Konfliktskyhed skaber konflikter

Når to kollegaer har en uenighed på konflikttrappens nederste trin, er det fordi, samtale stadig er mulig. Man prøver at løse uenigheden, selvom det måske er svært.

Hvis samtalen bryder sammen, sker der typisk det, at den rykker op på konflikttrappens næste trin, hvor samtaleformen bliver ’tiltale’.

’Du er’, ’du gør’, ’du sagde’.

Nu har konflikten fået en eskalerende karakter, og hvis ingen af de to kollegaer er i stand til at trappe konflikten ned, så vil den snart ende på konflikttrappens tredje trin, hvor tiltale bliver til ’omtale’. Nu kan man ikke længere være i rum sammen. Og så slår det sjældent fejl, at andre kollegaer bliver hevet ind i konflikten.

’Han er’, ’hun gør’, ’han sagde’, ’hun påstår’.

Det kan være opskriften på, hvordan en større konflikt på arbejdet opstår, men ifølge konsulent, konfliktmægler og forfatter til bogen ’En kur mod konfliktskyhed’, Anders Stahlschmidt, er det faktisk ikke den mest almindelige model.

”Rigtig mange mennesker nærer så stor frygt for at tage hul på konfliktstof, at de springer hen over de to første trin på konflikttrappen og går lige til tredje trin. Uden at konfrontere den kollega, som uenigheden hører hjemme hos, søger de alliance hos et par af de andre kollegaer. Det er som regel en rigtig dårlig idé.”

"Næsten alle de konflikter, jeg bliver involveret i som mægler, starter med, at én eller flere har været konfliktsky."

Da Anders Stahlschmidt startede som konfliktmægler, havde han den opfattelse, at konflikter opstår på grund af mennesker, der på forskellig vis har svært ved at tøjle deres følelser og temperament. I dag ser han væsentligt anderledes på det.

”På overfladen kan det godt se ud som om, at det er de koleriske, der driver konflikten, for nogle råber jo på et eller andet tidspunkt højt, hvis en konflikt får lov til at udvikle sig over tid. Men næsten alle de konflikter, jeg bliver involveret i som mægler, starter med det modsatte. Der er én eller flere, som har været konfliktsky. De er gået direkte til de andre kollegaer, eller måske endda til chefen, uden først at forsøge sig med en samtale med rette vedkommende.”

Brug appelskalaen

Konfliktsky mennesker har som regel intet ønske om at starte en konflikt. Men det kommer de uforvarende til at gøre, understreger Anders Stahlschmidt.

”Det er de pæne mennesker, som mig selv, der har svært ved at sige noget, som kunne såre eller krænke andre, som får konflikten til at eskalere. For hvis du ikke tør konfrontere den person, du har et problem med, så oplever du et psykologisk pres, som er svært at gå med alene."

"Den, du henvender dig til for at få en allieret, vil gerne være solidarisk med dig og begynder at kigge sig omkring for at få øje på dine problemer med en kollega. Så nu har du ikke bare fået luft, du har opbygget et fjendebillede, som involverer flere mennesker.”

Det kunne have været så nemt, men nu er det blevet rigtig svært. For den samtale, du ikke havde modet til at tage, er blevet til en atmosfære, som kan mærkes i hele dit team, pointerer Anders Stahlschmidt.

”Man skal ikke underkende, at der er nogle ting, der er svære at få sagt. ’Jeg kan ikke lide, at du rører ved mig, når du går forbi mit skrivebord’. Den kan man brænde inde med, selvom berøringen er ganske uskyldig."

"Men kan man finde en måde at få det sagt? Det er tilladt at bruge lidt humor, eller at sige det på en meget let måde. Det kan også være, at man kan få gjort lidt grin med sig selv samtidig. ’Jeg har sådan en skør ting med at blive forskrækket, hvis der er nogen, som pludselig rører ved mig’. Det kan tage brodden af situationen."

"Hvis du derimod går over til Inge Lise og hvisker til hende, at Kurt er vildt grænseoverskridende i den måde, han ’ligesom helt tilfældigt rører ved min skulder’, så har du strøget en tændstik, der kan udvikle sig til en steppebrand,” siger Anders Stahlschmidt, som foreslår, man bruger ’appelskalaen’, før man siger noget til en kollega, som er svært at få sagt.

”Prøv at undersøge med dig selv, hvor vigtigt det er for dig at få svesken på disken. På en skala fra 1 til 10 – hvor magtpåliggende er det, at din kollega forstår, at du føler, dine grænser bliver overskredet? Hvor vigtigt er det for dig, at vedkommende ændrer adfærd?"

"Hvis det ikke er særlig prekært, så kan du vælge ikke at sige noget. Men så er du til gengæld nødt til aktivt at afkoble dit engagement. Hvis det er dig magtpåliggende, så bliver du nødt til at handle. For det er, når man er meget investeret i et problem, som man vælger at tie stille med, at tingene kan udvikle sig helt skævt.”

Små elektriske stød

Vi lever i en meget konfliktsky kultur, mener Anders Stahlschmidt.

”Særlig i disse år skal vi passe på, at vi ikke bliver så bange for at nærme os hinandens grænser, at vi efterlader hinanden isolerede. Vi skal ikke overskride grænserne, men vi skal hen og røre ved dem."

"Vi skal ikke overskride grænserne, men vi skal hen og røre ved dem."

"Jeg var konsulent for en topleder i en virksomhed, som jeg havde givet den øvelse, at han skulle sige, ’ jeg forlanger’ til sine medarbejdere. Han kunne bare sige det på en venlig eller en humoristisk måde, så sværere var øvelsen ikke. Men han kunne ikke få de ord i sin mund, fordi han syntes, det lød for hårdt. I stedet blev han ved med at sige, at ’det kunne være rart, hvis I ville gøre sådan og sådan’. Det er og bliver jo bare meget utydeligt.”

Den form for påpasselighed gennemsyrer kulturen, mener Anders Stahlschmidt.

”Vi skal turde give hinanden nogle små elektriske stød, for ellers kan vi ikke mærke hinanden. Det er henne ved grænserne, at vi udveksler informationer.

• Hvordan har jeg det?

• Hvordan har du det?

• Hvad vil jeg? Hvad vil du ikke?

Vi behøves på ingen måde at være i hård kontakt med hinanden. Og på arbejdet er det helt malplaceret, hvis man pludselig føler sig kaldet til at ’sige nogle sandheder’ til sine kollegaer. Det skal man for guds skyld lade være med. Men på en velovervejet måde, hvor man har kigget sit eget ansvar efter i sømmene, kan man sagtens rykke tættere på hinandens grænser,” siger Anders Stahlschmidt.

Psykologisk tryghed

Den amerikanske professor på Harvard University Amy Edmondson var den første til at måle psykologisk tryghed empirisk og koble det til teamperformance i organisationer. Et af hendes bemærkelsesværdige forskningsresultater er, at teams med høj psykologisk tryghed har flere konflikter end gennemsnittet.

Hvis et team undgår konflikter, betyder det som regel, at der netop ikke er psykologisk tryghed, men snarere en konsensuskultur præget af stiltiende accept, mener Anders Stahlschmidt.

”Når folk føler sig trygge, tør de udfordre hinanden. Hvis vi føler os utrygge, opstår der en højst uhensigtsmæssig stilhed."

”Når folk føler sig trygge, tør de udfordre hinanden. Hvis vi føler os utrygge, opstår der en højst uhensigtsmæssig stilhed. Jeg arbejdede som konfliktmægler med et team, som var gået i baglås. Man talte ikke sammen, men endelig fik vi hul på bylden."

"Det viste sig, at de problemer, som man kun havde snakket med hinanden om i korridorerne, åbenlyst skyldtes en samarbejdspartner udefra. Ingen af de interne medarbejdere havde ansvaret. Det havde været svært at gennemskue, da intet blev sagt højt. Men det var meget nemt at gennemskue, da man snakkede sammen. Pludselig kunne man samarbejde igen.”

Anders Stahlschmidts arbejde som konfliktmægler kan være ligesom at rulle en snebold tilbage op ad en lang bakke. Først oppe på toppen af bakken, kan man rede trådene ud, og ofte finder man ud af, at konflikten skyldes en misforståelse mellem to kollegaer hen over en frokost for to år siden.

”Vi skal skabe miljøer, hvor vi kan sige de ting, der er relevante at sige uden at skulle frygte, at vi bliver straffet for det. Det er definitionen på psykologisk tryghed. Det er en kollektiv opgave og en ledelsesopgave. Men det er i høj grad også op til hver især af os at få sagt det, der skal siges."

"Hvis for mange af os bakker baglæns, hvis der er det mindste optræk til konflikt, så lader vi de som oftest ret få personer på en arbejdsplads i stikken, som ikke holder sig tilbage. De bliver ligesom de umulige børn i en familie, som uden at vide det påtager sig ansvaret for at udtrykke de voksnes uudtalte konflikter,” slutter Anders Stahlschmidt.