komme konfliktvarsel og i yderste instans konflikt.
Har du brug for juridisk hjælp?
Du kan altid kontakte vores juridiske team, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Mail: jura@pharmadanmark.dk
Tlf.: 3946 3605