Mit navn stod skrevet på den stilling

Karrieren kørte – næsten – helt på skinner, indtil Hanne Arentsen blev 46 år.

Hun sad dengang med et stort strategisk ansvar som del af en projektgruppe, der udvikler nye lægemidler. Lige dér, hvor tingene ’skete’.

Jobbet var frugten af 20 års støt og roligt opadstigende karriere i en spændende branche med gode kolleger, gode chefer og med en god løn i forskellige medicinalvirksomheder. What’s not to like?

Der var noget, som manglede, fortæller Hanne Arentsen, chefkonsulent i Pharmadanmarks karriereafdeling.

”Jeg var god til mit arbejde, og det meste af tiden, gik jeg ikke utilfreds på arbejde. Men jeg fik nok heller aldrig helt den der fornemmelse af, at min personlighedstype var det perfekte match til branchen."

"Som barn drømte jeg om at blive modedesigner. Det var vist godt, jeg ikke blev det, men jeg er generelt ret kreativt anlagt, hvilket jeg så har fået afløb for i fritiden. For jobbet i sig selv var ikke særlig kreativt."

"Måske er jeg også lidt anderledes, end folk er flest i medicinalvirksomheder. Hvis jeg skulle sætte mig ned i flere dage og nørde noget fagligt, så syntes jeg, at det var meget kedeligt. Til gengæld vågnede jeg gevaldigt op hver gang, jeg skulle samarbejde tæt med kolleger.”

Endeløse møder på Teams

Som farmaceut blev den meget ekstroverte Hanne Arentsen mere og mere bevidst om, at hun savnede ’noget mere med andre mennesker’.

”Hvor går man hen, når man arbejder med noget, der kommer mange mennesker til gavn i sidste ende, men hvor man selv sidder fast et sted, hvor det føles som om, at der er langt hen til de mennesker."

"Heldigvis var der en del projektarbejde i organisationen, og derfor fik jeg lige akkurat tilfredsstillet mit behov for at arbejde tæt sammen med andre. Men kunne jeg se mig selv i samme fagområde tiden ud? Nej, jeg vidste, at der på et tidspunkt skulle ske noget andet. Og så kom coronaen.”

Under hjemsendelsen fandt Hanne Arentsen sig selv bundulykkelig i sit soveværelse foran skærmen i endeløse møder på Teams. Væk var det dynamiske samarbejde med kollegerne. Væk var den holdånd, som – hun måske først på hjemmearbejdspladsen blev helt klar over – var hendes grundlæggende motivation for at gå på arbejde.

"Jeg kunne ikke finde gejsten i jobbet længere, og samtidig kunne jeg ikke se, hvad jeg ellers skulle lave.”

”Jeg er alt for socialt anlagt til at sidde hjemme, så jeg faldt ned i et dybt hul, som jeg brugte rigtig meget energi på at hive mig selv op af. Jeg smøgede ærmerne op, knoklede som en hest, og tænkte, at ’det her skal jeg bare igennem’."

"Men der, hvor jeg for alvor blev ramt, var faktisk, da folk begyndte at kunne vende tilbage på kontorerne. De gjorde det bare ikke. Der var tilstrækkeligt mange, der var blevet glade for at arbejde hjemme til, at det aldrig blev det samme fællesskab igen, når vi mødte ind. Jeg kunne ikke finde gejsten i jobbet længere, og samtidig kunne jeg ikke se, hvad jeg ellers skulle lave.”

Sjælens mørke nat

Det blev en slags ’sjælens mørke nat’, som Hanne Arentsen skulle igennem i den periode, hvor hun i tanken havde forladt sit fag uden at have fundet et nyt. Der var dog et enkelt lyspunkt, da hun i sit sidste job i medicinalbranchen var faglig leder af et team på 5-6 medarbejdere.

”Jeg noterede mig, hvor godt det føltes, da jeg med stor succes rådgav min unge og meget dygtige kollega, som sad lidt fast i de ting, hun lavede. Jeg fik så den idé, at hun kunne sættes til en opgave, som egentlig ikke lå i hendes arbejdsområde – men jeg troede på, at det var den perfekte udfordring for hende."

"Det projekt lykkedes over al forventning, og både hun, hendes chef og min chef takkede mig for at have taget initiativet. Og ikke mindst var jeg selv rigtig glad, fordi jeg kunne se en mening med at gå på arbejde, når jeg kunne hjælpe andre videre. Der opdagede jeg, at jeg kan blive helt høj af at hjælpe andre mennesker videre fra ét sted til et andet. Det fik mig til at tænke over, om der var en eller anden ny vej, som lå og ventede på mig der.”

"Der opdagede jeg, at jeg kan blive helt høj af at hjælpe andre mennesker videre fra ét sted til et andet."

Personlige kriser kan være virkeligt effektive til at skubbe én hen til et nyt sted, mener Hanne Arentsen.

”Jeg var lidt desperat efter at finde en ny retning. Så jeg var meget åben og lydhør og kiggede mig hele tiden omkring. Det var vel også derfor, at jeg meldte mig til en mentorordning i Pharmadanmark, hvor man får et yngre medlem knyttet til sig."

"Det er et relativt uformelt, frivilligt stykke arbejde. Man mødes en gang om måneden i ni måneder i halvanden time og snakker karriereudvikling – og det er så det.”

Jeg kunne mærke det job helt ned i maven

De fleste, der har oplevet, at en tilfældighed har bragt dem et bedre sted hen i deres karriere, vil kunne pege på det øjeblik, hvor heldet kiggede forbi. Hanne Arentsens sporskifte blev udløst af en kombination af to skelsættende øjeblikke.

Det første fandt sted på introduktionsmødet til mentorforløbet, hvor hun mødte Camilla Lundbye Castle, som var karrierevejleder i Pharmadanmark og ansvarlig for mentorordningen.

Når man er så meget i tvivl om retningen, at man næsten ikke kan se nogen retning for sig, så gør det indtryk pludselig at sidde overfor én, hvor man tænker – ’det job du har, gad jeg godt at have’. Så der blev plantet et frø i Hanne Arentsens bevidsthed.

Men det er, da det første afgørende øjeblik en måned senere bliver kombineret med det andet, at der bliver rullet en rød løber ud til hendes nye karriere. For på LinkedIn læser hun, at Camilla Lundbye Castle har sagt sin stilling op.

”Mit navn stod skrevet på den stilling. Sådan havde jeg det med det samme. ’Jeg har hørt, du mangler en ny karrierevejleder – jeg tror, det er mig’. Det var det, jeg ringede ind til Pharmadanmark og sagde, for jeg kunne mærke det job helt ned i maven."

"Så jeg satte alt på ét bræt og tænkte, ’hvis ikke jeg får det her job, så ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal. Så bliver jeg nødt til at få karrierevejledning hos ham, der ikke gav mig jobbet.’ Når man først har den følelse i hele kroppen, så tror jeg, man ofte vil være tættere på at få stillingen, for det kan andre mennesker mærke. Min motivation var så stærk, at den kunne have sat ild til bygningen.”

"Min motivation var så stærk, at den kunne have sat ild til bygningen.”

Hanne Arentsen, der bruger ’motivation’ som en grundpille i hendes rådgivning, har været karrierevejleder i Pharmadanmark siden 2023.

”Jeg har lært om coachingteknikker, generationsforskelle, motivationsteori, lytteniveauer og alt mulig andet, som jeg ikke vidste fandtes."

"Jeg har fået en hel anden hverdag og et helt nyt arbejdsliv, hvor jeg mødes med folk og vejleder dem i deres arbejdsliv. Nogen har brug for værktøjer til at tale med deres chef om arbejdsopgaverne og deres faglige udvikling, andre skal finde sig selv ovenpå en fyring – måske skal de i en helt ny retning."

"Jeg føler mig privilegeret over den tillid, jeg bliver mødt med og har genfundet begejstringen og glæden over mit arbejdsliv,” siger Hanne Arentsen.