Tilfældet kan skabe musik i din karriere
En af de vigtigste kompetencer i moderne karriereudvikling handler om at være god til at sætte sig selv i situationer, hvor tilfældigheder kan opstå, mener Danny Bukh Almstrup.
I mange år har den dominerende karrieremodel været, at man lægger en klar og veldefineret plan og følger den disciplineret og fokuseret for at nå sit mål.
Denne tilgang hviler på antagelsen om, at den lineære vej – fra uddannelse til job og videre opad i de interne systemer – er den bedste måde at sikre sig succes. Men modellen stammer fra en tid, hvor arbejdsmarkedet var mere stabilt og forudsigeligt, end det er i dag, vurderer chef for Karriere, Netværk & HR i Pharmadanmark, Danny Bukh Almstrup.
”Der er ikke noget galt med at lægge en plan, men man skal være opmærksom på, at det danske arbejdsmarked, især de sidste fem år, er blevet så foranderligt, at man meget vel kan komme i situationer, hvor den bedste strategi er at fravige sin plan"
"For på den ene side er arbejdsmarkedet blevet fyldt med muligheder, der opstår, når man mindst venter det. Dem går man glip af, hvis man er fastlåst omkring en bestemt drøm. På den anden side er arbejdsmarkedet blevet meget usikkert. Hvor fører teknologien os hen, og hvordan vil verdenssituationen påvirke udviklingen på jobmarkedet? Hvem ved, om det job, du drømmer om, eksisterer om fem år?”
Der bliver længere og længere mellem de karriereveje, der følger en fast plan, mens flere og flere udvikler sig helt uforudsigeligt, vurderer Danny Bukh Almstrup.
”Det er uhensigtsmæssigt, at vi i vores kultur stadig fastholder idéen om, at hvis du lægger en god plan og følger den dygtigt og dedikeret, så er det velfortjent, hvis du når dit mål. Hvis tilfældigheder derimod går din vej, så er du bare en heldig fætter Højben.”
Planlagte tilfældigheder
Det er en kunst at opsøge heldet, mener Danny Bukh Almstrup.
”En af de vigtigste kompetencer i moderne karriereudvikling handler om at være god til at sætte sig selv i situationer, hvor tilfældigheder kan opstå. Professor i psykologi og ekspert i karriereudvikling, John D. Krumboltz, kalder disse situationer for ’planlagte tilfældigheder’. Det er de tilfældigheder, som Paul Auster beskriver i romanen ’Tilfældets musik’, hvor mennesker navigerer gennem et uforudsigeligt liv, mens deres skæbne afgøres i samspillet mellem tilfældigheder og kontrollerede valg.”
”En af de vigtigste kompetencer i moderne karriereudvikling handler om at være god til at sætte sig selv i situationer, hvor tilfældigheder kan opstå."
Heldet smiler oftest til den, der er åben overfor nye muligheder, understreger Danny Bukh Almstrup.
”Du tager til et netværksmøde i stedet for at blive hjemme og se Netflix. Og hvis du møder en interessant person, der laver noget, du selv kunne tænke dig at lave, så suger du ny viden til dig. Det er ikke nok at tænke: ’Det var sjovt, at jeg tilfældigt mødte én, der kender de mennesker, jeg gerne vil i kontakt med.’ Du skal få deres telefonnumre og ringe til dem. For du skal jo omsætte de tilfældigheder, der opstår, til konkret karriereudvikling.”
Man skal også være nysgerrig, mener Danny Bukh Almstrup.
”Måske kan du kombinere din faglighed med et andet forretningsområde, som du har interesse for, så dit job bliver mere spændende? Måske kan det ikke lade sig gøre, men under en MUS-samtale er du ikke så indkapslet i din fagfaglighed, at du ikke tør sige, hvad du drømmer om. Hvis du har en idé om, hvad dit næste skridt kan være, så sig det højt – til hvem som helst.”
Tilpasning i ukendt landskab
Som karrierevejleder har Danny Bukh Almstrup ofte mødt farmaceuter, der føler sig fanget som souschefer, fordi deres indiskutable mål med karrieren er at blive apotekere. Men så mange apoteker er der heller ikke i Danmark, og nu begynder drømmen at briste, for de er i slutningen af 40’erne – og hvad så?
”Der er ikke noget galt med at have en drøm. Men hvis du sidder fast i den, må du frigøre dig fra den for at kunne se de muligheder, du måske har overset på grund af din drøm. Det handler om evnen til at tilpasse sig og ændre sine planer i et ukendt landskab. Det er forståeligt, at man er bange for det ukendte. Men det er vigtigt, at man finder modet frem til at bringe sig selv i situationer, hvor udfaldet ikke er sikkert.”
Man skal være vedholdende, hvis tingene ikke flasker sig med det samme, understreger Danny Bukh Almstrup.
"Tænk mindre på, at du absolut skal arbejde i en bestemt virksomhed og mere på, hvad der får dig til at smile.”
”Lad dig ikke slå ud af modstand eller tilsyneladende fiasko. Du vil gerne skifte spor, men det er stadig uklart, hvad dit næste job konkret skal være. Alligevel er du vedholdende i tanken og har en strategisk tilgang til usikkerhed. Du er uddannet farmaceut, men du aner ikke, hvad det ender med. Hvis flere turde tænke på den måde, ville det være lettere for mange. Tænk mindre på, at du absolut skal arbejde i en bestemt virksomhed og mere på, hvad der får dig til at smile,” siger Danny Bukh Almstrup, som mener, vi skal holde op med at spørge vores studenter, hvad de skal ’være’.
For det giver dem den fejlagtige opfattelse, at det er en fordel for dem at vide det, før de har prøvet alt muligt forskelligt af.
Har du brug for hjælp i din karriere?
Du kan altid kontakte vores karrierevejledere, hvis du har spørgsmål eller brug for sparring til din karriere eller jobsituation.
Tlf.: 39 46 36 30
Mail: karriere@pharmadanmark.dk