”Jeg vil altid være ham, der var i Novo Nordisk”

Skal man have en knivskarp karriereplan, når man er ung og nyuddannet, hvis man gerne vil ende som topchef i Danmarks største life science-virksomhed?

Nej.

I hvert fald ikke hvis man hedder Lars Fruergaard Jørgensen.

I foråret 1991 havde han en enkelt eksamen tilbage på cand.merc.-studiet, som han læste på Handelshøjskolen i Aarhus. På det tidspunkt var der massiv arbejdsløshed blandt nyuddannede økonomer, og fortællingen blandt de studerende var, at man skulle skrive 100 ansøgninger for at komme til 10 samtaler og i sidste ende være heldig at få ét job.

Så selvom Lars ikke var helt færdig med sin uddannelse, gik han i gang med jobsøgningen.

Han købte Aarhus Stiftstidendes søndagsavis og tjekkede jobannoncerne igennem. Der var fire graduate-stillinger, der matchede hans profil.

En hos Bikuben, en hos Baltica, en hos Unibank – og så den sidste hos Novo Nordisk.

Lars sendte fire ansøgninger afsted. Og selvom der var rift om stillingerne, blev han kaldt til samtale hos dem alle fire.

Han husker især samtalen hos Novo Nordisk. Han havde taget toget fra Aarhus til København, og herfra hoppede han på S-toget til Bagsværd, gik op ad Krogshøjsvej og mødte Inger Jansson til den første samtale.

Det gik godt, og det gjorde anden og tredje samtale også.

Der var ikke lige så meget fart på samtalerne med Bikuben, Baltica og Unibank, så da Lars fik tilbudt Novo-jobbet med en startløn på 23.297 kr., takkede han ja uden tøven.

Det skulle vise sig at være en ret god beslutning.

Jobbet blev startskuddet til en vild karriererejse i medicinalvirksomheden – men det vendte også op og ned på Lars’ privatliv.

Samtidig med at Lars startede i sin graduate-stilling, startede der nemlig også en farmaceut i et parallelt graduate-program. Hun hed Lotte, og i dag er hun Lars’ kone.

”Jeg fik et job, jeg blev forelsket, og jeg blev gift. Det var hele pakken,” siger Lars i dag.

”Jeg fik et job, jeg blev forelsket, og jeg blev gift. Det var hele pakken.”

Tænker du nogle gange over, hvad der var sket, hvis du ikke havde fået jobbet hos Novo Nordisk, men måske et af de tre andre jobs, du søgte dengang i 1991?

”Jeg tror, jeg er en person, som også ville falde til andre steder. Så hvis jeg var startet i den finansielle sektor, var jeg nok også blevet glad for det,” siger Lars og fortsætter:

”Men nu startede jeg hos Novo Nordisk, og her landede jeg i en virksomhed med et meget tydeligt formål. Det er meningsfuldt at lave medicin til folk, der lever med en kronisk sygdom, og når man først har fået det ind under huden, er det svært at slippe.”

Når Lars i løbet af årene har fået jobtilbud fra andre virksomheder, har det været nemt at sige ’nej tak’.

Han har ikke haft lyst til at forlade life science-branchen eller den virksomhed, hvor han hver dag kunne få lov til at gøre en forskel for andre.

”Og så har jeg også været privilegeret i min karriere, fordi jeg hele tiden har fået nye udfordringer. Der skete hele tiden noget nyt, så jeg var stimuleret, og typisk kom mulighederne, før jeg var blevet træt af det, jeg lavede,” siger Lars.

”Det kommer ikke af sig selv”

Og lad os lige tage et kig på den lange karriere, Lars har haft i Novo Nordisk. Du ved nok allerede godt, at den sluttede i sommeren 2025, da han blev fyret som adm. direktør – og nu ved du også, at den startede med et graduate-job i 1991 – men hvad skete der i mellemtiden?

Kort fortalt: Ret meget.

I løbet af de 34 år, som Lars endte med at være i Novo Nordisk, har han haft ti forskellige roller. Han har været udstationeret i Holland, USA og Japan, og han har undervejs haft ansvaret for tusindvis af medarbejdere.

Selvom Lars aldrig har haft en fasttømret karriereplan, er det hele naturligvis ikke dumpet ned fra himlen. Langt fra.

Det har krævet hårdt arbejde, og selvom flotte titler aldrig har været den største motivationsfaktor for ham, vil det være forkert at sige, at det ikke har været vigtigt for ham, når han er steget i graderne.

”Man har ikke et karriereforløb, som jeg har haft, hvis man ikke er ambitiøs.”

”Det ville være nemt at sige, at det ikke har betydet noget, men det har det. Man har ikke et karriereforløb, som jeg har haft, hvis man ikke er ambitiøs,” siger han og fortsætter:

”Og det betyder, at man på en eller anden måde har leveret varen, og at man har kunne tilsidesætte nogle af sine egne behov. Det kommer ikke af sig selv.”

Opvæksten på gården i Skals

Det har altid været vigtigt for Lars, at han har haft mulighed for at prøve sig selv af. Nye udfordringer har givet ham energi, og han er ofte landet i roller, hvor han har stået med opgaver, som han ikke har prøvet før.

På et tidspunkt skulle han f.eks. flytte til USA, hvor han skulle stå for at lave budgettet for virksomhedens nye fabrik i North Carolina færdigt. Han sad begravet i styklister og andre detaljer, han aldrig havde siddet med før – og med en skarp deadline var der kun én vej: Fremad.

”Jeg kan huske, at jeg en lørdag sad og skulle have alt til at falde på plads. Jeg var helt alene, og der var ingen andre på fabrikken,” siger Lars og fortsætter:

”På sådan et tidspunkt er ens læringskurve meget, meget stejl. Men når man kommer igennem og har fået opgaven i hus, tænker man: ’Det var sgu fedt. Der lærte jeg virkelig noget.’”

Lars er overbevist om, at ens opvækst betyder meget for, hvordan man håndterer udfordringer.

Hvad er det for en følelse, du har, når du pludselig står med ansvaret for noget, du aldrig har prøvet før? Bliver du bange? Handlingslammet? Eller trækker du vejret dybt og finder en løsning?

Lars er typen, der gør det sidste.

Og ifølge ham selv skyldes det i høj grad hans opvækst på familiegården i Skals lidt uden for Viborg.

Her voksede Lars op med sin tvillingesøster og forældrene, der drev landbruget. Farfaren, der havde haft gården tidligere, boede stadig på gården, og det lille familiekollektiv var en tryg base for de to, små tvillinger.

Når faren skulle på arbejde, traskede han over gårdspladsen og passede dyrene, og når det var frokosttid, kom han ind og spiste med familien.

Det var trygge rammer, og det var samtidig helt naturligt, at alle i familien skulle hjælpe til på gården. Pligter var en del af hverdagen, og man skulle bidrage til fællesskabet.

”Da jeg startede i gymnasiet, var det lige midt i høsten. Så det betød, at jeg ikke havde tid til at lave lektier, for når jeg kom hjem fra skole, skulle der høstes,” fortæller Lars.

”Da jeg startede i gymnasiet, var det lige midt i høsten. Så det betød, at jeg ikke havde tid til at lave lektier.”

”Pligten, den kan man ikke løbe fra.”

Selvom arbejdet på gården var en pligt, kunne Lars godt lide at hjælpe til. Forældrene udviste altid tillid til, at Lars kunne klare de opgaver, han blev sat til – også de uforudsete udfordringer, der dukkede op på vejen.

Engang skulle han køre møg ud på marken, men pludselig punkterede et dæk på vognen. Han gik ind til sin far og sagde, at dækket var punkteret. Faren kiggede på sin søn og sagde: ”Hvorfor fortæller du mig det?”

Lars vidste godt, hvad det betød. Han skulle fikse problemet selv.

Så han gik ud og pillede hjulet af, kørte til smeden og fik det lappet, tog hjem og satte det på igen og fortsatte så med at køre møget ud på marken.

”Jeg har mange gange stået i en situation, hvor jeg har tænkt: ’Hvad skal jeg gøre? Det her har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg jo ikke finde ud af.’ Men når man er omgivet af forældre, der siger: ’Jeg har tillid til, at du finder ud af det’, så vokser du med opgaven,” siger Lars.

”Man lærer, at det faktisk er okay, at det virker utrolig svært, når man starter på noget, man ikke har prøvet før. For det viser sig jo ofte, at hvis man kigger godt på det og måske laver en plan, inden man går i gang, så lykkes man næsten hver gang.”

Af og til reflekterer Lars i dag over, hvad det betyder, at mange forældre i dag curler deres børn.

”Jeg tænker nogle gange på, at den verden, vi lever i, kræver meget robusthed. Og det er vigtigt, at man bliver trænet i det i sin opvækst,” siger han og fortsætter:

”Hvis man som forældre hele tiden træffer valg for sine børn eller fjerner nogle af de ting, der kan give robusthed, så føler man nok, at man hjælper dem. Men det gør nok i stedet, at de er mindre robuste, når de kommer ind i voksenverdenen.”

Lektor Kå og handelshøjskolen

Selvom opvæksten på gården var tryg, og Lars godt kunne lide arbejdet i marken, drømte han ikke om at følge i sin fars og farfars fodspor.

Han ville gerne lære noget mere, og han var nysgerrig på verden. Han tænkte, at han kunne blive ingeniør eller arkitekt. Det var på en måde en forlængelse af alt det praktiske arbejde på gården. Man kunne se, at det man lavede, blev til noget konkret.

Men i gymnasiet skiftede Lars retning.

Det er den klassiske historie om en ekstraordinær lærer, der gør et helt særligt indtryk og åbner sin elevs øjne for nye perspektiver.

Lektor Kå, hed han i Lars’ tilfælde.

En karakteristisk, ældre herre af den gamle skole, som altid underviste i det samme lokale på tredje sal på Viborg Katedralskole. De andre lærere underviste i forskellige klasseværelser, men Lektor Kå havde sit eget spot.

Her underviste han eleverne i historie, og Lars, der var mat-fys-student, fik med økonomisk historie og Lorenz-kurven øjnene op for, at matematik og databehandling også kunne bruges til at beskrive samfundet.

”Jeg havde ikke valgt samfundsfag, for jeg var ikke sådan en diskussionslysten, politisk type – mere en, der kunne lide data og modeller. Men i Lektor Kås timer gik det op for mig, at man faktisk kan bruge data og matematik til noget samfundsrelateret,” siger Lars.

”Han talte til min nysgerrighed for, hvordan samfundet hænger sammen, og det gjorde, at jeg i stedet for at læse til ingeniør eller arkitekt, startede på Handelshøjskolen efter gymnasiet.”

”Det er vigtigt, at man er sig selv”

Herfra kender vi historien. Lars startede hos Novo Nordisk, og karrieren susede afsted.

Ledelse har i mange år været Lars’ kernedisciplin, og han har altid været bevidst om, hvad der er hans opgave – og hvad der ikke er.

Hvis du bare siger ”det rigtige”, men du ikke mener det, så er det ikke autentisk, og du får ikke medarbejderne med.”

”Du kan som topchef vælge at blande dig i alt og i andres arbejde, men det er ikke særlig smart. Til gengæld er der ting, som kun en topchef kan gøre. Det handler om at udstikke en retning og at træffe beslutninger, hvis noget er uklart,” siger han.

”Man skal kunne træffe de svære valg – og lige så vigtigt skal man kunne kommunikere dem.”

Kommunikation er nøglen, hvis man skal være en god leder, mener Lars. Man skal kunne forklare, hvorfor virksomheden gør, som den gør, og hvad strategien er. Men det handler også om at vise, hvem man er som person, understreger han.

”Det er vigtigt, at man er sig selv. At man er autentisk. Hvis du bare siger ”det rigtige”, men du ikke mener det, så er det ikke autentisk, og du får ikke medarbejderne med,” siger Lars.

Folk gennemskuer hurtigt, hvis du er en bandit-i-habit, som Lars udtrykker det – og hvis man er en bandit, er det en ret dårlig idé at være topchef.

Det faktum, at Novo Nordisk har haft værdier, som har overlappet med Lars’ egne, har gjort det nemt for ham at være sig selv i rollen som topchef.

”Det handler f.eks. om ordentlighed, og at vi rent faktisk gør det, vi siger. Det er både mine og Novo Nordisk’ værdier. Så jeg har følt, at hver gang jeg blev forfremmet, kunne jeg være lidt mere mig selv – og på mange måder var det letteste job at være CEO, for her kunne jeg være 100 procent mig selv.”

I sin tid som topchef brugte Lars meget tid på at holde medarbejdermøder, hvor han delte sine tanker om forskellige ting. Det var vigtigt for ham, at han var tydelig og kommunikerede klart.

Medarbejderne vidste, hvor de havde dig?

”Ja, det håber jeg.”

Interesseret i andre mennesker

Den tydelige kommunikation og klare ledelse er uden tvivl faldet i god jord hos mange Novo Nordisk-ansatte. Det stod klart den dag i maj 2025, da det blev annonceret, at Lars ikke længere skulle være topchef i virksomheden.

Medarbejderne stimlede sammen og klappede, da han gik ned af trapperne på hovedkontoret, og da han sagde endeligt farvel i august, var det også med stående klapsalver efter hans sidste tale.

”Jeg tror først, at det gik op for mig, hvor meget jeg havde været for hvor mange, da min afsked blev annonceret,” siger Lars.

”Jeg tror først, at det gik op for mig, hvor meget jeg havde været for hvor mange, da min afsked blev annonceret.”

Han har det seneste år fået et væld af beskeder fra folk, der har mødt ham i tidens løb, og som han har gjort et stort indtryk på. Topchefen har altid spurgt nysgerrigt ind, når han har mødt et nyt menneske – og det har været lige meget, om personen over for ham var receptionist eller præsident.

”Jeg er interesseret i andre mennesker,” siger han og fortsætter:

”Så den dag, hvor folk klappede, var det som om, at alt det, jeg havde forsøgt at give til folk, kom tilbage til mig. Det gjorde, at det at have gået på arbejde gav mening – også selvom jeg skulle holde. Så det var meget emotionelt.”

”Lars er Lars”

Selvom Lars nåede at komme helt til tops i Novo-hierarkiet i sin tid i virksomheden, sørgede han for at bevare benene på jorden.

Det var – og er – vigtigt for ham, at han stadigvæk ”bare” er Lars.

”Jeg føler egentlig, at jeg har været mig selv hele vejen. Og jeg håber, at dem, der har kendt mig i mange år, vil sige, at Lars er Lars.”

Empatisk, nærværende, ærlig, høflig og ordentlig er nogle af de ord, der går igen, når andre skal beskrive den tidligere topchef.

Han genkender sig selv i ordene, men for ham er de egentlig ikke noget særligt. Det er nogle ret almindelige menneskelige værdier, som han siger.

Spørgsmålet er, hvad der kan få den rolige jyde hylet ud af den? Hvad kan gøre ham vred?

”Jeg har det med at være ærlig og vise sårbarhed, og noget, der kan tænde mig af, er, hvis nogen udnytter det,” siger Lars.

”Jeg har det med at være ærlig og vise sårbarhed, og noget, der kan tænde mig af, er, hvis nogen udnytter det.”

Han kan blive utålmodig og irriteret, hvis han giver plads til andre og er meget lyttende, og personen over for ham så ikke kan finde ud af at stoppe.

”Så kan jeg gå fra at have en lang lunte til en kort lunte på ret kort tid. Og det kan nogle gange overraske folk, at jeg godt kan blive meget hård.”

Det er for eksempel meget sjældent, at den tidligere direktør ændrer holdning, når han har taget en beslutning, og så det er en dårlig idé at blive ved med at argumentere for noget andet.

”Det får man ikke noget ud af – udover at opleve, at jeg bliver sur, og det er ikke sjovt for nogen.”

Vel heller ikke for dig selv?

”Nej, for jeg mister lidt kontrollen – og så siger man nogle ting, man ikke skulle have sagt, og det bliver lidt for firkantet. Det er ikke rart.”

Slipper langsomt Novo Nordisk

Selvom det snart er et år siden, at Lars stoppede i Novo Nordisk, siger han stadig ”vi”, når han taler om virksomheden. Han har haft Novo-kasketten på så længe, at det er blevet en del af hans identitet.

”Firmaet er gradvis kommet på afstand, men jeg vil altid være ham, der var i Novo Nordisk,” siger han.

Han er glad for, at han ikke stoppede fra den ene dag til den anden, da hans fyring blev annonceret i maj. Han arbejdede videre indtil august – og selvom det var en lidt mærkelig tid, fordi folk godt vidste, at han snart var ude af vagten, var det rart at arbejde ”færdigt” og sige farvel i ro og mag.

”Jeg tror, at det havde været traumatisk, hvis den dag i maj havde været min sidste arbejdsdag. Hvis jeg bare skulle aflevere mine nøgle og smutte. Men i august følte jeg mig klar til at holde,” siger han.

Var det en lettelse at slippe ansvaret?

”I mange år har jeg været på arbejde hver eneste dag. Jeg føler, at jeg var rimelig god til at holde fri, men i løbet af få sekunder kunne det gå fra, at jeg havde fri, til at jeg var på arbejde, hvis der skete et eller andet,” siger Lars og fortsætter:

”I løbet af få sekunder kunne det gå fra, at jeg havde fri, til at jeg var på arbejde.”

”Hver morgen, når jeg vågnede, skulle jeg forholde mig til, hvad der skete i USA. Om præsidenten havde sagt et eller andet i løbet af natten. Det er en lettelse ikke at gøre det længere – selvom jeg selvfølgelig stadig følger med.”

Når man går ud ad døren med en fyreseddel i hånden, er det sjældent, at man har særlig meget med virksomheden at gøre bagefter.

Det gælder også for Lars.

Han kommer ikke lige forbi kontoret til en snak eller en kop kaffe, men det er egentlig heller ikke noget, han savner.

”Jeg kender mange andre CEOs, der også er stoppet, og alle siger lidt det samme: At når man holder, så lukker man døren. Det, man lavede, forsvinder også ret hurtigt – en masse møder og at træffe nogle beslutninger – så når man ikke længere er en del af det, så er der heller ikke noget konkret at gøre, hvis du dukker op.”

Bye bye, jetlag

Hverdagen ser i dag noget anderledes ud for Lars. Han har pludselig tid til at lave huslige pligter derhjemme, og det er ham, der får det arrangeret, når der skal laves service på varmepumpen.

For nylig var Lars i Berlin til et møde, og da han skulle hjem, hoppede han på et tog i stedet for et fly. Noget, han aldrig ville have haft tid til som topchef, men som han i dag godt kan bruge en dag på.

Han har kun haft jetlag én gang, siden han stoppede i Novo Nordisk – noget, der ellers var hverdagskost – og han behandler generelt sin krop langt bedre end før.

Han får sin søvn, og han dyrker sport fem ud af syv dage. Tennis, spinning, yoga og en personlig træner. Det giver ham energi, og så er det ”skidesjovt” at lave sport, som han siger.

Lars har altid været introvert, og da han arbejdede som topchef, var det vigtigt for ham at have lagt små pauser ind i løbet af dagen, hvor han kunne samle sig, få lidt luft og derefter være en bedre version af sig selv resten af dagen.

Han forsøgte at holde fast i sine pauser, men man kommer ikke udenom, at et topjob som hans, tærer på kroppen. Nu har han fået tid til at puste ud.

”Jeg bliver meget inspireret af min familie”

Lars har gjort op med sig selv, at han ikke ønsker at være adm. direktør igen. Han skal noget andet.

I første omgang er han blevet forperson for Healthcare Denmark, hvor rollen er at hjælpe dansk life science i sin helhed med at lykkedes.

Derudover er han gået i gang med at investere penge i regenerativt landbrug.

”Jeg har haft et rigtig meningsfuldt arbejdsliv.”

”Jeg har haft et rigtig meningsfuldt arbejdsliv. Nu har jeg ikke et fuldtidsjob længere, men jeg vil stadigvæk gerne lave noget, der er meningsfuldt.”

Du står et meget privilegeret sted, og du kunne jo godt vælge at sige, at nu går jeg helt under radaren og lever et liv i sus og dus. Føler du dig forpligtet til at bruge både din tid og dine penge på at gøre noget godt?

”Nej, jeg føler mig overhovedet ikke forpligtet. Jeg føler mig inspireret af andre. Det er ikke noget, der er vokset i mit eget hoved,” siger Lars og fortætter:

”Jeg bliver meget inspireret af min familie og deres oplevelse af ting, og jeg lærer for eksempel sindssygt meget af min kone og mine børn og den måde, de tænker på.”

Én ting er, at han kan gøre en forskel med de penge, han har – men han er også bevidst om, at hans stemme har magt.

”Hvis jeg siger noget, er der mange, der lytter. Så forhåbentlig kan jeg være med til at vise en vej til at gøre nogle ting på en anden måde.”

Det er et lidt klichéagtigt spørgsmål, men hvad vil du gerne huskes for?

”Det er et godt spørgsmål. Det har jeg aldrig rigtig tænkt over,” siger Lars.

Han bliver stille, tænker, kigger lidt ud ad vinduet og fortsætter:

”Det er svært at sige bare én ting. Men det må være ordentlighed. At jeg har prøvet at gøre tingene så godt som muligt og på en ordentlig måde.”

Man skal bidrage med det, man kan, og man skal gøre sig umage – og hvis man gør det, er det godt nok, tilføjer han.

Det betyder ikke, at Lars aldrig har tvivlet på sig selv. Der har været mange episoder, hvor han har stået over for en kolossal udfordring og er blevet urolig.

For eksempel da han skulle til høring i det amerikanske senat i september 2024. Det kunne han godt mærke i maven. Han delte sin nervøsitet med sin kone, og hun svarede prompte: ”Hør nu her, du synes jo altid bagefter, at det er gået skidegodt. Det gør det også den her gang.”

Og det gjorde det. Og Lars blev endnu en gang bekræftet i, at han kan bruge sin tvivl konstruktivt.

”Hvis man ikke har tvivlen, har man heller ikke energien eller motivationen til at forberede sig. Hvis man tror, at man kan det hele og aldrig tvivler, så tror jeg, at man oplever at blive overrasket en gang imellem. Men jeg har altid tvivlet nok til, at jeg satte mig ned og forberedte mig, så jeg var klar, siger han.

”Hvis man ikke har tvivlen, har man heller ikke energien eller motivationen til at forberede sig.”

”Og jeg tror, at den tilgang har gjort, at jeg har kunne leve med ansvaret.”

Vi kan ikke styre alting, men hvis man har forberedt sig og gjort sit bedste, så er terningerne kastet. Nogle gange slår man en sekser, andre gange får man en etter.

You win some, you lose some. Men hvis du er ordentlig på vejen, er Lars sikker på, at det hele nok skal gå.