Gå til indhold
Pharmadanmark logo
Bortvisning
Pharma 3 2025

Uretmæssigt bortvist og låst ude – nu har Laura fået godtgørelse med hjælp fra Pharmadanmark

Laura reagerede, da hun opdagede alvorlige fejl på apoteket. Det kostede hende jobbet – men med hjælp fra Pharmadanmark har hun nu fået både godtgørelse og efterbetaling af manglende løn.

Af: Jette Sandbæk, freelancejournalist

Laura er ikke medlemmets rigtige navn. Medlemmet ønsker at være anonym. Pharmadanmark kender medlemmets fulde identitet.

En godtgørelse på to måneders løn og efterbetaling af manglende løn. Det fik Laura med hjælp fra Pharmadanmark, da hun uretmæssigt blev bortvist fra sin arbejdsplads.

Lauras historie begyndte i efteråret 2022, da hun blev ansat på et apotek i en dansk provinsby.

Hendes navn er ændret, da hun ønsker at være anonym af hensyn til sine fremtidige jobmuligheder. Pharmadanmark kender hendes rigtige identitet.

Et år efter sin ansættelse læste Laura en artikel i lokalavisen om sin arbejdsgiver. Apotekeren var i byretten blevet idømt en betinget fængselsdom på fire måneder og en bøde på 150.000 kroner. Han blev blandt andet dømt for at have opbevaret over 3.500 morfintabletter i kælderen uden tilstrækkelig sikkerhed.

Laura blev overrasket over sagen. Selvom hun havde været ansat på apoteket i et år, vidste hun nemlig ikke, at apotekeren overhovedet var tiltalt.

Opdagede nye uregelmæssigheder

Efter dommen opdagede Laura flere uregelmæssigheder på apoteket. Det handlede blandt andet om forkert påsætning af etiketter på inderpakninger og forkert opbevaring af medicin. Laura blev også orienteret om, at apoteket var blevet politianmeldt for ikke at sætte etiketter på inderpakningen. I samme periode betroede apotekeren Laura, at han tog smertestillende – herunder opiater – fra returneret medicin til eget brug.

Laura blev bekymret og orienterede apotekeren om, at hun havde bemærket uregelmæssigheder. Hun fortalte, at hun ville indrapportere de ulovlige forhold til Lægemiddelstyrelsen.

Pharmadanmarks juridiske chef, Casper Gad, forstår godt, at Laura reagerede som hun gjorde.

”Vores medlemmer er uddannet til at følge retningslinjerne ned til sidste komma, fordi selv små fejl med medicin kan få alvorlige konsekvenser,” siger Casper Gad.

Laura kontaktede Lægemiddelstyrelsen, men kunne ikke komme igennem, da det var uden for åbningstid.

Bekymrede ansatte holdt møder

Samme efterår holdt farmakonomerne to møder om forholdene på apoteket. Laura, der var farmaceut, deltog i et af møderne, hvor dagsordenen var ulovlige forhold på apoteket samt arbejdsmiljøet, herunder at flere medarbejdere på apoteket var blevet sygemeldte.

På mødet blev det aftalt, at Laura skulle kontakte Lægemiddelstyrelsen om forholdene. Laura gjorde som aftalt og ringede til Lægemiddelstyrelsen to gange – og kom igennem begge gange. Laura fortalte bl.a., at apotekeren havde flyttet 50 kasser med lægemidler over i en trappeopgang, der ikke var temperaturreguleret.

Apotekeren blev efterfølgende indkaldt til et møde i Lægemiddelstyrelsen, hvor han skulle afgive oplysninger om driften af apoteket. Laura bemærkede, at apotekeren efter dette møde flyttede de 50 kasser med lægemidler fra den uopvarmede trappeopgang til forsendelsesområdet inde på apoteket.

Sagen kort

  • Laura bliver ansat som farmaceut på apoteket i efteråret 2022.

  • I efteråret 2023 bliver apotekeren idømt fire måneders betinget fængsel og en bøde på 150.000 kroner bl.a. for ulovlig opbevaring af medicin.

  • På samme tidspunkt opdager Laura flere uregelmæssigheder og kontakter Lægemiddelstyrelsen.

  • I starten af 2024 finder apotekerens hustru – også farmaceut på apoteket – ud af, at Laura har kontaktet Lægemiddelstyrelsen. Hun beder Laura forlade apoteket omgående.

  • Laura kontakter straks Pharmadanmark, som går ind i sagen med det samme.

  • Pharmadanmark anlægger sag mod apoteket for uretmæssig bortvisning. Apotekets advokat fremsætter forligsforslag.

  • Laura modtager ved udgangen af 2024 en godtgørelse på to måneders løn og en efterbetaling af løn for opsigelsesperioden.

Blev bortvist og låst ude

Apotekerens hustru var også ansat som farmaceut på apoteket. I januar 2024 spurgte apotekerens hustru, om det var Laura, der havde kontaktet Lægemiddelstyrelsen. Laura bekræftede, at det var hende. Apotekerens hustru blev meget oprørt og bad Laura om at forlade apoteket øjeblikkeligt.

Laura ringede straks til Pharmadanmark og talte med en jurist. Da hun havde talt med ham, henvendte Laura sig til apotekeren. Han bekræftede, at han støttede sin hustrus beslutning om at bortvise Laura.

Laura pakkede herefter sine ting, afleverede nøglerne og hentede sin madpakke i frokoststuen. Her blev hun mødt af apotekeren og hans hustru, som ifølge Laura råbte ad hende og reagerede voldsomt. De beordrede hende til at forlade apoteket med det samme.

Laura var i tvivl om, hvorvidt hun måtte forlade apoteket, og ringede derfor igen til Pharmadanmark. Apotekeren og hans hustru fulgte efter hende. Mens Laura ringede op, trådte hun et skridt ud ad døren fra apoteket. Mens hun stod der, låste apotekeren døren efter hende. Hun kunne ikke gøre andet end at forlade bygningen.

Pharmadanmark overtager sagen

”Da vi talte med medlemmet anden gang den dag, aftalte vi, at vi overtog kontakten med apoteket. Og vi bad Laura om at gå hjem og straks skrive en kort dagbogstekst om, hvad der var sket. Sådan en tekst bliver betragtet som en troværdig understøttelse af ens vidneudsagn,” forklarer Casper Gad.

Efterfølgende opstod der uenighed mellem apotekeren og Pharmadanmark om, hvad der egentlig var sket. Fire scenarier var mulige:

  • Laura var blevet opsagt.

  • Ansættelsen løb videre.

  • Laura var blevet bortvist.

  • Laura havde selv sagt op.

Arbejdsgiveren påstod, at Laura selv havde sagt op. Men de havde ingen dokumentation.

”Da der intet forelå på skrift, og Laura var meget tydelig og troværdig i sin forklaring, var vores udgangspunkt klart: Der var ikke sket nogen formel opsigelse eller bortvisning. Der var blevet sagt meget, men intet var dokumenteret. Det eneste, der med sikkerhed kunne bevises, var, at medlemmet havde haft en ubehagelig oplevelse og nu var sygemeldt,” siger Casper Gad.

Hvad er bortvisning?

  • En bortvisning er en øjeblikkelig ophævelse af ansættelsen.

  • Medarbejderen skal forlade arbejdspladsen med det samme, og lønnen stopper samme dag.

  • Medarbejderen har ikke ret til løn i opsigelsesperioden.

  • Bortvisning kræver, at medarbejderen groft har tilsidesat sine forpligtelser, f.eks. ved grov illoyalitet, tyveri, vold eller chikane på arbejdspladsen.

  • Det er altid arbejdsgiverens ansvar at bevise, at bortvisningen er berettiget.

  • Det er en konkret vurdering, om en bortvisning er berettiget. Kontakt derfor altid Pharmadanmark hurtigst muligt, hvis du bliver bortvist.

Forlig: godtgørelse og løn

Pharmadanmark gjorde det klart, at hvis apoteket stoppede med at betale løn til Laura, ville de tage sagen videre.

”Apoteket handlede, som om Laura selv havde sagt op. De udbetalte løn for resten af måneden og en ekstra måned – derefter stoppede lønnen. Vi kontaktede dem med besked om, at det var en væsentlig misligholdelse af ansættelseskontrakten, og at sagen nu ville køre,” siger Casper Gad.

”Vi fastholdt, at der var tale om en reel bortvisning, og at udbetalingen af den ekstra månedsløn blot var en skinmanøvre, der skulle understøtte deres påstand om, at medlemmet selv havde sagt op,” siger Casper Gad.

Sagen blev sendt i retten. Inden sagen kunne afgøres ved retten, fremsatte arbejdsgiverens advokat dog et forslag til forlig.

Resultatet blev, at Laura fik en godtgørelse svarende til to måneders løn for uretmæssig bortvisning samt efterbetaling af løn for opsigelsesperioden.

Det bør du gøre i en lignende situation

Hvis du som medlem oplever uregelmæssigheder – som Laura – på din arbejdsplads, så opfordrer Casper Gad til at kontakte Pharmadanmark hurtigst muligt.

”Får du en ulovlig instruks – eller oplever noget, du ikke kan stå inde for – så kontakt os med det samme. Vi kan rådgive dig ud fra din konkrete situation,” siger Casper Gad.

”Hvis du bliver bortvist, så bed – hvis muligt – om at få bortvisningen på skrift. Du må gerne kvittere for, at du har modtaget et dokument, men er der tale om en egentlig aftale, så vent med at underskrive, til du har talt med os. Forklar din arbejdsgiver, at du ønsker at få professionel rådgivning, før du skriver under.”

Laura endte med at blive låst ude af apoteket og kunne derfor ikke bede om at få bortvisningen på skrift.

”Hun gjorde det eneste rigtige – hun kontaktede os med det samme. Jeg kan kun opfordre andre medlemmer til at gøre det samme, hvis de skulle havne i en lignende situation,” siger Casper Gad.

Oplever du uregelmæssigheder?

Bemærker du uregelmæssigheder på din arbejdsplads – f.eks. at medicin ikke bliver opbevaret korrekt, eller medicin forsvinder? Følg juridisk chef Casper Gads råd:

  1. Tal med din chef om, hvad du har bemærket. Det kunne være en hændelig fejl.

  2. Fortsætter uregelmæssighederne? Kontakt Pharmadanmark. Vi kan rådgive dig ud fra din konkrete situation.

  3. Er der en whistleblower-ordning hos den relevante myndighed – f.eks. Lægemiddelstyrelsen – og du ønsker at whistleblowe, så sørg for at bruge den specifikke ordning og ikke andre kontaktformer.

Har du brug for juridisk hjælp?

Du kan altid kontakte vores juridiske team, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. 

Tlf.: 39 46 36 05
Mail: jura@pharmadanmark.dk

 Har du brug for juridisk hjælp?