Karen Chan rykker ud med Læger uden Grænser

Af: Jette Sandbæk, freelancejournalist. Foto: Privat

Hvorfor har du valgt at blive udsendt som farmaceut? 

Jeg ser internationalt arbejde som en naturlig del af mit fag. Mine kompetencer er ikke kun begrænsede til Danmark – hele verden kan være min arbejdsplads. Jeg er interesseret i udviklingsarbejde og den globale sundhed. Der er mange kriser, og jeg tænkte: Her kan jeg bidrage og give noget tilbage til verden. Enhver indsats tæller, og vi må ikke glemme håbet om, at det nytter.

Jeg har været udsendt flere gange med Læger uden Grænser. Tidligere har jeg også været udsendt som frivillig – blandt andet med Farmaceuter uden Grænser og Mercy Ships.

Jeg har også været glad for at arbejde i Danmark, hvor jeg i mange år var i medicinalbranchen, men jeg tror, vi alle har forskellige sider og kompetencer, der kan komme i spil på forskellige måder.

Som udsendt lærer jeg rigtig meget. Jeg har hurtigt fået ledelseserfaring i teams med kolleger fra mange forskellige kulturer, og det kræver både nysgerrighed og tilpasning. Nogle gange fungerer tingene ikke, som jeg kender det hjemmefra – men når vi når målet og skaber et godt sammenhold, er det både udfordrende og givende.

Hvad er dine primære opgaver som udsendt farmaceut?

Min vigtigste opgave er at sikre, at der er adgang til de rette lægemidler, og at de bliver brugt korrekt – noget, der kan være en stor udfordring mange steder.

Jeg arbejder også med at styrke det lokale sundhedssystem blandt andet ved at undervise og informere om medicinhåndtering. Derudover er der finansiel- og risikostyring, for lægemidler er en af de vigtigste poster i budgettet, så jeg skal hele tiden lave analyser på, hvad der skal bruges i felten, og hvordan unødvendigt spild undgås.

Ofte har jeg et team under mig, som jeg leder, og et projektteam, jeg samarbejder tæt med. Denne gang skal jeg sandsynligvis også arbejde med strategi og koordinere på tværs med Læger uden Grænsers andre operationelle centre i området.

Hvad oplever du som det mest meningsfulde ved at være udsendt?

Samarbejdet betyder meget. Man ved aldrig, hvilket team man kommer til, eller hvor ens kolleger kommer fra. Men jeg trives i et internationalt miljø og har ofte haft et rigtig godt samarbejde – både med lokale og andre expats.

Der er et særligt sammenhold i felten, og vi prøver at passe lidt på hinanden, når det nogle gange kan blive for hårdt at være i det. Og så er det enormt spændende at møde folk fra hele verden og få indsigt i deres historier, kulturer og oplevelser.

Når vi sammen har nået projektets mål – og måske endda været med til at redde menneskeliv – så er det meget meningsfuldt. Da jeg forlod min sidste mission, fik jeg en gave af mine lokale medarbejdere. De læste et otte siders digt op, som de havde skrevet til mig.

De skrev, at jeg havde været en god leder for dem, og at jeg havde taget mig af dem og hjulpet dem med at udvikle sig. Det blev jeg virkelig rørt over. Det kan være hårdt at skulle forlade en mission med så gode medarbejdere, men jeg er også taknemmelig for at få venner verden over.

Jeg trives også med, at der sker meget. Jeg kan godt lide at eksekvere. I en nødsituation er der ikke tid til lange diskussioner og møder – der skal tages hurtige beslutninger. Det kan være stressende, især hvis der ikke er nok lægemidler, og jeg må finde alternative løsninger, velvidende at ikke alle patienter kan blive behandlet.

Hvad er den største udfordring ved at være udsendt farmaceut?

Der er mange forskellige udfordringer – både i arbejdet og i levevilkårene.

Man sendes ud dér, hvor der er behov for medicinsk nødhjælp. Det kan være et katastrofe- eller krigsramt område, hvor konteksten er ustabil. Nul risiko eksisterer ikke. Arbejdet er krævende, og samarbejdet med mennesker med så forskellige baggrunde kan være komplekst. Ofte er nogle af dem jeg leder ældre end mig selv, så det kræver fokus at opretholde et motiverende arbejdsmiljø for alle. 

Man bor ofte meget basalt og tit langt ude i ingenting. To gange har jeg oplevet, at en slange var på vej ind i mit værelse. Jeg hader krybdyr, så det var bestemt ikke sjovt – især fordi jeg vidste, at vi netop var løbet tør for antivenom (bruges til at behandle forgiftning forårsaget af bid eller stik fra giftige dyr, red.) på vores medicinlager.

Det har også været en udfordring at skulle arbejde på fransk, men i takt med at jeg er blevet bedre, synes jeg faktisk, det er sjovt at kunne bruge forskellige sprog i arbejdet.

Logistikken kan også være svær. I DR Congo måtte vi for eksempel sejle to dage i en pirogue (smal kano) for at nå en landsby, hvor vi skulle vaccinere og behandle befolkningen under en epidemi mod mpox og mæslingeudbrud.

Og så er der selvfølgelig det at være væk hjemmefra i lang tid. Men man må acceptere, at hverdagen er dér, hvor man nu engang er udsendt, og indrette sig efter det.

Er du udsendt det meste af tiden?

Ja, for det meste. Jeg kom hjem fra min sidste mission for et par måneder siden, og nu skal jeg snart af sted igen. Når en mission slutter i ét land, kan jeg blive sendt direkte videre til et andet, hvor der opstår et akut behov. For eksempel blev jeg efter en mission i Sierra Leone sendt direkte videre til DR Congo, hvor der var opstået en akut krise.

Hvor skal du udsendes til næste gang?

Jeg rejser inden for de kommende uger til Tchad og måske Sudan med Læger uden Grænser. Jeg skal være af sted i seks måneder. 
Der er en alvorlig humanitær krise i Sudan. Sundhedssystemet er under pres, der er massiv hungersnød, tusindvis af mennesker er blevet dræbt eller såret, og millioner af mennesker er drevet på flugt både internt og til nabolandene.