Skab balance i dine professionelle relationer

Alle og enhver har et ønske om at være og blive set som ’professionel’ på arbejdet.

Men samtidig har vi vel også en fornemmelse af, at man kan blive for professionel, så det begynder at lugte af for lidt personlighed og for meget faglighed.

Eller prøv at smage på ’venlig’ lige efter ’professionel’. Det er to plusord, som tilsammen falder negativt ud, for ’professionel venlighed’ er det stik modsatte af ’autentisk’, som alle gerne vil være.

Konfliktmægler og psykoterapeut Lis Møller, der er forfatter til bogen ’Professionelle relationer’, har i mange år arbejdet for at fjerne den lidt kolde klang, hun oplever, ordet 'professionel' har i mange menneskers øre. Hun vil gerne starte med at slå én ting fast:

”Det er uprofessionelt, hvis man tror, at man i dag kan parkere personligheden derhjemme og så møde op på arbejdet og være formel og distanceret med et godt resultat."

"Hvis du ikke er nærværende, har empati, kan lytte og få andre mennesker til at føle sig værdsatte, så er der rigtig meget plads til forbedring uanset, hvor dygtig du er til det rent faglige. For det skaber utryghed, tager energi og opmærksomhed og lukker op for alle mulige gætterier, hvis man gemmer sig bag det ulastelige, afmålte og meget korrekte.”

Grænsen til det private rum

Hvis vi ikke føler, vi kan forbinde os med den person, vi skal samarbejde med, så trækker det ned på dét, vi kan opnå sammen professionelt, mener Lis Møller.

”Selvfølgelig kan der være afgrænsede opgaver, som vi i afgrænsede perioder kan udføre sammen uden at være i god personlig kontakt med hinanden. Men det er undtagelser, der bekræfter reglen om, at i den professionelle relation, er man i kontakt med hinanden, fordi det er professionelt at være det. Vi kan ikke bare holde os på afstand, for vi støder jo hele tiden ind i hinanden.”

Samtidig skal vi være meget opmærksomme på ikke at krydse grænsen til den private relation, understreger Lis Møller.

”Det er uprofessionelt, hvis man tror, at man i dag kan parkere personligheden derhjemme."

”Den professionelle relation er kendetegnet ved, at man har en forpligtelse til konstant at have en opmærksomhed på, hvad det, man siger, har af konsekvenser – og om det understøtter det fælles formål."

"Den forpligtelse har man ikke i privatlivet. Hvis min nabo spørger mig, om jeg ikke nok vil klippe min hæk, så har jeg lov til at sige, at jeg nok selv skal bestemme, hvornår jeg klipper min hæk. Det kan godt være, at jeg i så fald er uhøflig, men i privatlivet har man – på godt og ondt – lov til at sige, hvad man tænker. På arbejdet skal man ikke bare buse ud med tingene og kalde en spade for en spade. For man skal først overveje om det, man har tænkt sig at sige, understøtter den kerneopgave, man udfører sammen.”

At være ’personligt’ til stede er noget helt andet end at være privat, understreger Lis Møller.

”I den personlige relation forholder man sig løbende til sit eget bidrag i samspillet samtidig med, at man har øje for den anden og kan afstemme sig selv efter situationen."

"Man er ’sig selv’, men på en anden måde, end når man er privat. For refleksionsniveauet er højere, og man hele tiden har øje for, hvordan ens måde at være til stede bidrager til opgaveløsningen og samarbejdet.”

Relationel støj

Der er rigtig mange, som roder rundt i, hvad en professionel relation er – til stor skade for samarbejdet og det psykiske arbejdsmiljø, mener Lis Møller.

”Vi kan sagtens være meget personlige overfor hinanden på arbejdet, så længe vi kommer med udelukkende understøttende og positive intentioner. Vi ved, hvor grænsen går til den private relation, og vi overskrider den ikke. Derfor bliver vi ikke fanget i usunde dynamikker, hvor opgaveløsningen bliver overskygget af relationel støj. 'Hvad tænker han egentlig?’ ’Hvorfor sagde hun det?’ Hvis man har fokus på opgaven, så kan man ikke samtidig gå særlig højt op i antagelser om, hvad der foregår inde i hovedet på de andre.”

Når trivslen er lav, og når sladder og dårlig kommunikation hersker, så er det fordi, relationerne er uprofessionelle, understreger Lis Møller.

”Enten er man faldet i den grøft, hvor man er alt for distanceret fra hinanden og ikke personlig nok. Man har ikke udvist ægte interesse for hinanden, hvilket gør, at alle er en lille smule bange for hinanden."

"Eller man har mistet fokus på opgaven, fordi ens forhold til kollegerne er blevet alt for privat. Der er ikke balance og klarhed i relationerne, og derfor bliver det hele noget rod.”

Start i så fald med at anerkende problemet, foreslår Lis Møller.

”Hvis der er en bevidsthed om, at det relationelle er mere eller mindre dysfunktionelt, kan man tålmodigt arbejde sig tilbage til et sundt fundament, hvor der er den rette balance mellem personlig og professionel adfærd."

"Rettesnoren bør hele tiden være, hvad det fælles mål er. Det skal man slet ikke tage for givet, at der er enighed om. Derfor er et godt sted at starte altid, at man i fællesskabet reflekterer over: ’Hvad arbejder vi hen imod”?

Der er ingen ’rigtig’ professionel relation

Kommunikationstræner og ledelsesrådgiver Philip Antonakakis oplever, at den professionelle relation kan tage sig meget forskelligt ud.

”Der er forskellige arbejdskulturer i forskellige fag. Der er forskellige aldersgrupper, som har det forskelligt med begrebet professionalisme. Og endelig er der forskellige personlighedstyper med meget forskellige naturlige grænser for det personlige rum."

"Jeg har f.eks. coachet en leder, der absolut ikke bryder sig om at dele ud af sig selv til sine medarbejdere med det resultat, at de ikke ved særlig meget om ham. Men samtidig er han meget empatisk og optaget af, at alle skal føle sig trygge og inkluderede. Så han er en vellidt og god leder.”

Det giver ikke mening at definere, hvad der er ’den rigtige’ professionelle relation, mener Philip Antonakakis.

”I de humanistiske fag oplever jeg, at grænserne til det private kan være flydende. Det kan være svært at finde ud af forskellen på kollega og ven, så måske kommer man pludselig i situationer, hvor der er brug for nogle grænser."

"Relationerne mellem medarbejdere i medicinalindustrien er formentlig mere formelle, hvilket giver andre udfordringer og andre fordele. Jo mere formelle relationerne er, jo mere består udfordringen i at tilgodese alles behov for at føle sig set som mennesker.”

Vi skal passe meget på, at vi ikke gør hinanden forkerte, understreger Philip Antonakakis.

”Det er en menneskeret at holde ens privatliv for sig selv. Jeg har arbejdet fint sammen med folk i årevis uden, at der overhovedet er kommet noget privat på bordet. Det handler om at respektere ens egne og andres grænser. Hvad er jeg tilpas med? Hvad er mine kolleger tilpas med?”

Balancen mellem personlighed og funktion

Udviklingen i arbejdslivet vil dog i fremtiden gå i retning af mere personlig involvering, vurderer Philip Antonakakis.

”De unge går ret højt op i at blive mødt med en personlig interesse. For dem er det helt naturligt, at man interesserer sig for deres udvikling på den personlige måde. De investerer selv deres person i deres arbejdsmæssige relationer, og de forventer, at lederne viser, at de er vellidte."

"I gamle dage var det sådan, at hvis du ikke hørte noget, var alt okay. I dag har vi brug for at få feedback på, hvad vi gør rigtigt, og hvornår vi er den bedste udgave af os selv. Det er indikationer på, at balancen på vægtskålen mellem det formelle og det personlige rykker sig i retning af det mere personlige.”

Du skal kunne tale til både hovedet og hjertet, mener Philip Antonakakis.

"Hvis du ikke bringer din personlighed ind, bliver du bare et jakkesæt – et menneske uden identitet."

”I det professionelle sprog taler du til andres hjerne og fornuft, mens du i det personlige sprog taler til deres hjerte og følelser. Hvis du ikke bringer din personlighed ind, bliver du bare et jakkesæt – et menneske uden identitet. Derfor skal du bringe din personlighed ind i den professionelle rolle med en bevidsthed om, hvilke dele af den, som virker godt i samarbejdet på arbejdspladsen, og hvilke dele du med fordel kan nøjes med at dyrke i privatlivet.”

Din rolle dikteres af den opgave, du har, understreger Philip Antonakakis.

”Hvordan, du løser din opgave, kommer til udtryk gennem din adfærd. Men hvor troværdig du virker, når du løser din opgave, kommer til udtryk gennem din personlighed. Det betyder, at din personlighed skal understøtte din funktion. Hvis den overskygger din funktion, fremstår du for privat og er ikke længere professionel."

"Omvendt – hvis din funktion overskygger din personlighed, fremstår du mekanisk og får svært ved at skabe tillid og følgeskab. Så det er vigtigt for enhver, der ønsker at indgå i professionelle relationer at overveje, hvordan ens personlighed på en balanceret måde kan understøtte ens funktion,” siger Philip Antonakakis.